skriver fra Ukraine
Den over 200 år gamle blåkalkede Sankt Ilion-katedral lyser op i al det grå på denne tågebelagte vinterdag. Håndværkerne har travlt med en større restaurering af kuplerne og våbenhuset. Indtil 1986 var der 15 kirker her i om-rådet. I dag er der kun én fungerende kirke tilbage i 30 kilometers omkreds, for vi befinder os midt i Tjernobyl by, hvor en usynlig dyne af radioaktivitet har lagt sig over landskabet og i tusinder af år vil komme til at sætte spor på alt levende, der lever og gror i dette forurenede reservat.
De værste steder er strålingen 60 gange stærkere end den normale baggrundsstråling, der er den naturligt forekommende og uskadelige radioaktive stråling, som alle mennesker udsættes for. På disse pletter i området frarådes det, at man opholder sig mere end højst en halv time ad gangen.
Officielt må ingen mennesker bo på sådanne steder inden for de næste 24.000 år. Så længe er det radioaktive grundstof plutonium om at henfalde, det vil sige så længe varer det, før halvdelen af stoffets radioaktive atomkerner ikke længere er radioaktive. Radioaktive stråler i større doser er skadelige for mennesker og kan forårsage blandt andet kræftsygdomme og fosterskader.
Alligevel taler både den ukrainske regering og FN's udviklingsprogram UNDP om forskellige projekter, der skal genetablere dele af det forurenede Tjernobyl-område og således hjælpe befolkningen med at skabe en ny tilværelse. Det ukrainske katastrofeministerium foreslog i efter-året, at eksklusionszonen rundt om værket nedgraderes til blot at være en »zone med høj risiko.« I så fald vil det tillades flere æl-dre at vende hjem til deres boliger.
- Tanken er at genetablere området, som viceminister Petro Borysov forklarede det for ny- lig.
Håbet er, at ændringen vil kunne tiltrække investeringer til genopførelse af veje, skoler og forretninger i det svært belastede om-råde. Det er derfor, vi er her. For at se, hvordan det går med udviklingen af et samfund, der indtil 1986 var ét sammenhængende område, men som i dag er delt i to, adskilt af pigtråd og tusind bevæbnede vagtposter i en ring med en radius på 30 kilometer rundt om det forulykkede atomkraftværk.
Bibelsk profeti
Det nu lukkede kraftværk ligger 16 km fra Tjernobyl by. Værket holdt op med at producere energi for tre år siden, men der vil gå mange år, før værket kommer til at ligge fuldstændig stille. Dels kan man ikke bare lukke og slukke fra den ene dag til den anden, og dels skal der bygges en ny betonkapsel til erstatning for den gamle, otte meter tykke sarkofag, der nu har slået rev- ner.
Den blev bygget i al hast for at sikre, at 160 ton flydende radioaktivt stof inde i selve den ødelagte reaktor ikke skulle løbe ud i den nærliggende flod Pripjat. Pripjat løber sammen med Dnepr-floden, der leverer drikkevand til 30 millioner ukrainere. Den nye sarkofag bliver verdens største eksisterende genstand, når den efter planen kommer til at stå færdig i 2007.
Arbejdet på Sankt Ilion-katedralen er i fuld gang. Egentlig kan det forekomme besynderligt, at man restaurerer en kirke i et samfund, der ikke synes at have nogen fremtid, men Sankt Ilion-katedralen er ikke bare et samlingspunkt for en uddøende og stadig ældre lokalbefolkning. Den beskæftiger også en stab på 7000 videnskabsmænd, ingeniører, teknikere og sundhedspersonale, der arbejder i den lukkede Tjernobyl-zone.
- Jeg vil fortælle Dem om en lille hændelse fra Bibelen, siger fader Nikolaj til hilsen.
Han er egnens eneste præst, 46 år og født og opvokset i Tjernobyl. Han beretter om syv engle, som forkynder begyndelsen på Johannes' Åbenbaring. Da den første engel blæser i sin basun, kommer der hagl, ild og blod, som farer hen over Jorden og tilintetgør træer og græs. Den anden engel får et bjerg til at synke i havet. Og da den tredje engel blæser i basunen, falder der en stor stjerne ned fra himlen, brændende, som var den en fakkel, og den rammer en tredjedel af floderne og kildevældene. Stjernen hedder malurt, og en tredjedel af vandene bliver til malurt, og mange mennesker dør af vandet, fordi det er blevet bittert.
- Kender De det ukrainske ord for malurt? spørger fader Niko-laj.
- Det er »tjornobyl«.
Altså det korrekte navn på ukrainsk for denne skæbnesvangre by, hvis stavemåde i Sovjettiden blev russificeret.
- Men byen er ikke opkaldt efter planten. Den er faktisk opkaldt efter den faldne stjerne. Dette er et helligt sted, siger han.
Fader Nikolaj peger på et skilt til minde om grundlæggelsen af Tjernobyl for 800 år siden. Det viser en meteor, der falder ned bag kirkespiret, hvor vi står.
På svampejagt
Tjernobyl by er bare én af de 179 lokaliteter, som blev evakueret i kølvandet på historiens værste civile atomulykke. Det skønnes, at 160.000 kvadratkilometer - næsten fire gange Danmarks areal - fortsat er stærkt forurenet som følge af katastrofen, hvor i alt 400.000 mennesker blev tvangsevakueret.
Og kirken i Tjernobyl er et lyspunkt i dette ellers så bestrålede samfund. For sammenhold. Men også for en bid brød hver søndag til de fattigste af de tilbageværende 350 ældre såkaldte genbosættere, som, trods faren, er vendt hjem til deres huse i den evakuerede zone. Med en gennemsnitsalder på 75 år er de en uddøende race.
- Hvad skulle jeg ellers gøre? spørger 70-årige Anna Zagorodnij, der bor i et gammelt bondehus i landsbyen Kupovate, 20 km sydvest for atomkraftværket.
Langt de fleste af landsbyens 200 huse står i dag forladte og faldefærdige tilbage, for af de oprindelige beboere er der i dag kun 43 tilbage.
- Jeg kan ikke leve af min pension på 150 hvrinas om måneden (175 kroner, red.). Her har jeg i det mindste et stykke land, jeg kan dyrke. For os gamle, der ikke havde job på kraftværket, er Tjernobyl ekstra katastrofal. Vi har ikke fået nogen bonus som dem, der arbejdede på værket. Vi må bare klare os selv. Dette er min hjemstavn. Her hører jeg til. Og desuden er der ingen andre, der vil tage sig af min onkel på 89, der bor lige ved siden af, forklarer hun og inviterer os indenfor i varmen til et glas hjemmebrændt vodka.
- Jeg elsker at få besøg, smiler hun og byder på stuvede kartofler til frokost.
- Ægte Tjernobyl-kartofler til morgen, middag og aften, griner hun.
Her i landsbyen synes tiden at være gået i stå. Markerne dyrkes på gammeldags vis med hestetrukne plove, og bortset fra en enkelt lyspære i loftet er der intet tegn i Anna Zagorodnijs hjem på, at vi befinder os i det 21. århundrede. I et hjørne står alkoven, hvor hun sover, i et andet hjørne hænger en traditionel ortodoks ikon, og midt i rummet varmer ildstedet, der også bruges som ovn.
Varmen fra vodkaen gør hendes kinder røde, mens hun taler. Anna Zagorodnij er landsbyens solstråle, og hun sætter en ære i at puste liv i de gamle klude, som hun kærligt kalder sine naboer.
- Jo, vi lever enkelt, men godt her i landsbyen. En gang om måneden tager vi på indkøb til den nærmeste større by, Ivankiv, lige på den anden side af hegnet, men ellers klarer vi os selv.
Med hegnet mener hun det pigtrådshegn, der nu har adskilt landsbyen fra det omgivende samfund. Det er i dag fuldt af huller, fordi beboerne med en boltsaks har genanlagt deres gamle stier til landsbyer lige på den anden side af hegnet, i trods over ellers at skulle en stor omvej gennem de officielle kontrolposter. Desuden er det en kendt sag, at der smugles alskens frugt og grønt fra Tjernobyls frodige jord til grøntmarkederne på den anden side. Selv i Kijev, to timers kørsel herfra, finder man med jævne mellemrum kartofler, blåbær og svampe, der strutter af radioaktivitet, når sundhedsmyndighederne gennemfører uanmeldt kontrol med deres geigertællere.
Vores chauffør, Sasja, er en midaldrende mand med en fortid som likvidator - betegnelsen for de 834.000 sovjetiske helte, størstedelen unge værnepligtige, der deltog i oprydningsarbejdet efter atomulykken i 1986.
- Dengang var vi alle konstant på druk, ler han, da vi forlader landsbyen og kører ud af de hullede landeveje gennem et vildnis af birkeskove, søer og et rødgyldent hedelandskab.
Pludseligt bremser han bilen.
- Det her er mit yndlingssted for champignoner, udbryder han og stiger ud for at fylde en kurv med de - stedet taget i betragtning - dødsensfarlige svampe.
- De er kun til mig selv, forklarer han smilende.
- Jeg har jo alligevel optaget så meget radioaktivitet ved mit job som likvidator, at det ikke gør nogen forskel.
Plan for øko-turisme
Før katastrofen var Tjernobyl-området et yndet udflugtsmål fra Kijev på grund af sin fredfyldte natur og gode fiskesteder. Paradoksalt nok har naturen været bedre til at håndtere katastrofen end menneskene. Blot et år efter katastrofen begyndte ørne og vildgæs at vende tilbage. Der udledes ikke længere kvælstof fra landbruget, og med kun få mennesker og rovdyr til at forstyrre sig synes dyrene at at trives godt.
Især den truede sorte stork stortrives inden for Tjernobyl- zonen, mens den er en langt sjældnere gæst på den anden side af hegnet. Dertil kommer et voksende antal elsdyr, bisonokser, rådyr og vildsvin i de omkringliggende skove, som nu har fået så mange unger, at man taler om at tillade jagt igen, for at de ikke skal sprede sig ud af zonen. Og så snart vinteren for alvor sætter ind, og søerne ved den hviderussiske grænse fryser til, trækker ulvene sydpå og slår sig ned på den ukrainske side af søerne.
Vi forlader den lukkede zone og begiver os til Ivankiv, et kvarters kørsel fra kontrolposten, hvor geigertællerne bipper lystigt, men ingen bryder sig om, at vi medbringer en kurv fuld af radioaktive svampe.
Her er radioaktiviteten mindre end i Tjernobyl, men befolkningen er alligevel bekymret. Psykisk er det svært at leve så tæt på verdens sværest forurenede område. Derfor har UNDP oprettet et rådgivningscenter, der både tager sig af psykiske og sundhedsmæssige forhold på det personlige plan, men også forsøger at iværksætte initiativer, der kan få gang i den lokale økonomi.
Senest har man fundet på at oprette guidede turistture ind i den lukkede zone, men det er endnu ikke blevet den store succes. Der er simpelthen for få udenlandske turister, som har mod på at besøge dette i mere end én forstand strålende naturparadis.
- Men det er svært at ændre på folks fordomme, frygt og uvidenhed, erkender Oksana Garnets, der leder FN's Tjernobyl-program.
I stedet forsøger man nu at tiltrække folk fra Kijev til weekendophold, akkurat ligesom i gamle dage. Som i tiden før katastrofen, med hoteller og hyggelige skovhytter.