Titusinder af tyskere tog livet af sig selv i krigens sidste dage: Pludselig stod de foran intet

De allieredes fremmarch op til Tysklands overgivelse for 75 år siden udløste en selvmordsepidemi blandt almindelige tyskere, som var dybt præget af nazisternes propaganda. Selv i dag har tragedien ingen plads i den tyske debat, men for pårørende har det været en lettelse at berette om de ulykkelige skæbner, siger historikeren Florian Huber, som har skrevet en bestseller om emnet

Krigens sidste dage var et stort kaos som her i Berlin, hvor mange huse lå i ruiner, og fremtiden tegnede dyster for de besejrede civile tyskere. – Foto: Ernst Völler/Ullstein Bild/Ritzau Scanpix.
Krigens sidste dage var et stort kaos som her i Berlin, hvor mange huse lå i ruiner, og fremtiden tegnede dyster for de besejrede civile tyskere. – Foto: Ernst Völler/Ullstein Bild/Ritzau Scanpix.

Historien har med rette fældet hård dom over Hitler og hans nazistiske forbryderregime. Ofrene for Nazitysklands hærgen, herunder folkedrabet på seks millioner jøder, er ligeledes kommet verden for øje, ikke mindst takket være det moderne Tysklands selvopgør og stærke erindringskultur. Men Anden Verdenskrig rummer også uendeligt mange ulykkelige skæbner, som hverken kan siges at være entydigt ofre eller bødler. Nogle af de mest underbelyste er måske de tyskere, som i krigens sidste dage for præcis 75 år siden tog deres eget liv under indtryk af et Tyskland, der stod midt i det totale sammenbrud.

”Krigens sidste dage var et stort kaos, og der var ingen forvaltning tilbage, så vi ved ikke præcist, hvor mange der tog livet af sig,” siger den tyske historiker Florian Huber, som har skrevet den internationale bestseller ”Kind, versprich mir, dass du dich erschießt“ (Barn, lov mig, at du skyder dig selv) om de tyske selvmord sidst i krigen.

”Men vi taler helt sikkert om titusinder,” fastslår han.

Det er velkendt, at fremtrædende nazister og SS-folk tog deres eget liv i krigens sidste dage. Adolf Hitler skød sig selv i sin bunker i Berlin en uge inden Nazitysklands kapitulation den 7. maj 1945. Men epidemien af selvmord under Det Tredje Riges endeligt rakte langt videre og talte utallige civile, herunder kvinder, som ikke blot tog deres eget, men også deres børns liv.

Alene i Demmin, en lille hansestad i det nordøstlige Tyskland, 200 kilometer nord for Berlin, begik op mod 1000 mennesker selvmord i dagene fra den 30. april til den 3. maj 1945. Byen ligger på en halvø mellem tre floder i delstaten Mecklenburg-Vorpommern i det tidligere DDR. Flere indbyggere i byen skød på den fremrykkende Røde Hær, og russerne satte derfor ild til byen den 30. april, skriver Huber. Broerne over de tre floder blev sprængt væk, og beboerne var fanget.

Enhver, som havde mulighed for det, tog gift, hængte sig eller skød sig selv, men det mest almindelige var at drukne sig. Mødre bandt deres børn og rygsække fyldt med sten til deres egne kroppe og gik ud i de omkringliggende floder, som hverken var særligt dybe eller havde stærk strøm.

”Det krævede en stålsat beslutsomhed at ville drukne sig selv i disse farvande,” skriver Florian Huber i sin bog om hændelserne i Demmin og andre tyske byer.

En af grundene til selvmordene var tyskernes angst for Den Røde Hærs mishandlinger og voldtægter. Den tyske propaganda havde over årene skærpet tyskernes skræk for, hvad der ville ske, hvis de ”bolsjevikisk-mongolske horder” invaderede Tyskland.

”Angsten var derfor enorm,” forklarer Florian Huber.

I Demmin kunne befolkningen høre den sovjetiske krigsmaskine nærme sig, og mange kvinder smurte deres ansigter med snavs og sod i håb om at gøre sig uattraktive nok til at undgå voldtægt. Frygten var ikke grundløs. De invaderende styrker, altovervejende Den Røde Hær, begik cirka en million voldtægter i Tyskland. En ung medicinstuderende, Lotte-Lore Martens, skriver i sine erindringer, at hun betragtede den brændende by Demmin på afstand, men det syn, der fik det til at gyse i hende, var en flok kvinder, som forsøgte at komme ud af byen. De ”løb ikke så meget fra ilden som fra deres egen skæbne”.

”Med røgen kom et utal af voldtagne kvinder, nogle af dem blødte stadig voldsomt, de vaklede op ad Jarmener Gade som i trance og med et barn – eller to eller tre eller sommetider fire – i hånden,” skriver Lotte-Lore Martens.

”Før eller siden drejede de til højre, mod Tollense-floden. Der var ingen, der stoppede dem. Massepsykose. De gik i døden i vandet,” skriver hun.

Men frygten for at blive voldtaget og mishandlet af de sovjetiske tropper var langtfra den eneste grund til selvmordene, understreger Florian Huber.

”Noget, man også ser, er om ikke en skyldfølelse så i hvert fald en følelse af meddelagtighed i nazismens forbrydelser. Tyskerne vidste udmærket godt, at der skete forfærdelige ting i øst, alle havde set mennesker forsvinde, alle vidste, at folk blev myrdet,” siger han med henvisning til nazisternes massedrab på jøder, kommunister og andre grupper under fremrykningen på Østfronten.

”Denne følelse af meddelagtighed skabte frygt for, hvad der ville ske, ’når de kommer til os’,” siger han.

For mange tyskere brød verden sammen, da Det Tredje Rige brød sammen. Hitler havde næret håbet og stoltheden i folkemasserne efter det ydmygende nederlag i Første Verdenskrig. Mange tyskere elskede deres Führer. I Demmin var støtten til det nazistiske NSDAP for eksempel højere end andre steder i Tyskland ved rigsdagsvalget i 1933, og byen havde meget tidligt været vidne til jødeforfølgelser.

”Man kunne ikke forestille sig et meningsfuldt liv, når det Tyskland, som man i 12 år havde hørt, var det eneste rigtige Tyskland, hørte op med at eksistere,” siger Florian Huber.

For mange tyskere brød verden sammen, da Det Tredje Rige brød sammen. Hitler havde næret håbet og stoltheden i folkemasserne efter det ydmygende nederlag i Første Verdenskrig. De kunne ikke forestille sig et meningsfuldt liv, når det Tyskland, de havde kendt i 12 år, holdt op med at eksistere. Her er det forsiden af den tyske avis Braunschweiger Bote, der den 4. maj 1945 beretter om Hitlers død, Berlins fald og Goebbels’ selvmord. – Foto: Mary Evans Picture Library/Ritzau Scanpix.
For mange tyskere brød verden sammen, da Det Tredje Rige brød sammen. Hitler havde næret håbet og stoltheden i folkemasserne efter det ydmygende nederlag i Første Verdenskrig. De kunne ikke forestille sig et meningsfuldt liv, når det Tyskland, de havde kendt i 12 år, holdt op med at eksistere. Her er det forsiden af den tyske avis Braunschweiger Bote, der den 4. maj 1945 beretter om Hitlers død, Berlins fald og Goebbels’ selvmord. – Foto: Mary Evans Picture Library/Ritzau Scanpix.

”Folk var dybt præget af en alt eller intet-propaganda, og pludselig stod de foran intet,” siger han, men understreger samtidig, at Hitlers eget selvmord i Berlin ikke spillede nogen direkte rolle for bølgen af selvmord.

Endelig kan man tale om en Werthereffekt, påpeger Florian Huber og henviser til Goethes roman fra 1700-tallet om den ulykkeligt forelskede Werther, som begår selvmord, og som efter udgivelsen førte til en lang række selvmord blandt unge tyskere.

”Når man ser andre tyskere hænge sig selv eller sidde i beskyttelsesrummene og diskutere, om det er nemmest at tage gift eller skære pulsåren over, opstår der et momentum, og derfor greb denne epidemi om sig,” siger han.

Et særligt stort indtryk på historikeren gjorde den danske journalist og senere Flensborg Avis-chefredaktør Jacob Kronika, som blev i Berlin til det sidste og skildrede håbløsheden i rigshovedstaden. Kronikas skildringer er samlet i bogen ”Berlins undergang. Dagbog fra Det Tredje Riges fald”.

”Det var forbudt at begå selvmord i Nazityskland. Men det tabu brød sammen. Og noget af det, der har rystet mig mest, er, at Jacob Kronika selv overvejede at tage gift. Han var selv så påvirket af undergangsstemningen,” siger Florian Huber.

Historikeren nævner også pelshandleren Marie Dabs fra Demmin. En stærk og livsglad kvinde, viser hendes dagbøger, som havde klaret sig igennem store livskriser: Første Verdenskrig og flere år i armod under Weimarrepublikken. Da hendes mand blev indkaldt til tjeneste, førte hun forretningen videre og tog sig af børnene. Hun tænkte tydeligvis aldrig på at begå selvmord, betoner Huber.

”Men i krigens sidste dage, da hun så folk hænge fra træerne, blev hun også bange og begyndte at lede efter gift til sig selv og sine børn. Selv denne livsglade kvinde begyndte at betvivle livets mening,” siger han og tilføjer, at hun kun overlevede, fordi hun ingen gift fandt.

Selvmordsraten var størst i den østlige del af landet, fordi angsten for Den Røde Hær og for Sovjetunionen var meget større end for de vestlige allierede. Værnemagtens voldsforbrydelser havde været værst i øst, og for Sovjetunionen var der tilsvarende tale om en stærkt ideologisk krig på liv eller død mod en ekstremt forhadt fjende. Men det betyder ikke, at selvmordene ikke også fandt sted i vest, betoner Florian Huber.

”Det skete over hele Tyskland. På min egen hjemegn i sydtyske Bayern, hvor amerikanerne marcherede ind, var der også selvmord,” siger han.

Egentlige selvmordsepidemier, hvor flere hundreder i en landsby slog sig selv ihjel, skete dog overvejende i det centrale og østlige Tyskland, tilføjer han.

Tyskland har især de seneste 30 år beskæftiget sig intenst med den nazistiske fortid. I 1985 vakte det opsigt, da den daværende, nu afdøde tyske præsident Richard von Weizsäcker omtalte Hitlertysklands betingelsesløse kapitulation den 8. maj 40 år tidligere som en ”befrielse” og ikke som et ”sammenbrud”, som man ellers hidtil havde sagt.

Men trods det ihærdige arbejde med den dystre fortid har de mange tyske selvmord aldrig fået ret megen opmærksomhed i Tyskland, mener Florian Huber. Under DDR var det ikke så underligt: Det kommunistiske østtyske regime forbød kritik af Sovjetunionen, og i det øjeblik, man berettede om selvmordene, måtte man også tale om Den Røde Hærs fremfærd.

”Men selv efter Murens fald, efter at selvmordene officielt ikke længere var tabu, er det ikke et fænomen, man har diskuteret,” siger han.

Ifølge historikeren passer temaet dårligt ind i tyskernes forståelse af naziæraen og krigen.

”Mønstret i den tyske debat har altid været, at vi har skelnet klart mellem ofre og gerningsmænd og beskæftiget os indgående med begge. Men disse selvmordere var hverken klare skurke eller kz-ofre, de var ganske almindelige mennesker, og det har ikke passet ind i den offentlige debat,” mener han.

Bogen har dog været en salgssucces, og det vidner om et behov blandt tyskere for at beskæftige sig med de ulykkelige selvmordere i krigens sidste dage, mener Florian Huber. I Demmin har en lokalpolitiker, Bernd Koltz, ligeledes for et par måneder siden foreslået at oprette en mindepark eller et museum for selvmordsofrene langs en af de floder, som folk druknede sig i for 75 år siden.

”Da jeg begyndte at tale med pårørende til dem, der tog deres eget liv, var det en befrielse for mennesker især i øst at få lov til at tale om fænomenet,” siger Florian Huber.

”Nogle åndede bogstaveligt talt lettet op og sagde; ’endelig må vi fortælle vores historie’. Noget tabu er det ikke længere, men det har taget meget lang tid at lære at tale om det. Nogle pårørende har oplevet det som, at en frygtelig stemning over hele byer eller egne er blevet løftet, blot ved at tale om det én gang,” siger han.

Hvor meget har Deres egen forskning påvirket Dem; var der dengang tale om en befrielse, eller står Tysklands overgivelse i et mere tvetydigt lys for Dem?

”For mange mennesker var der i første omgang tale om en katastrofe. Ellers havde så mange mennesker ikke begået selvmord. De forfulgte minoriteter – herunder jøder og kommunister – åndede lettet op. Men jeg tror bestemt ikke, at alle dengang følte sig befriet. I dag må man dog sige, at det for alle tyskere var en befrielse – fra krig og fra et ondt politisk system.”