Flere end 6 ud af 10 amerikanere så med på deres fjernsynsskærme, da terrorister om morgenen den 11. september 2001 forvandlede kaprede passagerfly til missiler, der torpederede de ikoniske World Trade Center-tårne i New York. Mange af dem bevidnede det chokerende massedrab på næsten 3000 personer i realtid, mens andre så det genudsendt igen og igen i dagene og ugerne efter terrorangrebene.
I dag, 20 år senere, debatterer psykologer og andre eksperter stadig terrorangrebets langsigtede virkninger på den amerikanske psyke. Ifølge psykologen Dana Rose Garfin, der har forsket i emnet, er det vedvarende kollektive traume fra den skæbnesvangre septemberdag i 2001 så stort og så dybt, at det præger selv dem, der er for unge til at huske begivenhederne.
”De fleste amerikanere har klare minder om dagen. De, der var børn eller ikke var født endnu, kan naturligvis ikke huske dem, men de voksede op i et samfund formet af begivenheden. De voksede op i en ængstelig verden, hvor terrorisme var en eksistentiel trussel, og hvor USA var i alarmberedskab og førte krige langt fra vores grænser i et forsøg på at bekæmpe fjenden. Det har målbare effekter på deres psyke og følelsesliv. Og traumet fra den 11. september 2001 kan fortsætte med at gå i arv fra generation til generation. Det følelsesmæssige vraggods flyder stadig rundt i det amerikanske samfund,” siger Dana Rose Garfin, der er adjunkt i folkesundhed på University of California i Irvine.
Terrorangrebene vendte op og ned på den tryghedsfølelse, som borgerne i verdens rigeste land ind til da havde nydt godt af, forklarer hun:
”Terrorisme var frem til den 11. september 2001 noget, der skete i andre lande. Idéen om politisk vold som en daglig trussel var indtil det tidspunkt fremmed for langt de fleste amerikanere. Da vi selv blev angrebet, udløste det sociale skælv og en fælles følelse af en ny national sårbarhed.”
Nogle amerikanske forskere vurderer endda, at den 11. september 2001 kan have en langsigtet indvirkning på børns og unges sociopolitiske overbevisninger og verdenssyn. Og mennesker kan opleve kollektive traumer udelukkende gennem medierne, understreger Dana Rose Garfin.
”Den 11. september 2001 lærte os, at kollektive traumer ikke er begrænsede til de, der geografisk er tæt på begivenheden. De, der oplevede begivenheden på afstand, har meldt om symptomer, der almindeligvis forbindes med direkte traumeeksponering. Det kan være depression, stress, mareridt og angst. I den moderne tidsalder bringer den konstante nyhedsstrøm fra elektroniske medier og sociale medier på godt og ondt katastrofer langt tættere på, så de rammer langt bredere end førhen,” siger hun.
Andre iagttagere betoner imidlertid, at læren fra den 11. september 2001 er, at amerikanerne følelsesmæssigt er forbløffende robuste. I et indlæg i avisen Wall Street Journal peger den kliniske psykolog George A. Bonnano på, at flere videnskabelige undersøgelser efter terrorangrebene har vist, at den amerikanske befolknings psykiske helbred som helhed ikke led alvorlige langsigtede skader.
”Når det gælder så godt som ethvert traume eller enhver massekatastrofe, vil mange mennesker i begyndelsen være alvorligt påvirkede. Mens nogle vil lide nød i længere perioder, og nogle vil opleve kroniske følelsesmæssige problemer, så vil flertallet forholdsvist snart efter begivenheden udvise et mønster af betydelig resistens,” skriver Bonnano, der er professor i klinisk psykologi på Columbia University i New York og forfatter til den nye bog ”The End of Trauma” (Traumets endelige).
Han peger blandt andet på en undersøgelse fra forskningsgruppen Rand Survey Research Group, der i en rundspørge få dage efter angrebet nåede frem til, at 44 procent af den amerikanske befolkning led af mindst ét symptom på ”ekstrem stress”. Senere målinger viste imidlertid, at disse symptomer hurtigt aftog.
”På et samfundsmæssigt niveau synes vi at have vanskeligt ved at acceptere, at resistens kan være så udbredt, særligt i begyndelsen af en ekstrem katastrofe. Det betyder, at vi med hver ny katastrofe må genlære læren fra den 11. september,” skriver George A. Bonnano.
Efter den 11. september 2001 er der én enkelt begivenhed, der på samme måde udløste et varigt kollektivt traume med endnu ukendte perspektiver, påpeger Dana Rose Garfin.
”Coronapandemien er vor tids 11. september. Den er en interessant størrelse, fordi den kombinerer eksistentiel angst med ekstrem politisk polarisering og sociale omvæltninger. Og den påvirker os alle direkte og meget konkret. Samtidig har den fundet sted i en hyper-online verden, og det er en yderligere drivkraft for angst og frygt,” siger hun.
Hun råder folk til at værne om deres mentale helbred ved ikke at lade sig oversvømme af billeder af tragiske begivenheder:
”Jeg ville aldrig anbefale, at folk begraver hovedet i sandet. Og nogle gange er den stress, som tragiske begivenheder afstedkommer, en god ting. Eksempelvis motiverede mobiltelefonoptagelserne af politidrabet på George Floyd i fjor millioner af mennesker til at kræve mere racelighed. Men folk kan tage ansvar for, hvad de lader sig eksponere for. Vi kan være bevidste om, hvad og hvor meget, vi vælger at se.”