Det var ikke planlagt, at Andrej Volosjijn skulle tilbringe de første to år af sin barndom i bedsteforældrenes landsby, alene med sin mor, mens faderen blev og arbejdede i hjembyen Kijev, Ukraines hovedstad. Men det var sådan, det blev, efter at reaktor fire på Tjernobyl-atomkraftværket eksploderede natten til den 26. april for 30 år siden.
Kijev ligger cirka 130 kilometer syd for Tjernobyl-værket, men Andrejs mor ønskede ikke at tage nogen chancer med sit ufødte barn, selvom hun næppe på det tidspunkt vidste, at eksplosionen udløste en sky med mellem 100 og 400 gange så meget radioaktivt materiale som atombomben over Hiroshima.
”Jeg blev født i landsbyen, som ligger yderligere et par hundrede kilometer fra Tjernobyl, og vi blev der, til jeg var to år. Min mor turde ikke komme hjem før,” siger Andrej Volosjijn, der stadig bor i Kijev, hvor han arbejder som politisk analytiker.
Andrej Volosjijns historie er et af de blide eksempler på Tjernobyl-ulykkens konsekvenser. Ingen i familien var blandt de omkring 50 mennesker, der døde umiddelbart efter eksplosionen, fortrinsvis brandmænd og redningsarbejdere, og ingen har siden fået konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen, der er den hyppigst forekommende sygdom efter radioaktiv bestråling. Familien kunne også forholdsvis hurtigt genoptage sin fælles hverdag i den vante bolig i modsætning til de omkring 350.000 mennesker, der blev evakueret fra området omkring atomkraftværket.
Men på sin egen stilfærdige måde er familien Volosjijn samtidig ganske typisk for, hvor bredt Tjernobyl-ulykken ramte, og for den frygt og vrede, som siden 1986 har sitret som en grundtone i den ukrainske befolkning.
Tjernobyl-ulykken er blevet et nyt stort kulturelt traume i Ukraines historie på linje medholodomor, den store hungersnød i 1932-1933, der kostede omkring fire millioner ukrainere livet, og som tilskrives den sovjetiske planøkonomis fejltagelser. Det mener den ukrainske kultursociolog Jaroslava Jakovlijeva, der forsker i Tjernobyl-ulykkens konsekvenser ved Lviv Universitet i det vestlige Ukraine.
”Tjernobyl-ulykken var en teknisk begivenhed, men den er blevet omdannet til et kulturelt fænomen, som har haft betydning ikke blot for miljøet, men også den menneskelige bevidsthed. Ulykken er et centralt element i den nationale historie og den nationale identitet,” siger hun.
Jaroslava Jakovlijeva peger på, at Tjernobyl har været med til at udvikle en opfattelse i den ukrainske befolkning af at være ofre.
”Det var en generel mental krise i Ukraine efter sovjettiden, som Tjernobyl bidrog til. Det førte til dannelsen af et offersyndrom. En væsentlig faktor i den forbindelse er de traumer, som har ramt flertallet af likvidatorerne (det russiske ord for de hundredtusinder af mennesker, der blev sendt ind for at rydde op på atomkraftværket og i området, red.). Deres traumer kan sammenlignes med de psykologiske kriser, som soldater, der har været i krig, oplever. Likvidatorernes oplevelse af ulykken er smerte, misinformation og håbløshed. Og da de udgør rygraden i nationen, betyder det, at den dominerende måde at identificere sig med det moderne Ukraine på er som offer,” siger Jaroslava Jakovlijeva.
Ukraine oplevede en kollektiv mental nedtur, da Sovjetunionen gik i opløsning. Efter manges mening blandt andet som følge af Tjernobyl-ulykken, der udstillede, at det snarere var afmagt end supermagt, der karakteriserede det socialistiske projekt. Sammen med selvstændigheden overtog Ukraine Tjernobyl som en del af dødsboet efter Sovjetunionen, og det har været afgørende for Ukraine at holde fast i, at fortællingen om Tjernobyl er fortællingen om Sovjetunionen.
”Tjernobyl er blevet et symbol på Sovjetunionens kollaps. I den nationale erindring står Tjernobyl sammen med holodomor og hele periodens undertrykkelse som de negative erfaringer fra en svunden tid. Det skabte en krise i den unge stat,” siger Jaroslava Jakovlijeva.
Den hviderussiske forsker Ekatharina Sjukova færdiggjorde i efteråret en ph.d. ved Aarhus Universitet om den påvirkning, store traumatiske begivenheder har på civilsamfundet og den nationale identitet, med udgangspunkt i Tjernobyl-ulykken. Hun var selv et år, da eksplosionen skete, og er vokset op i Homel i det sydøstlige Hviderusland, cirka 200 kilometer fra grænsen til Ukraine og Tjernobyl. Hele hendes barndom har båret præg af de sociale, økonomiske og politiske konsekvenser, som ulykken skabte for regionens borgere.
Hun peger på, at der er stor forskel på, hvordan historien om Tjernobyl fortælles i Hviderusland og Ukraine, fordi forholdet til Rusland er vidt forskelligt i de to lande.
”I Hviderusland bakker flertallet i befolkningen op om Rusland, og man glorificerer den sovjetiske fortid og betragter den som en ’guldalder’ i den hviderussiske historie. Tjernobyl ses derfor udelukkende som et teknologisk problem, hvor sikkerheden svigtede. I det vestlige Ukraine derimod forbindes Tjernobyl i langt højere grad med selve det sovjetiske system og dets myndigheder. Det er dem, der er gerningsmændene, og ofrene er de fattige ukrainere, der levede under det system,” siger hun.
Artiklen fortsætter under grafikken
Ifølge Ekatharina Sjukova kan det overvejende flertal af ukrainere, der hader Rusland og tiden under Sovjetunionen, bruge Tjernobyl til at fremme fortællingen om den ”onde” Sovjetunion.
På den måde forstærkes den kollektive forståelse af Ukraine som et offer.
”For at blive uafhængigt og opnå en national identitet har Ukraine været nødt til at distancere sig fra sin sovjetiske fortid,” siger hun.
At Sovjetunionens sammenbrud blot føjede en ny række af problemer til konsekvenserne efter Tjernobyl, har ikke gjort foragten for de russiske magthavere i Moskva, der ses som arvtagerne til det sovjetiske system, mindre blandt det pro-vestlige flertal i Ukraine.
”Problemerne med Tjernobyl blev forstærket af Sovjetunionens sammenbrud. Nu skulle de nationale regeringer selv betale for oprydningen og for hjælpen til de evakuerede – på et tidspunkt, hvor sociale og økonomiske problemer tårnede sig op. Druk, fattigdom, korruption samt social og politisk ustabilitet prægede samfundsborgeren i det post-sovjetiske samfund. Det skabte en apati og en manglende evne til at håndtere Tjernobyl,” mener Ekatharina Sjukova.
I øjeblikket overskygger krigen i det østlige Ukraine mod Rusland og lokale pro-russiske oprørere de fleste andre begivenheder i Ukraine, men når Tjernobyl dukker op i en samtale, hvilket stadig sker med jævne mellemrum, er der kun én ting, der overskygger mistilliden til landets egne myndigheder, og det er hadet til Rusland.
”Tjernobyl-ulykken indgår i fjendebilledet af Rusland og det tidligere Sovjetunionen. Der er et stort had mod Moskva, fordi de daværende sovjetiske myndigheder skjulte sandheden, da ulykken skete, og var utrolig langsomme til at reagere. Der gik flere dage, før alle var evakueret fra området, og de fik intet at vide. Det har sat sig dybe spor blandt ukrainerne,” fortæller en dansk forretningsmand i Kijev, der ønsker at være anonym, fordi Ukraine stadig ”er et utraditionelt land, hvor man ikke ved, hvem der læser hvad”, som han udtrykker det.
Fortielserne fra dengang er ikke blevet indhentet siden. Ukrainerne tvivler stadig på, om de nogensinde vil få den fulde sandhed om ulykken og dens konsekvenser.
”Der er ingen, der tror på de officielle tal. Det gør man aldrig i denne del af verden. Man er vant til myndigheder, der fører dobbelt bogholderi og kun offentliggør det, der gavner dem selv. Derfor bliver usikkerheden også ved med at være enorm, og ingen føler, at de ved, hvad de virkelige konsekvenser har været,” siger forretningsmanden.
Mistroen og usikkerheden er med til at forstærke ukrainernes oplevelse af at være blevet væltet over ende af en katastrofe, de ikke kunne forudsige, og som de ikke kunne kontrollere.
”Som borgere og samfund forsøger vi hele tiden at gøre os klart, hvad det er for risici, vi løber. Vi beregner, hvor stor sandsynligheden er for, at noget sker, og vi forsøger at sikre os. Når der så sker sådan noget som eksplosionen på Tjernobyl-værket, opstår der en fornemmelse af, at der er nogle voldsomme ting, nogle kraftfulde ting, som vi ikke kan styre, og det kan skabe en meget stor angst,” siger Mikkel Gabriel Christoffersen fra Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, hvor han skriver ph.d. om udvalgte teologiske problemstillinger, der opdages med indsigten i, at mennesket lever udsat for fare og handler med risiko.olodh
Ifølge Mikkel Gabriel Christoffersen findes der grundlæggende to typer af katastrofer.
Der er katastrofer, typisk naturkatastrofer, som optræder med en eller anden form for gentagelse eller forudsigelighed – for eksempel orkaner, oversvømmelser eller jordskælv, som gør, at befolkningerne i de berørte lande i nogen grad udvikler forskellige strategier til at tilpasse sig. Ikke blot praktisk, konkret med varslingssystemer og højere dæmninger, men også mentalt. Når katastrofen indtræffer, er den stadig rystende og tragisk, men tanken om, at det kan ske, er tænkt.
En anden slags katastrofer er de uforudsete katastrofer, som for eksempel Tjernobyl, som griber langt dybere ind i et samfund. Ikke fordi antallet af dødsfald eller materielle skader nødvendigvis er større end ved naturkatastrofer, men fordi samfundet bliver ramt langt mere uforberedt.
”Det moderne samfund er kendetegnet ved, at vi har kontrol. Når en katastrofe som Tjernobyl rammer, udstiller det, hvor skrøbelig den kontrol kan være, og det rokker ved hele vores tydning af tilværelsen,” siger han.
