Tørkerne har ødelagt 80-årige Bolales liv. Og i dag går de aldrig helt væk

Nogle dage spiser somaliske Bolale Muamin kun en enkelt daddel. Tørke og en daglig kamp for overlevelse er blevet den normale tilstand i hans liv. For fem årtier siden mistede han sin familie til hungersnød

80-årige Bolale Muamin har boet alene i en lejr for internt fordrevne i Somaliland siden 2017. Nu rammer tørken igen, og nye familier ankommer hver dag.
80-årige Bolale Muamin har boet alene i en lejr for internt fordrevne i Somaliland siden 2017. Nu rammer tørken igen, og nye familier ankommer hver dag. . Foto: Kristof Vadino.

Han sidder på hug i åbningen til sin lille hytte. De gamle klæder på taget kaster en smule skygge mellem hytten og de pæle og tornbuske, som den 80-årige Bolale Muamin har stablet sammen i en krans som værn mod de rovdyr, der hjemsøger området hver nat. Den gule fem liters dunk, somalieren bruger til at hente vand med, ligger på jorden ved siden af hans stok. 

I statistikken for den humanitære katastrofe, der rammer Afrikas Horn i øjeblikket på grund af ekstrem tørke, hører Bolale Muamin til de forholdsvis heldige. For hans hytte ligger i en af de mange lejre for internt fordrevne. Her forsøger Somalilands myndigheder i samarbejde med internationale hjælpeorganisationer at etablere et humanitært sikkerhedsnet, der skal sikre indbyggernes overlevelse. Hver dag ankommer nye familier til lejren på flugt fra landområderne, hvor fire fejlslagne regnsæsoner har tvunget befolkningen på tærsklen til hungersnød. I lejre som denne har de i det mindste adgang til en brønd eller lastbiler, der regelmæssigt kommer forbi med vand. Her er også naboer og en lejrledelse, som kan hjælpe. 

En af naboerne er den 26-årige kvinde Hodan, som bor alene med fem børn. Hendes mand er rejst til byen Burao og har meldt sig til Somalilands militær i et forsøg på at hjælpe familien økonomisk. Hodan og børnene ankom til lejren for to måneder siden. Deres fortælling er næsten identisk med Bolale Muamins flugt til lejren i 2017. Først døde dyrene, så blev børnene syge. Heldigvis havde de penge nok til at blive transporteret til lejren.  

Bolale Muamin ankom for fem år siden fra Ainaba-området i Somaliland. Da tørken dengang tog livet af 100 af hans geder og 20 kameler, stod han pludselig uden evne til at forsørge sig selv i en alder af 75 år.  

En grufuld oplevelse

Han er for ung til at huske den ekstreme tørke, der ramte Somalia og hele Afrikas Horn mellem 1911 og 1914. Han mindes til gengæld tørken i begyndelsen af 1970'erne som en grufuld oplevelse. Under den døde hans kone og fire af parrets 10 børn af hungersnød. Alligevel føler Bolale Muamin ikke, at tørke var et generelt eller tilbagevendende problem, da han var en ung mand. En oplevelse, der bakkes op af statistikker, som viser, at tørke og andre ekstreme vejrforhold nu finder sted med jævne mellemrum. 

“Tørke blevet en normal tilstand,” siger han og vifter en flue væk fra mundvigen.  

Siden 1990 er klimarelaterede kriser blevet langt mere hyppige på Afrikas Horn. Ifølge Ocha, FN's kontor for for humanitære anliggender, er Somalia, som Somaliand officielt er en del af, blevet ramt af tre gange så mange tørker siden 1990, sammenlignet med en tilsvarende tidsperiode før 1990. 

Bolelo Muamins liv er et billede af den udvikling. Det er fortællingen om, hvordan det med tiden gradvist er blevet mere og mere vanskeligt på grænsen til det umulige at klare tilværelsen i landområderne på Afrikas Horn.

I et langt liv har han overlevet Somalias mangeårige interne ustabilitet og værste tørker. Alligevel er det de seneste årtiers hyppige tørker, som tilskrives de globale klimaændringer, der har ramt ham hårdest.

Jeg kan mærke, at noget har ændret sig. Vejret opfører sig anderledes, og tørkerne går aldrig helt væk. Det bekymrer mig meget

Bolale Muamin

Da han flygtede til lejren i 2017, var det med katastrofen i 2011 i baghovedet, hvor omkring 260.000 døde af hungersnød i Somalia. Selvom internationale nødhjælpsorganisationer i 2017 var bedre forberedte og med til at forhindre scenerne fra 2011 i at gentage sig, var det netop tidspunktet, hvor Bolale Muamin og mange andre somaliere følte sig mest sårbare. To ekstreme tørker havde med få års mellemrum ødelagt dyrenes modstandskraft og dermed også befolkningens.

Det er hovedårsagen til, at Bolale Muamin ikke forlod lejren efter tørken i 2017. Han valgte at blive, fordi livet udenfor er blevet for hårdt, når nye og længere tørker rammer med få års interval. 

“Jeg bliver her i lejren, for her får jeg i det mindste en smule hjælp,” siger Bolale Muamin og indikerer, at han ikke ville være i stand til at overleve uden for lejren. 

“Livet er hårdere, når man er gammel,” siger han. 

En daddel om dagen

Hver morgen står den ældre muslim op for at bede før solopgang. Så lægger han sig på en madras og tænder for en lille transistorradio, han har i hytten. Herefter går han en tur i lejren for - som han siger det - at strække benene. Han besøger som regel også nogle af de personer i lejren, der er syge, og så henter han vand i sin gule dunk fra lejrens eneste brønd.  

“I dag har jeg ikke fået noget at spise endnu,” siger han og kører den ene hånd hen over sit orange henna-farvede fuldskæg.  

Det er sidst på eftermiddagen. Bolale Muamin forklarer, at det ikke altid er let at skaffe mad. Denne dag forbereder han sig eksempelvis på at skulle nøjes med en enkelt daddel - plus lidt vand, hver gang han bliver tørstig.

“Min svigersøn kommer nogle gange forbi lejren med mad. Andre gange får jeg mad fra regeringen. Men det er ikke så ofte,” fortæller han.  

Livet er hårdere, når man er gammel,” siger 80-årige Bolale Muamin, der flygtede til en lejr for internt fordrevne under tørken i 2017 i Somaliland. I 1970 mistede han sin første kone og fire børn under en omfattende hungersnød.
Livet er hårdere, når man er gammel,” siger 80-årige Bolale Muamin, der flygtede til en lejr for internt fordrevne under tørken i 2017 i Somaliland. I 1970 mistede han sin første kone og fire børn under en omfattende hungersnød. Foto: Kristof Vadino

Bolale Muamin hørte for første gang om globale klimaforandringer i et radioprogram for omkring 20 år siden. Men han kender stadig ikke årsagen til fænomenet. Nogle af de lokale siger, at regnen er begyndt at falde i mindre mængder, fordi bønderne fælder mange træer. Andre siger, at det er en slags straf fra Allah. 

Uanset hvad kan Bolale Muamin mærke forandringerne fysisk. 

“Jeg kan mærke, at noget har ændret sig. Vejret opfører sig anderledes, og tørkerne går aldrig helt væk. Det bekymrer mig meget,” siger han. 

Hele områder tømt for folk

Det område, Bolale Muamin flyttede væk fra i 2017, er nu mennesketomt. Alle er enten flygtet til andre steder som ham selv. Eller også er de døde. Et af det store problemer på Afrikas Horn er, at samfundet ikke er gearet til en stor omstilling, som eksempelvis kan hjælpe nomaderne, hyrderne og bønderne på benene igen. Derfor ender mange med at blive i lejrene, når de først er nået frem.  

Af Somalias samlede befolkning på 16 millioner bor 60 procent i landdistrikterne og lever af at drive kvæg og landbrug. Globalt set står landet ifølge London School of Economics for 0,08 procent af de globale udledninger af drivhusgasser, men er samtidig et af de lande, der rammes først og hårdest af klimaændringerne. 

Aldersforskellen mellem Hodan med de fem børn og Bolale Muamin er 54 år. Men de er begge i nøjagtig samme situation. De er blevet afhængige af den minimale støtte, som lejren for de internt fordrevne tilbyder. De er ude af stand til at rejse tilbage til landområderne. Dels fordi de er bange for de kommende tørker, og dels fordi de ikke har nogen geder eller kameler tilbage. De kan heller ikke klare sig i byerne, hvor priserne er væsentligt højere, og hvor arbejdsløsheden i nogle tilfælde ligger på omkring 60 procent. 

Hver gang en tørke rammer Somalia og resten af Afrikas Horn, slutter nye familier sig til listen over personer, der lever i øget fattigdom, uden uddannelse og med meget begrænset udsigt til at kunne klare sig uden støtte. Deres uheld er, at de er født, hvor klimaændringerne rammer først og hårdest.  

Mens Hodan stadig drømmer om at være hyrde for en flok geder og kameler på de golde stepper, har Bolale Muamin accepteret sin skæbne i lejren, hvor han efterhånden er en af de ældste. 

“Min første kone, der døde i begyndelsen af 1970'erne, ligger begravet her i nærheden,” siger han og lader ordene hvile et stykke tid.  

Her virker det, som om han gerne ville sige, at det derfor også er fint, hvis han selv ender sine dage her. Men han siger det ikke. 

I stedet smiler han ved tanken om sin første kone og synger med en tør hæs stemme en af de kærlighedssange, han plejede at synge for hende, da de var nygifte. I fem minutter synger Bolale Muamin sig tilbage i tiden til dengang, han var forelsket.

"Jeg elsker dig så højt...men du vil ikke have mig," lyder starten på første vers.

Han fortæller om sine danseevner, og hvor glad han var for at høre musik, mens blikket i hans øjne fortæller, hvordan tilværelsen også var, før tørkerne på Afrikas Horn for alvor begyndte at kræve deres pris.