Tre skud, der ændrede alt: Personlig beretning fra da en generation af israelere fik frataget håbet

I dag for 25 år siden blev Israels premierminister, Yitzhak Rabin, skudt og dræbt efter en stor demonstration i Tel Aviv, hvor Kristeligt Dagblads korrespondent var til stede. Attentatmanden var en jødisk, religiøst motiveret modstander af en palæstinensisk stat i det bibelske land. Han dræbte Rabin for at standse fredsprocessen. Og det lykkedes

Dalia Rabin tænder et lys til minde om sin far på Rabinpladsen i Tel Aviv, hvor der ved en mindehøjtidelighed den 29. oktober blev tændt 25.000 lys. – Foto: Corinna Kern/Reuters/Ritzau Scanpix.
Dalia Rabin tænder et lys til minde om sin far på Rabinpladsen i Tel Aviv, hvor der ved en mindehøjtidelighed den 29. oktober blev tændt 25.000 lys. – Foto: Corinna Kern/Reuters/Ritzau Scanpix.

Fotograferne var enige om, at aftenens billede var premierminister Yitzhak Rabin, der holdt sin livslange politiske rival, udenrigsminister Shimon Peres, om skulderen og med rusten stemme sang med på ”Shir Hashalom”, fredens sang.

Journalisterne var enige om, at demonstrationen var lykkedes over al forventning. Hundredtusinder af israelere var mødt op for at støtte regeringen. Og for at sige nej til oppositionens beskyldninger imod premierministeren om landsforræderi for Oslo-fredsprocessen med palæstinenserne. Voldstruslerne var så konkrete, at dusinvis af skarpskytter hele aftenen var posteret på tagene rundt om Tel Avivs rådhusplads.

Pressen fulgte ikke ministrene til bilerne. Der var ingen adgang. Efterretningstjenesten havde erklæret området bag rådhuset ”sterilt”. Men ingen af de mange betjente og agenter bemærkede en ung mand med kalot i blå t-shirt lænet op ad en blomsterkumme få meter fra trappen, hvor Rabin kom ned. Tre skud klingede ud. Betjente overmandede attentatmanden. Han smilede bredt. Livvagter skubbede den sårede Rabin ind på bagsædet af tjenestebilen. Det hele var forbi på sekunder.

Rygtet spredte sig som steppeild. ”Rabin er blevet skudt.” Men ingen havde set det ske.

”Israels regering meddeler rystet, med stor bedrøvelse og dyb sorg, at premierminister og forsvarsminister Yitzhak Rabin er død, myrdet ved et attentat her til aften i Tel Aviv. Æret være hans minde,” læste Rabins kontorchef den korte officielle meddelelse op ved indgangen til Ichilov-hospitalet.

De hundredvis af mennesker samlet udenfor brød spontant ud i et langt jamrende klagehyl: ”Neeeej!”. Korrespondenterne på live-positionerne var mundlamme. Det var den 4. november 1995. En tv-studievært kiggede på sit armbåndsur. Klokken var 23.15.

Et politisk attentat havde forandret Israel for altid. Chokket var enormt. Tårerne strømmede. Sorgen var bundløs. Det var, som havde jorden åbnet sig. Rådhuspladsen skiftede navn til Rabinpladsen. I dage og uger samledes mennesker dér døgnet rundt. Chokerede unge fyldte rådhusets mure med sorgfuld graffiti, sad på jorden, tændte lys, spillede, sang og græd.

Morderens motiv, attentatets årsag og konsekvenser blev endevendt. Oppositionslederen, Likud-formand Benjamin Netanyahu, havde raset imod Oslo-aftalens plan om en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. Modstandere af fredsprocessen havde under protester råbt ”død over Rabin” og lavet plakater med Rabin som skydeskive, med palæstinensisk keffiyeh-tørklæde og i SS-uniform. Radikale rabbinere havde erklæret Rabin dødsens for forræderi imod det gudgivne land.

”Jeg kæmpede så længe, der ikke var nogen mulighed for fred. Det er der nu, og den chance skal udnyttes,” sagde eksgeneralen Yitzhak Rabin den skæbnesvangre aften og takkede hver enkelt for at være mødt op for at demonstrere støtte til den chance.

”Ved sin død testamenterede han os freden,” står der på mindesmærket af rå basaltsten på det sted bag rådhuset, hvor Rabin sank sammen. Bag en plexiglasplade ses noget af graffitien fra dengang på rådhusmuren. Ordene er falmede, men ”undskyld” og ”fred” springer stadig i øjnene. I 2020 virker det anakronistisk.

Den afgrundsdybe kløft mellem fredsfløjen og dens modstandere er aldrig forsvundet. Det er umuligt at stå samlet om en myrdet leder, når bevæggrunden for mordet er en del af den politiske uenighed. Og hvert år omkring mindedagen for Yitzhak Rabin blusser diskussionen op.

Højrefløjen fastholder, at den nationalreligiøse morder var et vildskud og alene om attentatet. Center-venstrefløjen fastholder, at oppositionens hadefulde trusler støttet af rabiate rabbinere bærer ansvar for det politiske mord.

I de 25 år siden mordet er en ”fredelig løsning” af den territoriale konflikt med palæstinenserne erstattet med ”fred for fred” med fjerne naboer.

I 15 af de 25 år har Benjamin Netanyahu, der er under tiltale for korruption, bestikkelse og mandatsvig, været premierminister.

Den generation af israelere, der for 25 år siden tændte lys på Rabinpladsen og følte, at håbet var blevet taget fra dem, kræver nu hver lørdag Netanyahus afgang for at få demokratiet og håbet tilbage.