Forberedelserne til De Olympiske Lege i Tokyo næste år er i fuld gang, men nu er der opstået et problem, de færreste havde forudset.
I kølvandet på transkvinders topplaceringer i en række idrætskonkurrencer de seneste år er ét spørgsmål pludselig på alles læber: Hvor bør grænsen gå for, hvem der må stille op i kvindekategorierne?
I juni afslørede en anonym rundspørge blandt kvindelige OL-deltagere fra Storbritannien, at 11 ud af 15 atleter mener, det er uretfærdigt, at transkvinder, der har gennemgået en mandlig pubertet, konkurrerer på kvinde- siden ved OL.
Kritikernes hovedanke er, at transkvinder ofte vil have en uretfærdig fysisk fordel i konkurrencen mod andre kvinder. Omvendt hævder tilhængerne, at den hormonbehandling, transkvinder gennemgår, reducerer eventuelle biologiske fordele betragteligt. Desuden henviser de til Den Olympiske Komités (IOC) charter, der fastslår, at sport er en menneskeret.
For nylig blev dilemmaet yderst konkret, da den newzealandske vægtløfter Laurel Hubbard, der indtil 2012 hed Gavin og var en mand, henviste sine kvindelige konkurrenter til de sekundære podiepladser ved Stillehavs-mesterskaberne, Pacific Games. I modsætning til tidligere var der ikke utilfredse buh-råb under Hubbards medaljeoverrækkelse, men fordi hun er blandt favoritterne ved det kommende OL, spurgte flere sportskommentatorer efterfølgende, hvor grænsen skal gå. Bør man have lov til at stille op som det køn, man føler sig tilpas ved? Eller skal man lade fysiske målinger, for eksempel af testosteron-niveau, afgøre det? Og hvor meget mandligt kønshormon må en kvindelig elitesportsudøver i så fald have i blodet, før det bliver for stor en fordel?
I Danmarks Idrætsforbund, DIF, er man grundlæggende i tvivl, fortæller udviklingschef Anne Pøhl Enevoldsen.
”Selvfølgelig skal der være plads til transkønnede i idrætsverdenen. Men vi har endnu ikke svaret på, hvordan vi skal gøre det. Det er et vildt kompliceret område,” siger hun.
”Jeg kan godt forstå, hvis man er født som mand, men føler sig som kvinde, at det føles voldsomt krænkende og uretfærdigt ikke at kunne få lov at være kvinde i sit idrætsvirke. Men jeg kan også godt forstå, hvis man som idrætsudøver oplever det som uretfærdigt, at der pludselig kommer en ind fra højre med nogle fysiske fordele, der ligger udover det, man er vant til.”
DIF er netop nu i gang med at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal formulere anbefalinger til forbundets nye retningslinjer på området. Hidtil har man lagt sig op ad IOC, der kræver, at deltagere i kvindekategorierne ikke overskrider et bestemt testosteron-niveau. Og det kan være en udmærket måde at kategorisere folk på, eftersom niveauet af det mandlige kønshormon siger noget om muskelstyrke, smertegrænse og evnen til at restituere, siger Ask Vest Christiansen, lektor ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i elitesport, doping og etik.
Spørgsmålet er, omdet overhovedet giver en konkurrencefordel at være transkvinde, når man ikke må overskride et givent hormonniveau?
”Det lette svar er ’ja’. Alt andet lige er det en fordel. Eksempelvis knoglebygning og højder ændrer sig ikke væsentligt ved, at man går fra at være mand til kvinde,” siger Ask Vest Christiansen.
”Grunden til, at vi opdeler i mande- og kvindekategorier er for at beskytte kvinderne. Havde man én fælles kategori for alle atleter, ville mænd vinde 99,9 procent af alle medaljer. Men skal man have en kategori for kvindelige atleter, ja, så må man jo også have nogle regler for, hvem der kan stille op i den. Man kan godt opdele efter selv-identifikation, det er helt validt, det kaster blot nogle andre problemer af sig. Og så skal man også huske, at selvom det er en menneskeret at dyrke sport, så er det ikke en menneskeret at dyrke sport på eliteniveau,” siger han.
Hos Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner understreger transpolitisk talsperson Linda Thor Pedersen, at man selvfølgelig er imod enhver form for snyd eller omgåelse af reglerne i sportens verden.
”Men man er samtidig nødt til at forstå, at der ikke er nogen, der skifter køn for at få en medalje eller ende øverst på en skammel,” siger hun.
Rikke Andreassen, professor ved Roskilde Universitet og ekspert i køn og ligestilling, ser en tydelig parallel til den aktuelle debat om cpr-numre i diskussionen om transkønnede topatleter.
Begge sager burde ifølge professoren føre til en diskussion af ”rammen for vores kønsforståelse” i stedet for at være et spørgsmål om, hvordan vi presser folk ned i kategorier, de ikke føler, at de hører hjemme i.
”Debatten dumper ned midt i tidens behov for at definere mennesker som det ene eller det andet – mænd eller kvinder. Der er ikke plads til at være ikke-binær i sit køn, heller ikke på områder, hvor det er uden større betydning,” siger hun.
”Men hvorfor ikke bare lave et cpr-system, der er kønsneutralt? Hvorfor ikke finde en ny måde at gøre det på i stedet for at tvinge mennesker ned i det eksisterende, der tydeligvis ikke fungerer. Det samme gør sig gældende i sportens verden. Vi spørger ikke, hvad der er galt med systemet, men gør det til et spørgsmål om, hvad der er galt med folk.”