”Velkommen til Republikken Ecuador”.
Med udsigt til skiltet, der byder krydsende velkommen over broen Puente Internacional mellem Colombia og Ecuador, bevæger endnu en gruppe af venezuelanske migranter sig over grænseovergangen. Mens menneskemængden passerer, holder ecuadorianske grænsevagter med solbriller, en finger på tjenestepistolen og en skrap attitude øje med de tilstrømmende migranter.
”Der kommer mange af dem hver dag. Både lovligt og ulovligt. Presset er massivt, så der er nok at holde styr på,” siger grænsebetjenten Vladimir Esteban.
I løbet af 2018 er over en halv million venezuelanere flygtet ind over grænsen til Ecuador, og grænseovergangen her i den ecuadorianske del af Amazonas er en af de to hovedårer ind i landet.
Ifølge nye tal fra FN har i alt tre millioner venezuelanere forladt deres hjemland siden 2015, hvor faldende oliepriser og et kleptokratisk styre med præsident Nicólas Maduro i spidsen har kastet landets økonomi ud over afgrunden.
FN kalder det en af de største migrationsbølger i Sydamerikas historie. Til sammenligning har næsten lige så mange migranter krydset grænsen til Ecuador i oktober, som der har krydset Middelhavet til Europa i løbet af hele 2018.
97.500 migranter er kommet ind i landet i sidste måned, overalt i de store ecuadorianske byer træder venezuelanske migranter frem i gadebilledet, hvor hele nabolag er forvandlet til venezuelanske ghettoer.
Kristeligt Dagblad har mødt tre migranter fra Venezuela og en ecuadorianer, der tager imod dem efter deres rejse gennem Colombia.
Over grænseovergangen flyver blågule arapapegøjer, og under broen løber den brusende brune flod Rio Sangril med et tæppe af tropisk regnskov på begge sider. Midt på broen står en gruppe kvinder og børn med store kufferter og tager selfies.
Kvinderne og deres medrejsende børn er alle fra Venezuela. De har krydset nabolandet Colombia enten i bus eller til fods og har netop sat fødderne på ecuadoriansk jord – hvilket nu bliver dokumenteret på deres smartphones. Tilbage har de efterladt et hjemland i total nedsmeltning.
”Vi har intet arbejde og ikke mere at komme efter hjemme i Venezuela. Hele landet er brækket over, og det samme er mange familier,” siger Alejandra Acosta, en tidligere retssekretær fra hovedstaden, Caracas, og fortsætter:
”Alt vil være bedre end i Venezuela. Vi har frygtet så længe for vores liv og sikkerhed.”
Med magre arme trækker hun af sted med en af de store kufferter.
”Jeg drømmer om, at livet må blive meget bedre. Jeg er klar til at tage al slags arbejde, så længe der er nogen, der vil betale mig løn. Hjemme i Venezuela er det ikke længere muligt at få mad på bordet,” siger hun.
På grund af den ramponerede økonomi er der ikke tilstrækkeligt med fødevarer i hjemlandet, og den gennemsnitlige venezuelaner tabte sig i 2017 11 kilo. Blandt migranterne går fødevaremanglen i Venezuela under navnet Maduro-kuren.
I samlet flok bevæger migranterne sig over broen og stiger om bord på en ventende bus, der kører tilkommende venezuelanere til et modtagecenter inde over den ecuadorianske grænse.
Modtagecentret ved byen General Farfan er omgivet af hvide Unicef-telte, hvor børnefamilier har mulighed for at overnatte og få hvilet ud, inden de fortsætter rejsen.
Her er det muligt at få opladet sin mobil-telefon, at få vasket noget af rejsesveden af kroppen og få et overblik over potentielle ruter videre sydpå.
Michaela Saltos kommer fra den nærliggende ecuadorianske olieby Nueva Loja. Som frivillig i Ecuadoriansk Røde Kors tager hun imod migranterne, der kommer ind over grænsen fra Colombia.
”De kommer i stort antal hver dag, og de har alle sammen brug for hjælp,” siger hun.
Køen af mennesker bliver længere, hver gang en bus fra grænseovergangen ankommer og læsser de senest ankomne venezuelanere af.
”Vi er her for at stå til rådighed for dem, der har brug for det. Intet andet. Vi er ikke interesseret i politik, men kun i at hjælpe vores naboer,” siger hun og fortsætter:
”Dette ikke en politisk, men en humanitær opgave. Derfor står vi her som frivillige.”
Blandt ecuadorianere hører man, at den fælles historie, der deles i denne del af Latinamerika, er en af grundene til, at grænserne stadig står åbne, og at migranterne bliver taget imod med nogenlunde åbne arme – at der er tale om et broderfolk.
”Venezuelanerne er vores naboer, og det er vores pligt at hjælpe dem,” siger Michaela Saltos.
En mand sidder i mørket i den gamle kirke La Iglesia de El Sagrario i centrum af den ecuadorianske hovedstad, Quito, med tre farvede stearinlys mellem sine sammenfoldede hænder. Mens præsten forkynder evangeliet, ridser manden navnene på de familiemedlemmer, som han har efterladt i hjemlandet ind i stearinen.
Fernando Mejia er uddannet system- ingeniør og har tilbragt to år som migrant i Ecuador.
I genskæret fra det guldbelagte alter fremsiger han en stille bøn i kirken, inden han går ud af kirkens massive træporte.
Selvom hele regionen deler den samme katolske tro, er det ikke nødvendigvis en selvfølge, at man oplever næstekærlighed som migrant i Ecuador. Fernando Mejia føler ikke, at der er meget solidaritet at hente, hvis man er fattig, taler med accent og er brun i huden.
”Jeg oplever en del diskrimination i Ecuador, og også i kirkerne kan man være udsat for racisme. Der er en del præster, der ikke engang vil lukke farvede ind i kirken,” siger han og niver sig i sin brune underarm, men takker nej til at blive fotograferet.
I Venezuela har den magtfulde katolske kirke været i opposition til Nicolás Maduros styre og advaret om, at præsidenten er ved at transformere landet til et militærdiktatur. Til trods for den diskrimination, som Fernando Mejia oplever, har katolske dissidenter fra hele Latinamerika anmodet om, at der bliver udvist solidaritet med de flygtende åndsfæller fra Venezuela.
”Jeg har arbejde her, og mit liv er langt bedre, end det var derhjemme, men derfor bliver jeg alligevel ikke opfattet som ligeværdig,” siger han og fortsætter:
”Men jeg bliver her i Ecuador, og det vil jeg gøre, indtil mine bønner bliver hørt, og der vil komme fred og ro i mit hjemland.”
Mellem osende biler ved en udkørsel til en af de hovedveje, der går ud af bjergbyen Cuenca, går Edwin Chorrio rundt og sælger karamelliserede peanuts, der smager af en dansk gågade ved juletid. Hele hans familie befinder sig stadig i Venezuela, men han er i daglig kontakt med dem.
”Jeg er den ældste i søskendeflokken, og derfor tog jeg af sted. Det var ikke længere muligt for mig at finde arbejde derhjemme, men som den ældste har man et ansvar,” siger han.
Selvom hans far stadig har arbejde som sikkerhedsvagt og formår at brødføde familien hjemme i Venezuela, blev Edwin Chorrio som den ældste søn nødt til at tage syd-på for at søge lykken.
Han kommer fra landets næststørste by, Maracaibo, men han har nu befundet sig i Ecuador seks måneder. Han har dog ikke planer om at blive i landet, og derfor befinder han sig i Cuenca, der ligger i den sydlige del af Ecuador.
”Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg bliver i Ecuador, men afhængigt af situation kommer det nok ikke til at blive længe,” siger han.
Edwin Chorrio planlægger at tage videre til Peru, hvor han kender flere eksilvene- zuelanere. I Ecuador har han kun få bekendte.
Selvom mange venezuelanere bliver i Ecuador, tager langt størstedelen af dem videre mod Peru, Chile og Argentina, og når man taler med migranterne, drømmer mange om Lima og Buenos Aires.
”Nogle gange kan det ecuadorianske politi godt være lidt hårde ved os venezuelanere,” siger han og fortsætter:
”Men så længe jeg arbejder, oplever jeg ikke noget negativt fra almindelige ecuadorianere. Jeg tror dog, at livet vil kunne blive bedre for mig i Peru.”