Prøv avisen
Kiosken

Tiltagende trodsige tyrkere

Tyrkiet og præsident Recep Erdogan nægter fortsat, at drabet på på tusindvis af armenere kan karakteriseres som folkedrab. Foto: Kayhan Ozer/Presidential Press Office

Engang blev folkedrabet mod armenierne omgærdet med tavshed i Tyrkiet. Nu er man snarere gået forbitret i offensiven

Den tyske regering tog for få dage siden det skridt at kalde det armenske folkedrab et folkedrab. Man holdt sig længe tilbage af hensyn til den tyrkiske regerings humør og til de tre millioner tyrkere, som bor i Tyskland, halvdelen heraf med både tyrkisk og tysk statsborgerskab. Men hvad pres fra oppositionen ikke kunne udrette, kom meget pludselig i stand, da regeringen erfarede, at Tysklands forbundspræsident, den tidligere sognepræst Joachim Gauck, ville bruge det forkætrede ord i aften ved en stor økumenisk gudstjeneste i Berlin. To forskellige signaler ville åbne en kløft mellem politikken hos forbundsregering og forbundspræsident.

Gudstjenesten mindes folkedrabet i 1915 mod armeniere, syrere og grækere og finder sted i Berliner Dom. Der deltager biskop Heinrich Bedford-Strohm fra den protestantiske kirke, kardinal Reinhard Marx fra den katolske kirke, ærkebiskop Karekin Bekdjian, primas for den armenske kirke i Tyskland, biskop Rosemarie Wenner fra den metodistiske kirke, metropolit Augoustinos, overhoved for den græsk-ortodokse kirke i Mellemeuropa samt ærkebiskop Philoxenos Mattias Nayis fra den syrisk-ortodokse kirke.

En af avisen Frankfurter Allgemeines chefredaktører, Berthold Kohler, hylder præsidenten:

”Gauck er, viser det sig ved denne lejlighed nok engang, et lykketræf for landet, også fordi han hele tiden forstyrrer stilstanden i regeringen og rutinerne i dens konsensus-maskine. Medlemmerne af den sort-røde regering burde være Gauck taknemmelige. Havde de ikke fulgt ham i denne sag, havde de blameret sig - helt ind i knoglerne.”

I Tyskland er der nogle særligt penible dimensioner ved det armenske folkedrab. Dels var tyske officerer medvidere eller tilmed medhjælpere; det tyske kejserrige og Det Osmanniske Rige var allierede i Første Verdenskrig. Dels er holocaust det allestedsnærværende tyske traume. Kan Tyskland da tillade sig at belaste andre med det skæbnetunge ord ”folkedrab”? Eller omvendt: Har Tyskland så ikke netop en særlig moralsk pligt til at undgå listegængeri, når det angår sådanne tragedier?

Det sidste er synspunktet hos det Jødiske Centralråd i Tyskland. Til avisen Tageszeitung udtaler rådets præsident Josef Schuster:

”Denne skrækkelige begivenhed skal betegnes som det, den var: et folkemord,” og tilføjer:

”Hitler skulle siden anvende folkemordet mod armenierne næsten som forbillede på udryddelsen af jøderne.”

Boris Kálkony, avisen Die Welts Istanbul-korrespondent, opridser den tyrkiske standardudlægning af tragedien i 1915: Tyrkiske tropper blev voldsomt trængt, da englænderne landsatte tropper på halvøen Galipoli. Armenske separatister ville udnytte situationen til løsrivelse og med våbenmagt skabe deres egen stat. Derfor udgjorde de en fare i ryggen på den tyrkiske hær, og befolkningen måtte deporteres. Under flytningen omkom 350.000 mennesker - det officielle tyrkiske tal - som følge af epidemier og hungersnød. Man havde altså ikke til hensigt at slå nogen ihjel, og derfor kan der ikke tales om ”folkedrab”.

Mange vestlige historikere delte indtil for omkring 35 år siden denne opfattelse, fortæller Kálkony. I dag har de så godt som alle forladt den. Og det var faktisk en ny generation af kritiske, tyrkiske forskere, der gav stødet til omsvinget.

En stor kender af Tyrkiets historie, Erik Zurcher fra Universitetet i Leiden, fortæller, at det i dag plager ham, at han i sine tidlige værker ikke gik tilstrækkeligt ind på folkemordet. Det gjorde man simpelthen ikke i hans generation.

Årsagen til tabuet omkring folkedrabet i det Tyrkiet, der opstod efter Det Osmanniske Rige, var ifølge Zurcher, at dets strukturer skabtes af daværende gerningsmænd og medgerningsmænd med støtte fra et højere borgerskab, der havde fået sin rigdom ved rov fra armeniere og grækere.

Længe var hændelserne blot omgærdet af tavshed, fordi man alt for godt vidste, hvad der virkelig var hændt, men i de senere år er modstanden mod at drøfte det penible spørgsmål blevet ligefrem trodsig. Zurcher taler på sin Facebook-side om en ny ideologisk offensiv: De unge ”hjernevaskes i skolen til virkelig at mene, at folkemords-anklagerne er løgnagtige”.

Frankfurter Allgemeines Istanbul-korrespondent, Michael Martens, har læst de moderne historiebøger, som bruges i tyrkiske skoler. De beretter om den angiveligt stor omsorg, som de tyrkiske myndigheder udviste over for armenierne, mens de blev rykket til fredeligere områder fjernt fra fronten. Martens skriver videre, med citat fra skolebøgerne:

”Der var et 'armenierproblem', men så pludselig en decemberdag i 1920 var det 'forsvundet'. I al fald næsten, for 'vores naboer og europæerne, der ikke ønsker, at Tyrkiet bliver en stormagt i regionen, bragte i 1964 den armenske sag op igen. I Frankrig og USA begyndte landflygtige armenieres organisationer at bedrive propaganda'.”

Anders Raahauge er kulturjournalist