Tortur af afrikanske migranter fortsætter i libyske lejre

Ny rapport peger på, at EU’s forsøg på at forbedre forholdene i interneringslejre i Libyen er slået fejl

Nødhjælps- og menneskerettighedsorganisationer og FN har gentagne gange advaret om de forfærdelige forhold i de libyske detentionscentre som her den overfyldte Ganzour-lejr i september sidste år. –
Nødhjælps- og menneskerettighedsorganisationer og FN har gentagne gange advaret om de forfærdelige forhold i de libyske detentionscentre som her den overfyldte Ganzour-lejr i september sidste år. – . Foto: Mahmud Turkia/AFP/Ritzau Scanpix.

”Hvis et menneske er undsluppet helvedet, hvordan kan man da pågribe det og bringe det tilbage til helvedet?”

Sådan lyder det retoriske spørgsmål fra den 31-årige senegalesiske migrant Abdul i en ny rapport om afrikanske migranters og flygtninges brutale levevilkår i de omkring 26 interneringslejre i det borgerkrigshærgede nordafrikanske land Libyen.

Den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch (HRW) står bag rapporten, der blandt andet bygger på interviews med 100 mennesker i fire forskellige lejre.

Selvom antallet af migranter, der når EU’s grænser, er faldet markant siden 2015, er migration fortsat en af unionens største udfordringer.

Så sent som i denne uge mødtes stats- og regeringslederne fra de syv middelhavslande i EU, også kaldet EuroMed, på Cypern for blandt andet at tale om den voksende migration fra Afrika, og hvor det fælles budskab nok engang var at opfordre til en mere effektiv kontrol af EU’s grænser og et bedre samarbejde med de afrikanske lande.

Efter flygtningekrisen i 2015 skærpede EU grænsekontrollen og intensiverede samarbejdet med de libyske myndigheder om at pågribe migranterne på Middelhavet og returnere dem til forvaringslejre i Libyen med det formål at holde migranterne væk fra europæisk jord.

Til trods for at EU for længst har anerkendt og fordømt de store og efterhånden veldokumenterede problemer i lejrene og fra politisk side har arbejdet på at stoppe dem, så fortsætter torturen og overgrebene på migranterne i lejrene, fastslår rapporten fra HRW.

Som et led i forhør og afstraffelser får migranter elektriske stød, bliver pisket eller banket med jernrør. Migranter bliver også udsat for seksuelle overgreb i lejrene, hvor der endvidere hersker udbredt fejlernæring, er urent drikkevand og mangler adgang til medicin og sundhedsbehandling.

Nogle migranter kan sidde tilbageholdt i helt op til et år i lejrene, der til tider er voldsomt overfyldte, og som anslås at huse fra 4000 og op imod 20.000 mennesker. Omkring 10 procent af de indsatte er børn og teenagere, som endnu ikke er fyldt 18 år.

Og trods presset fra EU har der kun fundet ”ubetydelige ændringer” sted i lejrene, lyder kritikken fra direktør for HRW’s europæiske afdeling, Judith Sunderland, som efterlyser, at EU indfører et stop for de automatiske tilbageholdelser af migranter i det urohærgede og splittede Libyen.

EU har ganske rigtigt ”en høj grad af medansvar” for, at overgrebene på migranterne fortsætter i de libyske lejre, vurderer lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet, Sune Lægaard, der blandt andet forsker i nye globaliseringsdynamikker og ulighed.

Selvom afrikanske migranter ikke bliver tilbageholdt på europæisk jord, så sker forvaringerne for at opretholde de europæiske staters indvandringspolitik og er betalt af europæiske penge.

”De nordafrikanske stater er ikke interesseret i at tilbageholde migranter, der prøver at komme til Europa. De gør det kun, fordi europæiske stater har en interesse i det og betaler dem for det,” siger han.

Samtidig er de europæiske stater ansvarlige for at have etableret nogle strukturer, hvor det er umuligt at kontrollere overholdelsen af menneskerettighederne, og hvor migranterne ikke har nogen klagemuligheder, lyder det fra Sune Lægaard.

”Fordi det er libyske aktører og ikke de europæiske stater, der begår handlingerne, kan de hverken klage til europæiske stater eller bringe dem for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,” siger han.

Set fra et juridisk synspunkt er EU dog ikke ansvarlig for overgrebene, vurderer Achilles Skordas, der er professor i international lovgivning og migrationslovgivning ved den selvstændige forskningsenhed Max Planck-instituttet i tyske Heidelberg.

”Hvis de europæiske politikere opfordrede til eller hjalp til med overgrebene, ville EU være ansvarlig. Men de europæiske politikere arbejder tværtimod på at få stoppet overgrebene,” siger han.

Til gengæld har EU ”et tungt politisk ansvar” for at få sat en stopper for migranternes lidelser og genskabe freden i Libyen, mener han:

”Ikke mindst fordi Europa var med til at vælte Gaddafi-regimet i 2011 og dermed gjorde Libyen til det ustabile sted, det er i dag.”