Trods fremskridt er der lange udsigter til et stabilt Libyen

Det stabile Libyen, som især europæiske politikere håber på for at få hjælp til at standse bådflygtningene, ligger endnu langt ude i horisonten

 Rivaliserende regeringer og et væld af forskellige militser i Libyen betyder, at hverdagen i landet er præget af kaos. Her ses lokale mænd efter fredagsbønnen i havnebyen Misrata. –
Rivaliserende regeringer og et væld af forskellige militser i Libyen betyder, at hverdagen i landet er præget af kaos. Her ses lokale mænd efter fredagsbønnen i havnebyen Misrata. – . Foto: Lorenzo Meloni/Contrasto/ritzau.

De seneste uger har en video fra Libyen cirkuleret på de sociale medier. Den viser 18 mennesker, der knæler på sandjord, i orange fangedragter med sorte hætter over hovederne og med hænderne bundet på ryggen. Maskerede soldater træder frem og skyder de knælende, der falder om.

Optagelsen ligner de rædselsvækkende videoer, som Islamisk Stat, IS, rystede verden med, men den officer, der giver ordren til de summariske henrettelser, er identificeret som Mahmoud al-Warfalli, lederen af specialstyrkerne i Libyens nationale hær, LNA. Den hær, der styres af general Khalifa Haftar, som for nylig var i Paris, hvor han blev modtaget af den franske præsident, Emmanuel Macron, og indgik en internationalt rost aftale om våbenhvile.

Ifølge den arabiske nyhedsstation Al Arabiya, der har hovedsæde i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater, har al-Warfalli retfærdiggjort henrettelserne med, at der var tale om formodede IS-fanger, og at ”det var bevist, at de var involveret i drab, kidnapning, tortur, bombninger”.

FN har tidligere bedt LNA om at stoppe al-Warfalli, og den nye video fik Liz Throssel, FN’s talsperson for menneskerettigheder, til at opfordre LNA til at suspendere ham og lave en undersøgelse.

”Vi er meget bekymrede for, at personer, der bliver taget til fange af LNA, som reelt kontrollerer det østlige Libyen, risikerer tortur og summarisk henrettelse,” sagde hun på et pressemøde.

Der er ellers gjort fremskridt i Libyen de seneste måneder. Efter at have været et land i krig og kaos, siden diktatoren Muammar Gaddafi faldt i 2011, ligger der nu en aftale om våbenhvile og valg til næste år. Der er enighed om et forslag til en forfatning, som skal til folkeafstemning. Islamisk Stat ser ud til at være fordrevet fra store byer som Benghazi, hvor lufthavnen lige er åbnet igen, og produktionen af olie er atter oppe i omdrejninger.

Men det stabile Libyen, som især europæiske politikere håber og beder om for at få hjælp til at stoppe bådflygtningene, er endnu langt ude i horisonten.

”Mens jeg taler med dig, har vi nu haft strømafbrydelse i fem timer, og vi aner ikke, hvornår strømmen kommer tilbage. Vi har strømsvigt hver dag, og der har ikke været vand i hanerne de seneste tre dage. I 40 graders varme,” fortæller Mustafa Fetouri, analytiker for den mellemøstlige nyhedsside Al-Monitor, fra den libyske hovedstad, Tripoli.

”Politisk er der sket positive ting, men der er meget store problemer at slås med i dagligdagen. Mangel på sikkerhed og mad. Priserne på almindelige fornødenheder er meget høje. Altsammen problemer, som er nødt til at blive løst,” konstaterer Fetouri fra hovedstaden, hvor det er almindeligt at se folk stå i lange køer for at få benzin og andre varer.

Eller som den internationalt prisbelønnede fredsaktivist Asma Khalifa, der bor i Sverige, men ofte er i Libyen, fornylig sagde i et interview med avisen Arbejderen:

”Det er ligesom det vilde vesten, nu i 2000-tallet. Et komplet kaos. Der findes tre regeringer, 1000 forskellige væbnede grupper, og så har vi IS og al-Qaeda. Der findes ingen sikkerhedsstyrker eller politi til at beskytte civile.”

I Tripoli sidder det FN-støttede regeringsråd med Fayez Sarrad i spidsen. Rådet har opbakning fra en række militser og råder over den for Europa så vigtige kystvagt, der kontrollere udsejlingen til Middelhavet, men står svagt militært.

En anden magtfaktor, også med base i Tripoli, er den rivaliserende regering for nationens redning med Khalifa Ghwell som leder. Den fik oprindeligt støtte fra Libysk Daggry med islamistiske grupper og en række militser, men har efterhånden mistet indflydelse og opbakning, selvom den stadig gør livet surt for Fayez Sarrad og obstruerer hans forsøg på at lede landet. Der var så sent som i juli kampe mellem militser loyale over for henholdvis Sarrad og Ghwell.

Der er også stadig en vrimmel af enerådende stammer, militser og andre bevæbnede grupper, der skifter loyalitet efter forgodtbefindende, men den største udfordring for Sarrad og hans regeringsråd sidder i det østlige Libyen.

Det er den såkaldte Tobruk-regering og dens støtteparlament, der ikke har anerkendt Sarrad. Tobruk-regeringen er nemlig allieret med general Haftar, der får støtte fra især Egypten og efterhånden har fået militær kontrol med i hvert fald to tredjedele af landet. Han siger selv tre fjerdedele.

Så generalen er ikke længere til at komme udenom, og efter at have været afvist af det internationale samfund bliver han nu omfavnet.

Den nye FN-udsending i Libyen, libaneseren Ghassan Salamé, forklarede det internationale holdningsskift således, da han var i Rom i sidste uge:

”Haftar har indflydelse på en del af Libyen og støtte blandt libyere, og han kan have politiske såvel som militære ambitioner, så det vil ikke være realistisk at ignorere sådan en faktor.”

Med til det i forvejen svært overskuelige billede af Libyen hører, at Muammar Gaddafis søn, Saif Gaddafi, fornylig blev løsladt fra sit fangenskab hos en milits, med opbakning fra general Haftar, som vil få brug for hans støtte, hvis han beslutter sig for at forsøge at vinde et valg og en præsidentpost. Hvis ikke Saif Gaddafi selv ender med at stille op.

”Jeg er sikker på, at han vil komme til at spille en rolle,” siger Mustafa Fetouri om den 45-årige Gaddafi.

”Han har stadig stor opbakning blandt mange libyere, og uden ham vil det være meget svært at få en national forsoning mellem stammerne. Hvis han får lov til det, vil han komme til at spille en afgørende rolle i processen, og skulle han ende med at stille op til valget, så tror jeg, at han vil vinde det.”

Det store spørgsmål for mange europæere – migranter og flygtninge – fylder ikke meget på den libyske dags-orden.

”Det er ikke en prioritet for os. Vi har levet med det problem i rigtig lang tid,” siger Fetouri.

Han kalder den europæiske bekymring for situationen for migranterne i de libyske fængsler og detentionscentre for ”hyklerisk”.

”De fleste europæiske lande ser ud til at være ligeglade med, hvad der sker med migranterne, bare de ikke kommer til Europa,” siger Fetouri, som ikke ser nogle muligheder for, at Libyen kan forbedre forholdene.

”Nej, det er jeg bange for, at der simpelthen ikke er resourcer til.”

Hans ord sættes i relief af en rapport fra FN’s Børneorganisation Unicef, der slår fast, at over en halv million libyske børn har brug for akut hjælp. Op mod 200.000 børn har ikke adgang til rent drikkevand, og flere mangler undervisning. Over 500 af landets skoler kan ikke bruges, fordi de er ødelagte eller bliver brugt til at huse nogle af de hundredtusinder af libyere, der stadig er internt fordrevet.