Topdommer i Haiti er mistænkt for rolle i præsidentdrab

Politi i Haiti mistænker en tidligere højesteretsdommer i landet for at have spillet en rolle i attentatet mod tidligere præsident Jovenel Moïse.

Fredag har politiet så præsenteret nye beskyldninger mod dommer Wendelle Coq-Thelot. Blandt andet at hun skulle have mødtes med de colombianske lejesoldater, der beskyldes for at have dræbt præsidenten.

Attentatet på Moïse har kastet det fattigste land på den vestlige halvkugle ud i et endnu dybere kaos og sat gang i en international menneskejagt i Nord- og Latinamerika efter de mulige bagmænd.

Politi i Haiti udstedte tidligere på ugen en arrestordre for Wendelle Coq-Thelot. Hun blev i februar afsat fra Haitis højesteret sammen med to andre dommere af Jovenel Moïse, da præsidenten mente, at de havde været med til at planlægge et kup mod ham.

Det vides dog ikke, hvor Wendelle Coq-Thelot befinder sig.

Den tidligere dommer er kommet i søgelyset, fordi flere af de mistænkte gerningsmænd hævder, at de mødtes med hende op til drabet.

Det oplyser Marie Michelle Verrier, der er talsperson for det nationale politi i Haiti.

- Adskillige af dem har indikeret, at de har været i frøken Coqs hjem to gange. De har også givet politiet detaljer om dokumenter, der skulle være blevet underskrevet under møder i frøken Coqs hjem, siger Verrier.

Politiet har allerede ransaget Wendelle Coq-Thelots hjem og opsat plakater flere steder, om at hun er efterlyst.

Det er stadig uvist, hvem der planlagde attentatet på Jovenel Moïse tidligere på måneden. Det vides heller ikke, hvordan gerningsmændene fik adgang til præsidentens hjem.

Men selve angrebet blev ifølge Haitis regering udført af 26 tidligere colombianske soldater. Mindst seks af dem havde fået militær træning i USA.

Flere amerikanere med haitiansk baggrund er også blandt de mistænkte.

Den colombianske regering krævede fredag, at Haiti respekterer alle de tilbageholdte colombianeres menneskerettigheder.

/ritzau/Reuters