Selvom det endelig valgresultat muligvis først vil blive offentliggjort i løbet af onsdagen, har resultatet af mandagens israelske parlamentsvalg – det tredje siden april sidste år – været klart fra det øjeblik, at tre tv-stationer offentliggjorde deres valgstedsmålinger, da valgstederne lukkede klokken 22 mandag aften..
Valgets store sejrherre er – igen – Benjamin Netanyahu, premierministeren gennem de seneste 11 år. Trods korruptionstiltalerne i tre forskellige sager er den 70-årige ”Bibi” Netanyahu ubestrideligt den populære mand, som flest israelere mener, egner sig bedst til at styre landet. Hans parti, Likud, vinder uanset, hvordan soldaternes, søfolkenes, de indsattes, de coronaramtes og diplomaternes stemmer, der altid tælles sidst, fordeler sig.
Men som resultaterne ser ud, efter at 97 procent af stemmerne er talt op, har Netanyahus Likud sammen med de øvrige partier i de såkaldte højreblok – igen – ikke nok mandater til omgående at kunne danne en regering. Likud er landets største parti med 36 mandater. Netanyahu betragter det som en sejr, fordi det er en fremgang på fire mandater siden valget i september og til trods for, at han i november blev tiltalt for korruption. Netanyahus støttepartier er det sefardisk-ortodokse jødiske parti, Shas, det azkenasisk-ortodokse Toraparti og det nationalreligiøse bosætterparti, Yemina. Tilsammen har højreblokken nu 59 mandater, men for at danne en flertalsregering kræver det mindst 61 af Knessets 120 medlemmer.
Overfor Likuds fremgang står den såkaldte centrum-venstreblok. Den ledes af partiet Blå-Hvid med den tidligere forsvarschef Benny Gantz i spidsen. Partiets styrke er faldet støt, siden det blev dannet op til valget i april sidste år med det ene formål at udgøre et alternativ til Netanyahu, men det er med 32 mandater stadig landets næststørste parti. Blokken består desuden af Israels tredjestørste parti, den hovedsageligt arabiske Fælleslisten, og valgforbundet mellem det socialdemokratiske Arbejderparti, det liberale Gesher og det socialistiske Meretz-parti. Centrum-venstreblokken har samlet 54 mandater.
Det springende punkt i regnskabet er den tidligere forsvarsminister Avigdor Lieberman, der holdningsmæssigt tilhører højreblokken, men som allerede ved valget i april sidste år meddelte, at han ikke ville støtte eller sidde med i en Netanyahu-regering med de ortodokse partier. Hans parti Israel er vort Hjem får syv mandater. Og uden disse har ingen af de to blokke – hvis de vil fastholde blokkene – mulighed for at danne regering.
Valgresultatet har givet årsag til jubel hos Likud, hvor Netanyahu i sin sejrstale fastslog, at ”sejren er så meget desto sødere, fordi det var mod alle odds (læs: korruptionstiltalen) og alle allerede havde erklæret os for politisk døde. Det er lykkedes os at lave citroner af limonade (læs: gøre det umulige)”.
Også Fælleslistens fremgang på to mandater kommenteres af sociologen og direktør i Abraham Initiativet, Thabet Abu Ras, som et bevis for, at ”arabisk israelske borgeres krav om lige rettigheder ikke mere kan overses”. Mens den verdenskendte israelske forfatter David Grossman, der hører til den israelske venstrefløj, begræder valgresultatet som ”et af de øjeblikke i en nations liv, hvor man står stum og ikke forstår, hvordan kunne det ske”.
Men netop fordi tallene slet ikke går op, må man forudse endnu en lang proces med regeringssonderinger. Sideløbende med den politiske proces vil der være den juridiske side af sagen. Borgerretsgrupper bad allerede længe før valget højesteret om at forholde sig til, hvorvidt præsidenten kan udpege en korruptionstiltalt til forhandlingsleder. Dengang udskød højesteret sagen som hypotetisk. Den vil nu blive rejst.
Hertil kommer, at de tre korruptionssager mod Benjamin Netanyahu bliver indledt om to uger. Den 17. marts skal han møde op i retten i Tel Aviv og høre anklagerne om svig, mandatsvig og bestikkelse i de tre forskellige sager blive læst op.
Ikke desto mindre diskuteres det voldsomt i israelske medier, hvordan en eventuel regering kan komme til at se ud. Der opregnes flere forskellige scenarier:
Der tales om, at det måske vil kunne lykkes Netanyahu at lokke eventuelt svage sjæle fra centrum-vestreblokken til at slutte sig til en koalitionsregering til gengæld for en ministerpost eller mindre.
Den mere realistiske løsning, vurderer mange kommentatorer, vil være, at Gantz og Blå-Hvid stik imod sine valgløfter beslutter at indgå i regering hen over midten med Netanyahu. Det kan betyde en splittelse i Blå-Hvid, men kan også indebære et løfte til Gantz om, at han overtager premierministerposten, hvis Netanyahu bliver tvunget til at hellige sig retssagen. Eller andre finurlige løfter om en form for ”vi deler i porten”-aftale, som BlåHvid vil finde attraktivt over for udsigten til endnu et valg.
Der kan i en sådan aftale også være gemt den mulighed, at Benjamin Netanyahu indgår en form for forlig med anklagemyndigheden, hvor han imod helt at forlade aktiv politik undgår at blive dømt for sine forseelser og dermed undgår fængsel. Det er en mulighed, som der efter sigende er blevet arbejdet på imellem justitsministeriet og premierministerens advokater i mange måneder.