I Sakalas Gorodeckis’ skur står en nødgenerator, som han løbende tester. Ved siden af står tre grønne dunke klar til at blive fyldt med benzin. Han er forberedt. Hvis konflikten i Ukraine eskalerer, frygter han for, hvad der kommer til at ske i Litauen.
Han tilhører den generation i Litauen, der stadig kalder Rusland for Sovjet, når han taler om de aktuelle geopolitiske spændinger. Sakalas Gorodeckis nåede at være en del af den sovjetiske hær, før han blev en del af det litauiske hjemmeværn i 1991. Han arbejdede en kort overgang i det litauiske forsvarsministerium, så han kender alle smutvejene, siger han med et glimt i øjet. I dag arbejder den 53-årige litauer som virksomhedskonsulent i Vilnius.
”Før i tiden gik grænsen til Sovjet tættere på Danmark. Da Sovjetunionen kollapsede, flyttede linjen til Litauens grænse. Og lige nu lever vi ved den geopolitiske skillelinje ikke mange kilometer herfra,” siger han og peger ud i luften mod grænsen til Belarus.
De seneste måneders eskalering af konflikten i Ukraine, hvor Rusland ifølge flere kilder nu er oppe på at have 140.000 soldater samlet i grænseområdet, har fået litauerne til spærre øjnene op. De politiske spændinger med Belarus, eksklaven Kaliningrad i baghaven og konstante trusler fra Rusland har gjort mange litauere bange for, at hvis først Rusland krydser grænsen til Ukraine, kunne de så være de næste i rækken?
Danmark ”bidrager til trygheden”
Derfor har de fire F-16 fly, som Danmark ekstraordinært har sendt til flybasen i Šiauliai i det nordvestlige Litauen, fået stor opmærksomhed både her i landet og hjemme i Danmark. Senest var udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i den forgangne uge på besøg i Litauen for blandt andet at besøge de udsendte danske tropper.
”Vi vil ikke tolerere, at luftrummet over vores allieredes territorium krænkes, ligesom vi heller ikke tolererer, at vores eget luftrum krænkes. Vi skal gøre vores for, at befolkningen i Natos territorium føler sig trygge. På den måde bidrager vi også til trygheden for alle danskere,” lød det fra udenrigsministeren i hans takketale til de omkring 60 mænd og kvinder, der har taget en ekstra tur til den litauiske luftbase.
De fire fly skal være en del af Air Policing-missionen i Baltikum, hvor i alt 12 fly patruljerer luftrummet over Estland, Letland og Litauen. Missionen har kørt med otte fly siden 2004, da de tre baltiske lande blev en del af EU og Nato, og med Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø i 2014 tilføjede Nato yderligere fire.
De baltiske lande har ikke selv et luftvåben, og derfor er de taknemmelige for, at Danmark træder til i det tomrum, der ellers ville være. I høj grad også på grund af det signal, det sender til både de øvrige Nato-styrker og til Rusland.
Regeringen er ikke klar
For danskere er det måske svært at forestille sig, hvad det er, litauerne er bange for. Men man skal huske, at den sovjetiske besættelse varede næsten 50 år frem til 1991, og alle over 35 år kan huske, hvordan det var. Den følelse sidder stadig i rigtig mange, selvom litauerne gerne vil glemme den mørke periode, hvor man ikke var herre i eget hus. Men det er svært.
Derfor er det også svært for mange litauere at beskrive, hvad de konkret frygter. ”Krig” er et vidt begreb i en moderne verden. For nogle handler det om, at de russiske styrker, der fysisk befinder sig i Belarus, vil bevæge sig mod nord og sammen med styrker fra den russiske Kaliningrad-eksklave fra vest indtage Litauen.
For langt flere handler det om mere sofistikerede angreb, hvor Rusland for eksempel lukker for gassen, der i stor stil bruges i det litauiske el- og varmesystem, eller udfører et cyberangreb, hvor hele banksystemet går ned.
Truslen for alvorlige ukonventionelle angreb er reel. Senest da migranter sidste efterår væltede ind over grænsen til Letland, Litauen og Polen fra Belarus, var især Litauen hurtig til at kalde det et hybridangreb, men man var ikke klar. Derfor er det blandt andre Sakalas Gorodeckis’ bekymring, at den litauiske regering heller ikke er klar, hvis Rusland forsøger sig med et reelt militært angreb.
”Jeg er bange for, at staten ikke vil være klar til at mobilisere alle ressourcer for forsvaret og for opretholdelsen af det normale liv. Og vores problem er, at vi bor få kilometer fra en potentiel fjende,” siger han om Belarus.
Tomas Zigutis er til gengæld ikke bange. Han er 22 år og i gang med sin bachelor i statskundskab på Vilnius Universitet. Faktisk var det Ruslands annektering af Krim, der vækkede hans politiske interesse, så også nu følger han konflikten tæt.
”Vi har en meget aggressiv nabo, der ikke er bange for at bruge magt mod dem, der ikke er enige med ham. Men ærlig talt så føler jeg mig sikker, fordi vi er en del af Nato, og vi har styrker, som forbereder sig på at forsvare Litauen,” siger han, da Kristeligt Dagblad møder ham på en café i Vilnius.
Den unge studerende forstår sådan set godt, at nogle litauere er nervøse for, hvad en eskalering af situationen kan betyde for Litauen. Men ligefrem at begynde at gemme penge under madrassen eller teste nødgeneratoren ser han ingen grund til.
”Jeg synes, at sådan noget bare er med til at spille sig ind i Ruslands spil, fordi du destabiliserer dit hverdagsliv, og det hjælper bare russerne til at opnå, hvad de gerne vil,” siger Tomas Zigutis.
For Sakalas Gorodeckis og andre i hans generationen handler det nu heller ikke om at destabilisere hverdagslivet, men mere om at kunne opretholde det i tilfælde af, at det hele bryder sammen. Lige nu kører erhvervslivet, som det skal, men:
”Problemet er, hvis der sker noget mod øst. Samfundet forbereder sig ikke ordentligt på, at problemerne kan komme. Hvis vi ikke gør det selv her, så kan vi ikke stole på, at for eksempel kommunen kommer og hjælper. De vil have deres egne problemer,” siger han.
”Mit håb er selvfølgelig, at jeg aldrig skal tænde min nødgenerator, og at vi skal drikke øl i stedet. Men livet ændrer sig. Regeringen er ikke klar til større problemer, og jeg føler mig ikke tryg.”
Anderledes tankegang i Rusland
Konflikten mellem Nato og Rusland lige nu er stadig på et diplomatisk dialogniveau på trods af, at begge sidder opruster. Senest meddelte den amerikanske præsident, Joe Biden,at USA vil sende 3000 ekstra soldater til Østeuropa.
Selvom også den danske udenrigsminister Jeppe Kofod omtaler den slags oprustning som ”afskrækkelse” og maner til dialog, mener litauerne, at Rusland kun kan forstå magt.
”Det er lidt en EU-stil at være blød og åben og tænke, at ingen vil angribe os. Sovjetrusland forstår kun magt. Og hvis vi kan sige, at vi er magtfulde og kan forsvare os selv, så får vi måske ikke nogen problemer,” siger Sakalas Gorodeckis.
Samme analyse lyder fra hans unge landsmand, Tomas Zigutis, på caféen i Vilnius:
”I Vesten tænker vi rationelt, men det gør de ikke nødvendigvis i Rusland. Vi bør forstå, at de har en meget anderledes tankegang. Med så mange styrker ved Ukraine kan du ikke bare trække dem dertil og så ikke gøre mere. Vi kan ikke vide, hvad der sker,” siger han og tilføjer:
”Hvis der sker en decideret invasion af Ukraine, så tror jeg, at det bliver en mere stresset situation i Litauen. For det viser, at Rusland er ligeglad med afskrækkelsen fra Vesten. Og så vil det blive en mere skræmmende situation, for det vil betyde, at Belarus ikke længere er en uafhængig stat, og så er de meget tæt på Litauen.”
Mens den ældre generation forbereder sig på en hverdag under russisk besættelse, spørger mange yngre sig selv, om de skal flygte til det vestlige Europa eller blive og kæmpe. Tomas Zigutis forstår godt, hvis hans studiekammerater har lyst til at flygte. Selv har han en anden plan.
”Min far er over 50 nu, og jeg har to mindre brødre. Jeg har sagt, at hvis der skulle ske noget, så skal han blive ved familien, og jeg melder mig til militæret og tjener dér,” siger han.
”Jeg elsker mit land og vores historie. Det var ikke noget, jeg behøvede at tænke over længe. Jeg kunne melde mig nu, men det ville gå udover mine studier. Hvis krigen bryder ud, vil jeg helt sikkert melde mig til militæret.”