”Staffanstop, sådan som resten af Sverige også burde være", står der med hvide bogstaver i slutningen af videoen, der katapulterede den uanselige skånske kommune ind i centrum af den svenske offentlighed.
Den to minutter lange kommunale informationsvideo indledes med sort-hvide storbyscener, der emmer af utryghed. Unge mænd med hætterne trukket op om ørerne, graffiti, lyden af sirener og fragmenter fra et land, de færreste bryder sig om.
I videoen, som bærer kommunens logo, kan man se, hvordan de svenske storbyers problemer tvinger ældre indendørs og børnefamilier til at flytte. Hvorhen? Til Staffanstorp! Her er himlen pludselig blå, rapsmarkerne gule og indbyggerne smiler til hinanden. Sirenerne er afløst af fuglefløjt, og det multikulturelle Malmø fortoner sig til fordel for nabokommunen Staffanstorps ro, orden og – som flere påpeger i kommentarsporet på sociale medier – lutter hvide mennesker.
Videoen fra Staffanstorp kommune, som blev lagt op på Youtube i 2019, udløste øjeblikkeligt ramaskrig i Sverige.
”En fascistisk testballon,” skrev en Twitter-bruger, mens anden mente, at det var skræmmende, at racismen nu ”havde fået greb om Staffanstorp”.
Moa Berglöf, tidligere taleskriver for Sveriges seneste borgerlige statsminister og et fremtrædende medlem af Moderaterne, som har flertallet i Staffanstorp, kaldte filmen for ”ulækker”. Andre var dog mere begejstrede, og en bruger på Twitter konstaterede: ”Staffanstorp, et forbillede.”
Reaktionerne på informationsvideoen var på mange måder typiske. De senere år har Staffanstorp og borgmester Christian Sonesson fra Moderaterne delt svenskerne. Men ikke uden en vis succes.
Ved det seneste valg i 2018 fik Moderaterne 42,7 procent ved kommunalvalget, mens Sverigedemokraterne fik 11 procent. De 11 procent var markant mindre end Sverigedemokraterne fik ved valget til Rigsdagen, nemlig 17,5 procent.
Sonesson og Staffanstorp-moderaterne har med andre ord formået det, de fleste andre er mislykkedes med: at bremse de fremadstormende Sverigedemokraterne fra den yderste højrefløj.
Nu drømmer det borgerlige Sverige om, at ”Kong Christian” kan udbrede det skånske eksempel til resten af landet, når han stiller op tll Rigsdagen ved søndagens valg. Samtidig frygter kritikerne, at ”Sveriges Viktor Orban” driver det borgerlige Sverige så langt ud til højre, at der ikke længere er forskel på det liberalt-borgerlige Moderaterne og Sverigedemokraterne, som hidtil har været en paria i svensk politik.
Vrangvillige sydsvenskere
Staffanstorp er på mange måder en maggiterning af det, svenskerne stemmer om på søndag. Tryghed og fællesskab, ikke mindst. Men hvorfor er det netop Skåne, som viser vejen for resten af Sverige?
”Det er ikke unormalt, at Sydsverige går foran, når det gælder den politiske udvikling. Den geografiske nærhed til resten af Europa har betydning - vi ser, hvad der sker i Danmark, Tyskland og andre europæiske lande. Vi plejer at sige, at Skåne er mindst én mandatperiode foran resten af Sverige,” siger Lars-Ingvar Ljungman, Moderaternes stærke mand i syd og talsperson for det borgerlige partis skånedistrikt.
Ifølge Heidi Avellan, politisk chefredaktør på avisen Sydsvenskan, har de skånske højrefløjspolitikere set over Øresund og hentet inspiration og gejst hos ikke mindst Dansk Folkeparti. Og fordi Sverigedemokraterne har været repræsenteret i de sydsvenske kommuner længe, er samarbejdet med andre partiet mindre kontroversielt.
”Samtidig er de blevet så store, at de har været umulige at komme udenom for Moderaterne. Og så skal man huske på, at kommunalpolitik er mindre ideologisk. Derfor har de sydsvenske kommuner været et godt sted for det borgerlige Sverige at teste samarbejdet med SD,” siger hun.
En sidste forklaring på, at Moderaterne og Sverigedemokraterne har nærmet sig hinanden i Skåne, er indvandringsskepsissen, fortæller Pontus Mattsson, journalist på Sveriges Radio og forfatter til flere bøger om svensk politik. Modstanden mod den generøse flygtningepolitik har altid været større i det sydlige Sverige, siger han og peger som Lars-Ingvar Ljungman på nærheden til kontinentet.
"Forandringerne mærkes først i Skåne. Og samtidig har man en lang tradition for protestpartier i Skåne, helt tilbage fra 1960’erne – ikke bare i forhold til indvandring, men også skat og lokale spørgsmål. Man er langt fra Stockholm og vant til at være i opposition; en slags underdog,” siger Pontus Mattsson.
”Hvad Søren er det, der foregår i Skåne?” spurgte avisen Aftonbladets kommentator Oisin Cantwell i en klumme i 2019.
Og det var ikke positivt ment. Cantwell sigtede på højredrejningen i Staffanstorp. Og en række andre steder. I Trelleborg har Moderaterne og Sverigedemokraterne vedtaget, at man kun kan få ansættelse i kommunen, hvis man giver hånd til personer af det modsatte køn. I Skurup har man forbudt hovedtørklæde for børn op til 6. klassetrin. I Staffanstorp har man besluttet, at hjemvendte Islamisk Stat-krigere ikke har ret til økonomisk hjælp, man har forbudt halalslagtet kød i kommunens institutioner, og i maj måned kom Christian Sonesson igen på hele Sveriges læber, da Staffanstorp nægtede at tage imod kvoteflygtninge.
Samtlige værdipolitiske markeringer i Skåne-kommunerne er siden havnet i juridisk stormvejr, men signalerne er tydelige: I det sydlige Sverige lader man sig ikke diktere af eliten, hverken i eget parti eller ministerierne i Stockholm.
Tryghed frem for alt
Med buslinje 174 tager det ikke længe, før Malmøs pulserende byliv bliver til marker og vejboder og huse med haver.
”I Staffanstorp skal der være trygt – så enkelt er det!” står der med lyse bogstaver på den Moderat-blå baggrund i lygtepælen på Storgatan.
”Vi tager trygheden alvorligt – flere vagter og overvågningskameraer!” hedder det på valgplakaterne på parkeringspladsen.
Det altdominerende tema i den svenske valgkamp er tryghed, både lokalt og nationalt. I sin personlige valgvideo argumenterer 42-årige Christian Sonesson for, at Staffanstorps benhårde politik har ført til den tryghed, resten af Sverige nu savner. Kriminalitet, utryghed, overfald på børn og områder, man ikke tør besøge. Sådan ser virkeligheden ud i Malmø. Men i Kong Christians kommune har man ”stået op for svenske værdier”, hævder han.
Kommer man til Sverige fra udlandet, skal man lære sig svensk og stå til rådighed for arbejdsmarkedet fra dag ét. Her stiller man tydelige krav, som skal lette integrationen og byde ind til fællesskabet.
”Vil man ikke være en del af det, må man forlade landet,” siger Sonesson.
Og det giver mange ham ret i. I hvert fald på denne solrige dag, hvor skånske, svenske og ukrainske flag vajer vinden foran rådhuset i Staffanstorp.
”Jeg er glad for at bo her, det kan du godt skrive,” fortæller grønthandleren, som anbefaler tyttebær fra Norrland, men helst ikke vil have sit navn i avisen.
”Jeg kom til Sverige fra irakisk Kurdistan for 25 år siden, og her i Staffanstorp er der godt og trygt. Folk er glade, og Moderaterne gør det godt. Men jeg vil helst have, at de bestemmer uden Sverigedemokraterne.”
Ved medborgerhuset møder jeg Anders, der har været sosse det meste af sit liv. Men for første gang tvivler han på, om det er den rette vej at gå.
”Der er ikke nogen, der forsvarer helheden i dag. Jeg overvejer at stemme på Socialdemokraterne til kommunalvalget, men på Moderaterne på rigsdagsniveau. For at få en forandring, i det mindste. Jeg er frustreret over udviklingen. Man reagerer for sent på problemerne. Se på elpriserne, hele debatten om atomkraft. Man afvikler, inden man har alternativet. Eller kriminaliteten, for den sags skyld. Lidt naivt. Sverige må op på dupperne tidligere.”
Hvad eventuel indflydelse til Sverigedemokraterne angår, er Anders ikke så firkantet.
”Jeg bryder mig ikke om dem, men de er jo i øjeblikket landets næststørste parti. Det må man acceptere, sådan er demokratiet. Man må kunne tale sammen. Ikke være enige, men i det mindste tale.”
I en lille park i udkanten af centrum holder et par yngre kolleger pause. De bor i andre dele af Skåne, men arbejder i Staffanstorp. Hvad tænker de om, hvis resten af Sverige blev lidt mere som Skåne?
”Noget skal der i hvert fald ske,” siger den mørkhårede kvinde, som ikke ønsker sit navn i avisen.
”Jeg mener, at Sverige har brug for forandring. Fremtiden virker diffus, retningsløs. Om det er den rette vej, de borgerlige anviser, det er jeg i tvivl om, men noget skal der ske. Mere sammenhold, det er der brug for.”
Dødt løb og nervøsitet
I den aktuelle valgkamp, som kulminerer i morgen, kappes de svenske partier til både højre og venstre om at stramme mest muligt på udlændinge- og retspolitikken.
I tirsdag skrev Staffanstorps Christian Sonesson sammen med Sölvesborgs sverigedemokratiske borgmester, Louise Erixon, en fælles kronik i Aftonbladet om, at flere indvandrere skal returnere til det land, hvor de er født.
Og på landsdækkende tv taler partileder og statsministerkandidat for Moderaterne, Ulf Kristersson, om ”danske straffe for svenske forbrydelser” igen og igen. Moderaterne på rigsdagsniveau er gået i Staffanstorps og Christian Sonessons fodspor. Der er bare ét problem: I skrivende stund er der dødt løb mellem højre- og venstrefløjen, men i den borgerlige lejr har Sverigedemokraterne nu overhalet Moderaterne som største parti.
Moderaternes højresving skulle være den sikre vej til regeringskontorerne i en tid, hvor de tilsyneladende uendelige bandeskyderier og massive integrationsproblemer er på hele verdens læber. Men hvad nu, hvis det ikke lykkes at bremse Sverigedemokraterne? Og, endnu værre, hvis højredrejningen ikke fører til et regeringsskifte. Har de borgerlig så mistet deres liberale sjæl i et frugtesløst forsøg på at få fingre i magten?
”Det, der sker netop nu, gør i hvert fald rigtig ondt på mange borgerlige – og ikke mindst liberale – vælgere og politikere. Uanset hvad, er det et skæbnevalg,” siger Sydsvenskans Heidi Avellan og suppleres af Pontus Mattsson fra Sveriges Radio.
”Taber de borgerlige valget, vil jeg tro, at partilederen Ulf Kristersson må forlade partiet. Og bliver der etableret en ny normal i svensk politik, hvor Socialdemokraterne er størst på den ene side og Sverigedemokraterne på den anden, er det ikke umuligt at forestille sig, at Moderaterne på sigt kunne være interesseret i et samarbejde indover midten.”
Pontus Mattsson mener, de øvrige svenske partier har ageret irrationelt ved at udelukke Sverigedemokraterne på rigsdagsniveau indtil nu. Med de borgerliges opbrud og i forhold til samarbejde er der påbegyndt en optøning, som på sigt kan komme til at involvere Socialdemokraterne, vurderer Mattsson.
”Vi har jo set, hvordan de danske socialdemokrater ganske effektivt krammede Dansk Folkeparti ihjel. Er man overbevist om, at det er vejen til fremgang, er det ikke udelukket. Det kommer ikke til at ske her og nu, men på sigt kan det godt ske.”