”Jeg tager til Europa for at redde mine sønner,” siger en tjetjensk kvinde, som sidder på en bænk i banegårdens ventesal, og som ikke tør få sit navn i avisen.
I en måned har hun opholdt sig i den hviderussiske by Brest nær grænsen til Polen sammen med sine sønner på 20 og 21 år.
Hun frygter, at politiet i Tjetjenien uberettiget vil anklage drengene for at være terrorister, i besiddelse af narkotika eller for at have stjålet. Anklager, der ifølge kvinden fejlagtigt skal påvise, at politiet efterforsker og passer deres arbejde. Derfor har familien 18 gange taget togturen på 10 kilometer fra Brest til den polske grænseby Terespol for at søge om asyl i EU. Indtil videre uden resultat.
Banegården, der betegnes som en central vej ind i EU fra øst, er efterhånden blevet en håbløs endestation snarere end et hurtigt transitpunkt. Ikke blot for denne familie, men for langt størstedelen af de tjetjenere, der søger asyl i EU.
I 2016 var op imod 3000 tjetjenere strandet i Brest, lyder det fra den hviderussiske ngo Human Constanta. I dag er tallet nede omkring de 100, men indtil for nylig var der 300-400 tjetjenere i byen. Den lokale koordinator fra observatørgruppen Grigoriy Terentev forklarer faldet i antallet med, at tjetjenerne efterhånden har indset, hvor svært det er at krydse grænsen. Mange tjetjenere, han møder, føler sig fortabte.
”Enten får de lov til at passere grænsen, eller også skal de vende tilbage i takt med at pengene svinder ind,” siger han.
Human Constanta kalder tjetjenerne i Brest for ”usynlige flygtninge”. For der er ikke mange, der kender til, at der er flygtninge i denne del af Europa.
”I Bruxelles kender alle til flygtninge fra Syrien og Afrika, men at blive hørt i forhold til, at der stadig er flygtninge fra denne del af verden, er svært,” forklarer Enira Bronitskaya fra ngo’ens kontor i Hvideruslands hovedstad, Minsk
Siden flygtningekrisen var på sit højeste for tre år siden, har syrere været den befolkningsgruppe, som ifølge Euristats tal i størst omfang har søgt asyl i Danmark og de fleste andre EU-lande. Men i Polen er situationen en anden. Her har man modtaget mange flygtninge fra konflikten i det østlige Ukraine, men størstedelen af asylansøgningerne er de seneste 10 år kommet fra russere med overvejende tjetjensk baggrund, viser tal fra Polens udlændingekontor. I 2013 toppede de russiske asylansøgere med 12.845, mens 3291 tjetjenere sidste år søgte asyl i Polen – kun 12 fik flygtningestatus.
Selvom krigene i Tjetjenien fra 1994 til 2009 mellem russisk militær og tjetjenske separatister i dag er fortid, har tjetjenerne 10 år efter kamphandlingerne fortsat valide grunde til at flygte. Det fastslår Jean-François Ratelle, der er ekspert i sikkerhedspolitik i Nordkaukasus ved det canadiske Ottawa Universitet.
”Folk lever i frygt,” siger han.
Årsagen hertil er selvstyrerepublikkens enerådige leder Ramzan Kadyrov, der har styret Tjetjenien med hård hånd siden 2007 på en kontrakt om at være loyal over for den russiske præsident Vladimir Putin for til gengæld at styre republikken autokratisk og brutalt. USA sortlistede sidste år Kadyrov og flere af hans nærmeste medarbejdere for at være ansvarlig for drab, forsvindinger, tortur og magtmisbrug, ligesom EU flere gange har kritiseret forfølgelsen af homoseksuelle under Kadyrovs islamistiske styre.
”Den simple kendsgerning at have familiemedlemmer, der kæmpede mod russerne i de tjetjenske krige, som ikke følger den statspålagte islam eller som er homoseksuelle, kan betyde, at du bliver tortureret, anholdt, eller at dit hus bliver brændt ned. Loven fungerer efter Kadyrovs egen vilje, og volden rammer helt almindelige mennesker,” siger Jean-François Ratelle.
Men Polen anser ikke tjetjenerne som flygtninge. Den nuværende forsvarsminister Mariusz Baszczak fra det konservative Lov- og Retfærdighedsparti sagde i sin tid som indenrigsminister ifølge Euronews, at ”vi vil ikke ligge under for presset fra disse flygtninge. Der er ikke længere krig i Tjetjenien”.
Baszczak ser situationen på grænsen mellem Hviderusland og Polen som ”et forsøg på at skabe en ny migrantrute for muslimer ind i Europa”.
Den udlægning er Yulia Gorbunova fra Human Rights Watch uenig i. Sidste år var hun i Brest og fandt ingen beviser for, at tjetjenerne skulle være økonomiske migranter dog uden at ville afvise, at der kan være nogen iblandt, hvilket Human Constanta har dokumenteret i mindre skala.
”Deres situation virkede mere som en desperat handling for at redde deres eget og familiens liv snarere end et forsøg på at forbedre ens økonomiske situation,” siger hun.
Olga Gulina, leder af tænketanken RUSMPI Institute of Migration Policy i Berlin, betegner situationen som ”kompleks”.
”Mange flygter reelt fra Kadyrov-regimet, men iblandt dem bruger andre det også som et påskud,” siger hun uden at kan give en procentfordeling af styrkeforholdet. Hun tilføjer, at Polens store skepsis over for flygtninge i dag ikke nødvendigvis bunder i de seneste 20 års tilstrømning af tjetjenske flygtninge. I stedet skal skepsissen mere ses i lyset af den kommunistiske fortid, hvor landet var mere lukket, og idealet om en etnisk, homogen nation var stærk. Den arv forklarer delvist, hvorfor en fælles omfordelingspolitik, som senest blev diskuteret på EU-topmøde i slutningen af juni, kan være svær for Polen at acceptere, siger Olga Gulina.
Af hensyn til den medvirkende tjetjenske kvindes sikkerhed optræder hverken hun eller hendes sønner med navn. Deres identitet er redaktionen bekendt.
Tortur, blodhævn og opdigtede anklager fra sikkerhedsstyrker om at være terrorist angiver tjetjenske asylansøgere som de væsentligste grunde til, at de flygter.
Der bor ca. 1,4 millioner mennesker i Tjetjenien, som er en russisk selvstyrerepublik
90.000 tjetjenske flygtninge har anmodet om asyl i Polen de seneste 20 år, heraf 3291 sidste år, hvor 12 af dem fik flygtningestatus.
Det anslås, at 150.000 tjetjenere lever i Europa. De største diasporaer er i Frankrig, Østrig, Belgien og Tyskland.
Tjetjenerne ansås at bruge mellem 10 og 20 forsøg på at krydse grænsen ved Terespol i Polen. Nogle tjetjenere prøver dog op til 70 gange.
Human Right Watch mener, at Polen overtræder artikel 33 i FN’s flygtningekonvention ved at sende tjetjenske asylansøgere tilbage til Hviderusland, hvor de risikerer forfølgelse.