De første børn er nu blevet hjulpet til at dø i Belgien, hvor loven om aktiv dødshjælp blev udvidet til at omfatte mindreårige i 2014. Børnene var 9, 11 og 17 år, oplyser den belgiske kommission til evaluering og kontrol af loven, CFCEE, i en ny rapport.
Børnene led af henholdsvis hjernesvulst, cystisk fibrose og den alvorlige muskelsvindsygdom Duchennes muskeldystrofi. I alle tre tilfælde var børnene i terminalfasen, som ville have ført til en naturlig død på kort sigt, da de to modtog dødshjælp i 2016 og den tredje i 2017.
”Heldigvis hører aktiv dødshjælp for børn til und-tagelserne. Men man skal ikke lide, uanset hvor gammel man er,” sagde kommissionens formand, professor Wim Distelmans, efter offentliggørelsen af rapporten.
Rapporten, der udkommer hvert andet år, bekræfter tendensen til, at stadig flere belgiere vælger at gøre en ende på deres eget liv. 4337 mennesker fik aktiv dødshjælp i 2016 og 2017 mod 3950 i den foregående periode. Mellem 2016 og 2017 voksede antallet med 13 procent, og alt har 17.063 belgiere fået hjælp til at dø, siden loven trådte i kraft i 2002.
Over halvdelen af dem, der har fået hjælp til at dø, var kræftpatienter, hvoraf de fleste var i terminalstadiet, men den næststørste gruppe var patienter, som ikke led af en direkte livstruende sygdom, men derimod af en række aldersrelaterede skavanker som dårligt syn, nedsat hørelse og åndedrætsbesvær eller nedsat bevægelighed.
”Patienterne kan ikke længere læse avis eller se tv, og deres sociale liv indskrænkes med ensomhed til følge,” konstaterer rapporten.
Det er kombinationen af disse lidelser, som får patienter til at ønske at gøre en ende på livet.
”Vi ser flere og flere mennesker, der ikke accepterer at leve under disse forhold. Samtidig lever vi længere og længere, hvilket er forklaringen på, at antallet af disse sager vokser, og at døden forventes at indtræde på kort sigt i 60 procent af tilfældene,” siger Wim Distelmans til den engelsksprogede belgiske avis Brussels Times.
4 ud af 10 i denne gruppe er dermed ikke døende på kort sigt, og det vækker bekymring hos Carine Brochier, der er direktør for Institut for Bioetik, en privat organisation, der er kritisk over for dødshjælp.
”Denne tendens er udtryk for, at det belgiske samfund ikke længere kæmper for at give vores ældre medborgere et liv, de har lyst til at leve. Vi er ved at banalisere dødshjælp, så det normale bliver, at ældre gør en ende på livet,” siger Carine Brochier.
CFCEE har også til opgave at kontrollere, at loven følges. Siden indførelsen af dødshjælp i 2002 har kommissionen ikke fundet anledning til at give sager videre til politiet.
Men tidligere på året trådte et medlem af kommissionen, professor Ludo Vanoptenbosch, tilbage i protest mod godkendelsen af dødshjælp til en dement person, som ikke selv havde bedt om dødshjælp, og hvor lægen ikke havde konsulteret en kollega, som loven kræver.
Belgien tillader også dødshjælp til psykiatriske patienter, der ikke er uhelbredeligt syge og ikke har fysiske lidelser eller smerter.
”Vi mener, der er berettiget tvivl om, hvorvidt kommis- sionen udfylder sin rolle og ønsker en evaluering af dens arbejde,” siger Carine Brochier.