Der er god plads på kirkebænkene i Stockholm, Göteborg, Kiruna og Karlstad.
For selvom 55 procent af svenskerne er medlem af svenska kyrkan, har bare 6 procent deltaget i en gudstjeneste eller et andet religiøst møde inden for den seneste måned, viser en undersøgelse fra Göteborg Universitet. Udviklingen går kun én vej, og ser man på World Value Surveys kortlægning af dominerende værdier i forskellige lande, hører Sverige til blandt verdens mest sekulære lande. Overhovedet.
”Men det betyder ikke, at længslen efter åndelighed, moralsk vejledning eller mening med tilværelsen ikke er til stede blandt svenskerne,” fortæller David Thurfjell, religionshistoriker, professor ved Södertorn Universitet og forfatter til bogen ”Granskovsfolket: Hvordan naturen blev svenskernes religion” fra 2020.
”Når vi siger, at naturen er blevet svenskernes religion, er det i form af et kirkeligt fællesskab – det er religion forstået som et sted for eksistentielle refleksioner. Fællesskabet er følelsen af at være forbundet med alt levende. Samhørighed med træerne, landskabet, ørnene og universet. Det er den mere abstrakte følelse af at være en del af noget større, som mange svenskere finder i skoven,” siger han.
David Thurfjell, som tidligere har kortlagt den blågule nations forhold til tro i bogen ”Det gudløse folk: de postkristne svenskere og religionen” fra 2015 undersøger i sin seneste bog, hvorfor – og hvordan – naturen i dag kan betegnes som svenskernes religion. Undervejs har han interviewet 72 mennesker i alderen 19 og 92 år, og udgangspunktet for samtalerne har været spørgsmålet om, hvad svenskerne søger mellem de langstrakte skove og dybe søer?
”Mange fortæller, at de finder en pause fra deres normale liv. At naturen er blevet det sted, hvor man kan genfinde roen, afstresse og lade op. Det er ikke bare psykisk og mental hvile, det er også en eksistentiel genopretning. At få kontakt med sig selv og de dybeste rum i ens personlighed. At få skabt kontakt til sin barndom, tidligere generationer og den, man er inderst inde. Naturen opleves simpelthen som et sted, hvor det er særligt godt at reflektere over livet,” fortæller han over telefonen fra Uppsala.
”Og det er så den psykologiske og historiske baggrund for den udvikling, jeg forsøger at skabe et overblik over.”
En af religionshistorikerens hovedpointer er, at man ikke kan forstå den type af naturpraksisser, som mange svenskere har erstattet kirkegangen med, uden at se på individualismens rolle i samfundet og frem for alt på det aspekt, der handler om betydningen af ens eget indre liv. ”Mærke efter-kulturens fremvækst” kalder David Thurfjell udviklingen, som særligt de senere årtier har vundet indpas i Sverige og andre nordeuropæiske lande.
”Hvad føler jeg, hvad oplever jeg, hvordan har jeg det med dette eller hint? Det er blevet de afgørende spørgsmål. Og det kommer til udtryk, når jeg spørger forskellige mennesker, hvilken betydning skoven har, for så svarer folk først og fremmest med udgangspunkt i sig selv. At de har behov for at afstresse, at den giver dem mulighed for eftertænksomhed. Det er utvivlsomt individualistisk sammenlignet med meget af det, mange finder – eller fandt – i de traditionelle religioner,” siger han.
Men også grænsende til egoistisk?
”Jeg foretrækker begrebet individualistisk, som er mindre normativt. Men jo, den sekulære tilbage til naturen-bevægelse er en ting, som for nogle mennesker handler meget om dem selv. Der findes dog også de økologiske og politiske variationer, og de er jo ikke egoistiske. Tværtimod fokuserer de på at give afkald på egne behov for andre arters og fremtidige generationers skyld. Samtidig spiller naturen også en voksende rolle hos både den svenske kirke og visse muslimske miljøer, hvor pilgrimsvandringer, spejdergrupper og naturbegejstring vinder frem,” siger David Thurfjell.
”Det store spørgsmål er, hvordan man får naturkærligheden – den besjæling af naturen, som foregår – til at lede til, at man også ændrer sit eget liv, så det ikke påvirker naturen så negativt. Hvordan kærligheden oversættes til engagement.”
David Thurfjell understreger, at naturen spiller en stadigt større rolle for både troende og ikke-troende. At den eksistentielle forbindelse til skoven også er stærk hos mange kristne for eksempel.
Samtidig peger han på, at skoven – ligesom kirken – også kan bidrage med en moralsk dimension til den menneskelige eksistens. En slags etisk fordring måske endda.
”Folk fortæller mig, at de i naturen begynder at forholde sig til, hvordan de bør leve deres liv, hvordan de bør forholde sig til andre, til omverdenen. Ikke bare i forhold til klima og økologisk krise, men også på et mere mellemmenneskeligt plan. Så der findes også en eller anden form for fællesskab og en moralsk overbygning, kan man sige.”
”Men en ting, man ikke får, er den konfessionelle dimension. Forsamlingslivet, menigheden, fællesskabet omkring ritualerne. Og så kan man også spørge, i hvilken udstrækning der findes tilgivelse i naturen – en dimension, som jo er vældig stærk i kristendommen. Der er dog nogen, som mener, oplevelsen af tilgivelse findes i naturerfarenheden. At du simpelthen kan opnå en følelse af indirekte nåde derude,” siger han.
David Thurfjell nævner syndsforladelsen. Erkendelsen af, at man ikke er i stand til at være god i sig selv. Behovet for, at nogen eller noget holder en oppe.
”Inden for kristendommen overgiver man sig og rækker ud, og så kommer Kristus og lover, at han bærer vores synder. Den proces findes ikke i naturen, det er klart, men alligevel beskriver mennesker en følelse, som måske alligevel ikke er så langt derfra,” siger han.
”I alt, der lever, findes der noget, som spirer og blomstrer, og noget, som rådner og dør. Genopstandelse. Kærlighed, lys, luft. Det lever vi af, det samme gør træet, dyrene, økosystemet. Det er samme båd, vi sejler i. På den måde er man ikke ensom i sin lidelse eller sin stræben, og på den måde kan den individualistiske naturoplevelse alligevel give nogle af de samme ting, som andre får i religionen. Måske endda en slags nåde faktisk.”
Men et er, at skoven ifølge David Thurfjells undersøgelser både kan bibringe eksistentiel mening og – måske – sågar en oplevelse af nåde. Men hvad med Gud? Der kommer naturen som svenskernes religion vel trods alt til kort. Eller hvad?
”Jeg spurgte dem, jeg interviewede, om de kunne se Gud i naturen, og der var svaret ’hmm, måske, men i så fald mest som en arbejdstitel eller -begreb’. Altså kunne de godt tale om en gudsagtig tilstedeværelse i naturen, men i så fald i mangel på bedre ord. Der findes altså ikke umiddelbart en decideret gudsgestalt i den her sekulære naturoplevelse, men det er mere kompliceret end som så,” fortæller han.
”For taler man eksempelvis med kristne, der også har de her store naturoplevelser, og taler man med dem om den som en gudsoplevelse og spørger, hvad det er, de oplever, når de oplever Gud i naturen, så svarer de: ’skønhed, mening, en følelse af samhørighed, retning, kærlighed, at mit liv findes i en sammenhæng’. Måske er det dét, de ligger i ordet gudsoplevelse, men i så fald findes elementer af det jo allerede hos mange sekulære naturbrugere.”
David Thurfjell understreger, at når man taler om naturen og skoven som svenskernes religion, er det meningsløst at betragte Gud-figuren i en monoteistisk optik, som den ”store himmel-Gud”.
”Men der findes til gengæld det, man kunne kalde for ’mindre guder’. Mange oplever, at naturen i sig selv er et personificeret rum, træet, for eksempel, sidder man under og kan opleve en slags nærvær. Og man taler om at skovbade, om at vende sig mod naturen og give den et ansigt, en personificering. Det er jo en slags polyteisme. Man giver træet en kraft, man kan takke det, kramme det. Måske endda finde trøst hos det. Og derfor er der også nogen, der taler om et møde med noget guds-lignende ude i naturen.”
En afgørende del af forklaringen på mange svenskeres omfavnelse af naturen som rum for eksistentielle refleksioner er den løbende marginalisering af kirken og urbaniseringen af samfundet.
I 1800-tallets almuesamfund var religionen en naturlig og givet del af tilværelsen i Sverige, kirkegang var en selvfølgelighed og ikke noget, man stillede spørgsmål ved.
Men i overgangen fra det kollektivt organiserede samfund og til 1900-tallets stadigt mere individualistiske kultur antog forholdet til den enkeltes indre liv – og dermed troen – i stigende grad karakter af forbrugskultur, fortæller David Thurfjell. Med individualismens fremkomst blev alt nu vurderet ud fra den værdi, den gav den enkelte. Man mærkede simpelthen efter, hvad man selv fik ud af dette og hint, og her blev skoven den perfekte erstatning i den nye søgen efter eksistens. Og parallelt med sekulariseringen vandt industrialiseringen frem, og svenskerne flyttede fra land til by.
”Urbaniseringen er simpelthen forudsætningen for den her udvikling. Skoven må være ’det andet’ for at blive religionen, fordi det hellige ligger i det andet. Skal noget være helligt, må det adskille sig fra det profane,” siger David Thurfjell.
”Skoven spiller en vigtig rolle på grund af de afgørende 150 år af vores historie, hvor Sveriges udviklede sig fra et naturnært, agrart bondesamfund til et ekstremt urbaniseret og industrialiseret samfund. Og det skifte affødte samtidig en længsel efter det, der fandtes før. Jo længere man fjernede sig fra skoven, desto mere satte man pris på den.”
Den romantiske naturkærlighed, som er dominerende blandt majoritetssvenskere, voksede altså frem i takt med, at den fysiske afstand til naturen blev større, fortæller David Thurfjell.
”Da folk levede nær naturen for århundreder siden, var der ingen naturromantik. Den fandtes kun hos en urban elite inde i Stockholm. Almuen ejede den ikke. Men i takt med, at almuen flyttede til byerne og blev middelklasse, så overtog de den her gamle elitekultur. Naturkærligheden, som ikke nødvendigvis er koblet til nærhed. Til gengæld blev følelsen af andægtighed i skovens rum stadigt mere tilgængelig – simpelthen i takt med, at man fjernede sig fra naturen, som derfor blev en romantiseret og autentisk kontrast til hverdagslivet. Og i dag har den kontrast udviklet sig til en modernitetskritik; den ægte skov eller sø som modsætning til byens forløjede og menneskefjendtlige rum eller de sociale mediers eksistentielle tomhed.”
Når David Thurfjell ser ud over Europa, går udviklingen én vej: Menneskene har de seneste 500 år flyttet sig stadigt længere væk fra naturen i det daglige liv. Teknologien har taget over, og den bevægelse mærker religionshistorikeren også i sit eget liv.
”Det nyeste er, at også barnets leg i dag er afkoblet den natur, vi omgives af,” siger David Thurfjell.
”Da jeg var lille og voksede op i 1980’erne, der legede vi jo udenfor hele tiden. Men udviklingen går i retning af, at vi ikke længere er afhængige af solens lys, af årstiderne. Døgnets rytme blev udvisket, vi fik en globaliseret madhandel, og pludselig var det, vi spiste, ikke koblet til, hvad der voksede i landskabet hvornår. De ting er væk. Og nu leger børn ikke længere udenfor. Min søn leger måske nok de samme lege som mig, men mine lege foregik i naturen, hans foregår på computeren. Den udvikling ser jeg ikke nogen tegn på skulle vende, og derfor tror jeg også, at længslen tilbage mod naturen som en både stærk kraft og konkurrent til religionen vil fortsætte og forstærkes – simpelthen fordi vi kommer længere og længere væk fra den.”