Prøv avisen

Tørken efterlader børn uden forældre i Zimbabwe

De to søstre, Felisters og Faith Payida på 12 og 15 år, har boet alene i tre år. Deres mor forlod dem med den besked, at hun skulle giftes, men at de var nødt til at blive boende og passe på deres afdøde fars jord. – Foto: Karitte Lind Bejer

I Buhera i Zimbabwe har flere års tørke fået stadig flere forældre til at efterlade deres børn og selv udvandre til Sydafrika i et forsøg på at tjene penge til at leve for

Felisters Payida på 12 år og hendes storesøster, Faith Payida på 15 år, har i snart tre år boet alene i en lille hytte i Buhera-distriktet i det østlige Zimbabwe, efter at deres mor forlod dem og giftede sig igen.

Pigerne har ikke nogen far. Han døde for mange år siden – før lillesøsteren var blevet født, fortæller Faith.

Et glimt af trods springer frem på bunden af Felisters mørkebrune blik:

”Jeg var født, da far døde,” irettesætter hun storesøsteren.

Faith ryster bare på hovedet og forklarer, at deres mor var gravid med Felisters, dengang faderen døde. Det har hendes mor fortalt hende.

Felisters trækker blikket til sig og skutter sig en anelse i skyggen under det store træ, hvor pigerne sidder. Hun ser mut ud – utilfreds med at være blevet frarøvet sit minde om det mulige møde med sin far.

Børn, der bor alene som Faith og Felisters er ikke ualmindeligt i Zimbabwes mest tørkeramte distrikter, hvor vandmanglen og solen har svedet afgrøderne af og forvandlet hverdagen til en strabadserende jagt på penge og mad. Ingen ved dog præcis, hvor mange børn, der lever alene, for der findes ingen officiel statistik.

Men på Chako Primary School, hvor Faith og Felisters går i skole sammen med 253 andre børn, er det hvert andet barn, der ikke længere bor sammen med sine forældre. Børnene er enten placeret hos slægtninge eller lever alene. For de flestes vedkommende fordi forældrene er rejst væk, for andres vedkommende fordi forældrene er døde, siger 60-årige Philip Mukutwu.

Han er medlem af skoleudviklingskomitéen og har fire børn på skolen. Kun et af dem er hans eget. Hans fætter er taget til Sydafrika med sin hustru og har efterladt parrets tre børn på 4, 7 og 10 år hos Philip Mukutwu.

”De tog væk, fordi livet var for hårdt her. Men de tjener kun lidt penge i Sydafrika og ikke nok til at sende hjem. De har skiftende småjobs. Sådan går det med de fleste. De håber, at de vil kunne tjene mange penge i Sydafrika, men de færreste kommer hjem med nogen,” siger han.

Faith og Felisters må da også klare sig selv økonomisk. Hverdagen uden forældre begynder hver morgen klokken fire, hvor pigerne står op. Mens Faith fejer den lille gårdsplads, tilbereder Felisters morgenmåltidet af fast majsgrød, sadza, og grøntsagssovs.

Bagefter henter pigerne 20 liter vand hver i en stor plastikspand fra brønden, der ligger 10 minutters gang væk. Hjemme igen bader de og går derefter i skole. I skolen spiser de ingenting, fortæller de. Efter skole laver de lektier. Faith ligger i toppen af sin klasse. Hun vil være politimand, så hun kan ”tjene penge til familien” og går målrettet til værks.

Men Faith er bekymret for Felisters.

”Jeg prøver at hjælpe min lillesøster, men hun vil ikke høre efter eller lære. Hun er ikke interesseret i skolen, og hun ser ned på mig, fordi jeg bare er hendes søster,” siger hun.

Om aftenen spiser pigerne igen sadza og grøntsagssovs, før de går i seng.

I weekenderne skal der arbejdes for at skrabe penge sammen til skolepenge, bøger, blyanter og madvarer som majsmel, sukker, olie og sæbe. Pigerne samler brænde, som de sælger for syv kroner pr. bundt eller hjælper andre familier med mark- arbejde.

En spand med 20 kilo majsmel koster mellem 50 og 70 kroner og strækker til omkring to måneder. Men det er ikke altid, at pigerne har råd til at købe majsmelet.

”Selvom det er meget svært, bliver jeg engang imellem nødt til at bede naboerne om hjælp, hvis vi slet ikke har noget mad,” siger Faith.

Pigerne har ikke set eller hørt fra deres mor, siden hun rejste, og de får ingen penge fra hende. De ved ikke så meget om, hvorfor moderen forlod dem.

”Da hun rejste, spurgte vi hende, hvorfor vi ikke kunne komme med hende? Hun sagde, at vi var nødt til at blive og passe på vores fars jord, så ingen tog jorden fra os. Og at hun skulle giftes igen. Andet sagde hun ikke,” siger Faith.

Mange forældre har det svært med at tage væk fra deres børn, siger Philip Mukutwu.

”Men de har ikke noget valg, føler de. Hvis deres kvæg eller planter dør i tørken, tager de pludselig afsted. Som regel er det ikke særligt planlagt,” siger han.

I Buhera-distriktet var der i forvejen tradition for, at folk tog væk og arbejdede i en periode, men tørken har gjort det meget mere udbredt.

”Mange flere tager afsted, og det er blevet normalt, at folk er væk både tre, fire og fem år. Før var det måske et halvt eller et helt år,” siger Philip Mukutwu.

Indimellem føler de to søstre sig alene, fortæller Faith. Som da de for noget tid siden begge blev syge.

”Men vi klarede det og blev raske igen. Jeg tror, at Gud passer på os,” konstaterer hun.

Kristeligt Dagblad var inviteret til Zimbabwe af Dansk Røde Kors og Mellemfolkeligt Samvirke.