Praktisk talt alle verdens lande har skrevet under på, at de ikke vil benytte eller tillade tortur. Så på papiret skulle alt være i den skønneste orden.
Problemet med tortur er, at alle er enige om, at det er forbudt, men mindst halvdelen af verdens lande praktiserer det under en eller anden form. Ingen lande i verden vil dog indrømme det. Selv de, der gør det som et led i en systematisk politik, skjuler det og kalder det noget andet.
LÆS OGSÅ: Fej for egen dør, og kritiser så igen de ansvarlige for tortur
Sådan lyder opsummeringen fra Juan Méndez. Han har siden sidste år været FNs særlige rapportør for tortur. Kristeligt Dagblad møder den 68-årige argentinskfødte advokat i London. Her er han gæstetaler ved 20-års-jubilæet for menneskerettighedsorganisationen Redress. London er blot et stop på vejen, før han skal på landebesøg i Marokko og Vestsahara.
Juan Méndez fortæller videre, at omfanget af tortur er svært at måle, fordi det i sagens natur finder sted i det skjulte.
Det er et fænomen, som kommer og går. Når man får et mere menneskeligt og demokratisk styre, så forsvinder det. Men nogle gange vender torturen tilbage. Og det har vist sig at være et meget robust fænomen, så selv når lederne i et land har viljen til at udrydde det, så ser vi, at det er indgroet i den måde som politiet operer på, forklarer Juan Méndez, som også vurderer at der er social slagside i brugen af tortur.
Fordi det mest er underprivilegerede mennesker, som ikke er kendte, der bliver udsat for tortur, så er der en tendens til, at den finder sted i al ubemærkethed. Og selv når det bliver bemærket, så bliver det retfærdiggjort med, at det er i kampen mod kriminalitet, fremhæver Juan Méndez, der er iklædt mørkt jakkesæt og blåt slips. Men en lille gul snor om højre håndled skiller sig ud.
Det er ren overtro, lyder forklaringen. Snoren er et ønskebånd fra Bahía i Brasilien, hvor den katolske tro møder traditionel afrikansk religion. Båndet skal bæres til det falder af på grund af slid, og så vil ønsket blive opfyldt.
Men jeg kan ikke huske, hvad det var, siger Juan Méndez med et lille skævt smil.
Juan Méndez har selv haft torturen helt tæt inde på kroppen.
Jeg var udsat for tortur under militærregimet i Argentina. Mange blev udsat for tortur, og det var ikke kun dem, der tog del i den væbnede kamp mod militærjuntaen. Det gjaldt alle, hvis aktiviteter blev anset som undergravende, hvilket også omfattede advokater, forklarer han stilfærdigt.
Han var dengang forsvarsadvokat for politiske fanger og blev derfor arresteret, udsat for tortur og tilbageholdt i halvandet år uden rettergang, før han fik lov til at forlade landet.
Deres foretrukne metode var brug af en elektrisk pind, der minder om dem, der bliver brugt til at drive kvæg frem med. Men deres var langt mere sofistikeret, så at de kunne regulere den elektriske styrke. Den blev brugt på de mere følsomme dele af kroppen begyndende med genitalierne, men også i munden og i hovedet og over hele kroppen. Det er ekstremt smertefuldt. Men de uddelte også tæsk og benyttede psykisk tortur, hvor de tuede med at gå efter ens børn, lyder den personlige beretning.
Andre af de mange tusinde fanger blev udsat for en endnu voldsommere behandling med simuleret drukning, også kendt som waterboarding, og kvindelige fanger blev systematisk udsat for voldtægt.
Her 35 år senere nævner Juan Méndez netop Latinamerika, fordi landene her har været bedst til at tage et opgør med dem, der stod bag den umenneskelige behandling.
Vi bruger normalt begrebet retsopgør i en overgangsperiode, og vi har set den bedste praksis i lande, som har afskaffet et diktatur, og hvor nye regeringer har været villige til at se på fortiden med ærlighed. Så der er lande, som tager hånd om fortiden og er skredet til retsforfølgelser og det er hovedsageligt i Latinamerika, fremhæver Juan Méndez, der mener at udviklingen har været bemærkelsesværdig, og at normerne har ændret sig internationalt.
Processen er aldrig let, men altid kompliceret. Men tendensen går i den rigtige retning, fastslår han.
På spørgsmålet om, hvordan det passer sammen med erfaringen fra Sydafrika, som valgte en freds- og forsoningsproces, bliver tonen mere skeptisk.
Jeg tror ikke, det er den rette løsning. Det, der er sket i Sydafrika, bliver til tider misforstået, fordi de her valgte at give amnesti til gengæld for tilståelser, men det gavnede ikke rigtigt dem, hvor der ikke var nogen, der stod frem. Jeg vil også påpege, at ingen andre lande har fulgt den samme vej.
Han er særlig kritisk over for, at der ikke er rejst tiltaler i Sydafrika. Et af de afgørende elementer i FNs torturkonvention er netop, at sager skal efterforskes, retsforfølges og føre til en domfældelse.
Det afgørende er, at man ikke bare ser på fortiden for at finde sandheden, men for at retsforfølge. Men der er andre lande, hvor de slet ikke vil se på fortiden og derfor har en total straffrihed for torturbødler, påpeger Juan Méndez.
Med det udsagn peger pilen mod USA.
De berygtede torturnotater, der blev skrevet under Bush-regeringen, er et slående eksempel. Side efter side beskriver de, hvorfor det ikke er tortur. Og i bund og grund er det et uhyrligt dokument, fordi det lovliggør tortur i det mindste i et stykke tid, for notatet blev senere trukket tilbage. Alle, der læser notaterne, ved imidlertid, at det er tortur, men at de prøver at kalde det noget andet. På den ene side forsøger de at lovliggøre det, mens de på den anden side anerkender, at visse former for tortur finder sted, lyder anklagen.
Et bekymrende faktum er, at amerikanerne ikke har taget et retsopgør om den ulovlige praksis, hvorfor handlingerne derfor har været straffri.
Beslutningen om ikke at retsforfølge er en Obama-beslutning, og det er ret skuffende. Og jeg vil ikke kun sige, at det er skuffende, men også en klar overtrædelse af FNs torturkonvention, som forpligter landene til at efterforske, retsforfølge og straffe, fastslår Juan Méndez.
På positivsiden fremhæver han, at præsident Barack Obama har udstedt en ordre om, at tortur ikke må finde sted under nogen omstændigheder, og at han genindførte det militære adfærdskodeks, der forbyder tortur.
Men det er svært at vide, hvor meget det stadig bliver brugt, for der har ikke været nogen undersøgelser af, hvad der skete tidligere. Og de undersøgelser, der har fundet sted, har ikke resulteret i retsforfølgelser selv ikke i de tilfælde, som fandt sted, før Bush-regeringen ændrede reglerne, forklarer Juan Méndez.
Han fremhæver gentagne gange, at fordi ingen amerikanere er straffet for at have udført tortur, så svæver dette ikke som et afskrækkende element.
Men på den anden side er det også rigtigt, at vi ikke hører så meget om, hvad der sker. Vi skal dog også huske på, at under krigen mod terror fandt megen tortur sted i hemmelighed, så jeg vil ikke sætte mit gode ry på spil ved at sige, at det ikke finder sted mere.
Billedet er også kompliceret af, at krigen mod terror har været ført i mange lande, og at fanger er udvekslet mellem stater, hvoraf nogle har et endnu mere afslappet forhold til brug af tortur.
Så den primære synder er måske en anden stat, men USA og andre lande har et medansvar for, at det sker, fastslår FNs særlige rapportør.
En af hans opgaver er netop at afdække, hvor tortur finder sted. Det kan ske på grundlag af henvendelser om konkrete tilfælde, hvor FN så går i dialog med det pågældende land. Det sker også gennem kontrolbesøg, som altid kræver en formel invitation fra de pågældende lande. Men der er stor forskel på viljen til samarbejde, hvilket illustreredes af en undersøgelse om hemmelig tilbageholdelse af politiske modstandere, som var genstand for en rapport.
Vi forsøgte at følge op med spørgeskemaer til lande, som har været involverede i hemmelige tilbageholdelser af personer, men det har været nærmest umuligt at få svar. Nogle har svaret, men svarene har været skuffende. Nogle lande siger tilmed, at de ikke svarer, fordi de ikke anerkender vores ret til at stille de spørgsmål, fremhæver Juan Méndez.
Det er særligt grupper af lande i Afrika samt islamiske lande, som indtager den holdning. Andre lande svarer mere af høflighed og er henholdende. Det samme gælder ved kontrolbesøg, hvor nogle lande enten afviser at få besøg eller bruger besøget til at sige, at de ikke har noget at skjule.
På spørgsmålet om, hvad de forskellige internationale domstole har betydet, påpeger Juan Méndez, at disse domstole kun kan gå efter de øverste ansvarlige for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Så de var aldrig tænkt som en erstatning, men som en opfordring til de enkelte lande til selv at efterforske og retsforfølge. Men jeg tror, at de kan være med til at lægge et pres på de pågældende lande, hvilket tydeligst skete i Rwanda, som har været gennem et omfattende retsopgør efter borgerkrigen, siger han.
Netop regimeskifter er den største katalysator for at gøre op med tortur, og her giver det arabiske forår håb, selvom de første indikationer ikke er entydige.
Processen er stadig i gang, og det er svært at se, hvor det ender. Men jeg har besøgt Tunesien, som jeg tror er det land, der har gjort mest. Ikke kun i form af at sætte kurs mod demokrati, men også ved at gøre op med fortiden. Men selv der er det ikke en let opgave, understeger Juan Méndez.
Han ser omvendt, at udviklingen er mere tvivlsom i andre lande herunder Egypten, hvor han havde større forventninger.
Men tanken er sået, om ikke hos det nye styre, så dog i hjertet og tankerne hos folket på gaden. Så på den ene eller den anden måde er det nu en del af diskussionen, og det var ikke tilfældet i den del af verden før, fremhæver FNs særlige rapportør om tortur, der selv har set den rejse tage form i hjemlandet Argentina.
