Da den kristeligt demokratiske forbundskansler, Angela Merkel, og hendes udfordrer, socialdemokraten Martin Schulz, under en tv-duel for nylig blev spurgt, om de havde været i kirke samme dag, var svaret nej, men Schulz tilføjede foran godt 16 millioner seere: ”Vi har vel begge bedt en stille bøn”.
Under en duel mellem de øvrige partier et par dage efter sagde miljøpartiet De Grønnes spidskandidat, Cem Özdemir, til Joachim Hermann fra CSU, det bayerske søsterparti til Merkels CDU, at han var opvokset i en muslimsk familie i Tyskland, men havde haft en kristen religionslærer, som havde lært ham at ”respektere skaberværket”. Han brugte det religiøse begreb til at udfordre sin modstander: ”Hvorfor er det så svært for CSU at bevare skaberværket?”.
En lang række toppolitikere såsom kansleren selv betoner vigtigheden af deres kristne tro, og den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Andrea Nahles har sagt, at hun kun er i SPD ”på grund af Jesus Kristus”.
Religion spiller med andre ord en langt større rolle i tysk end i dansk politik, påpeger Karsten Voigt, som har været medlem af SPD i 55 år og blandt andet er sit partis tidligere udenrigsordfører. Men det er primært det islam- og indvandrerkritiske Alternativ for Tyskland, der forud for valget har forsøgt at profilere sig som Tysklands sande kristne konservative parti og eksempelvis har advaret imod at udvande landets kristne identitet.
”Det er ikke sådan, at folk render rundt i Forbundsdagen og konstant siger, at de er kristne. Faktisk tværtimod. Men der er en stor påvirkning. Hvis man sammenligner med for eksempel Frankrig, hvor alle lægger vægt på det sekulære, eller USA, hvor religionen især fra konservativt hold ofte bruges til at retfærdiggøre sig, så ser man hos os en prægning, hvor kirkerne aktivt deltager i den demokratiske, politiske diskurs, og hvor folk slet ikke har et problem med at forklare sig ud fra enten et traditionelt religiøst eller et filosofisk ståsted,” siger Karsten Voigt, som selv har en baggrund i den protestantiske ungdomsbevægelse.
Han henviser til Schulz’ tv-kommentar om bøn:
”Det har jo ikke vakt opsigt i den tyske presse. Nogen har skrevet om det, men udtalelsen bliver ikke opfattet som en sensation.”
Miljøpartiet De Grønne var allerede ved stiftelsen i 1980 blandt andet præget af venstre-protestantiske strømninger, det socialdemokratiske parti i DDR blev grundlagt af præster, og selvom kristne er et mindretal i venstrepartiet Die Linke, som er en udløber af DDR’s ateistiske SED, bekender partiets eneste ministerpræsident, Bodo Ramelow i Thüringen, sig som aktiv kristen. Når tyskerne på søndag går til valg, er der med CDU, CSU og Bündnis C tre kristne partier på stemmesedlen.
”Den politiske kultur i Tyskland har forandret sig gennem de seneste årtier, men troen er en fast komponent i efterkrigstidens politiske kultur, hvor man står ved den som etisk rettesnor til at forklare og udforme sin politik. Det er ikke noget, man hæfter sig ved. Det gik først op for mig ved at opholde mig i andre lande, hvor vigtig den kristne forankring er hos os,” siger Karsten Voigt.
Ikke alle er dog begejstrede for politikernes betoning af kristentro. Heike Faller, der skriver for ugeavisen Die Zeits magasin, beskriver Schulz’ ord om bøn som en pinlig ”troskonkurrence” mellem ham og kansleren, som ligger i forlængelse af de seneste 10 års forandring af tidsånden, hvor stadig flere kendte mennesker, som ellers aldrig har talt om religiøs tro, bekender deres tro i offentligheden.
”Bekendelse til en tro præsenteres på samme måde som klaverspil, ægteskaber, bordskik og gammeltestamentlige fornavne. Måske er det det, der berørte en på en så komisk måde under kansler-duellen. Trosbekendelser har formentlig til hensigt at virke som noget tidløst og traditionelt, men de er egentlig bare moderigtige,” skrev hun i sidste uge i Zeit-Magazin.
Når tyske politikere så naturligt inddrager det kristne tankegods, skyldes det dog også, at de tyske hovedkirker i årene efter nazi-regimets sammenbrud har fungeret som et moralsk kompas for Tysklands politikere.
Det mener Wolfgang Thielmann, protestantisk præst, forfatter og tidligere redaktør for Christ und Welt, ugeavisen Die Zeits sektion om tro og religion. De tyske kirkedage, som blev etableret efter Anden Verdenskrig og i år tiltrak 100.000 mennesker, er først og fremmest et politisk debatforum med kirken som vært, påpeger han. Katolske og protestantiske kirkeledere lægger også en opgave i at opfordre befolkningen til at stemme og retter kritiske spørgsmål til partierne om deres motiver.
”Efter Det Tredje Rige fik kirken til opgave at have et kritisk øje på staten for at sikre, at en lignende katastrofe ikke gentog sig, og kirken har for eksempel forholdt sig kritisk til genoprustningen. Det har givet kirken en bredt accepteret rolle som det tyske samfunds samvittighed, hvilket også afspejler sig i det politiske liv,” siger han og tilføjer, at cirka 46 ud af 83 millioner tyskere er medlem af en af hovedkirkerne.
Meget handler dog om at ville tækkes traditionelle vælgere, mener lektor Moritz Schramm, som ved Syddansk Universitet forsker i tysk kultur og historie.
”Jeg tror ikke, at troen fylder så meget igen. Det er slet ikke ligesom i USA. Men de fleste politikere er nok opmærksomme på, at de ikke vil skubbe de mere kristne vælgere fra sig og inkluderer derfor gerne nogle henvisninger til religionen og troen. De forskellige kristne miljøer er en del af Tyskland, og det afspejler sig også i politikerne. Men man skal ikke overdrive religionens betydning, vil jeg mene,” siger han.