Har man fulgt de seneste ugers tyske valgkamp, har man kunnet få det indtryk, at alt i Tyskland er i opbrud. At tyskerne har forladt deres tilhørsforhold, har vendt de traditionelle folkepartier ryggen og er vandret hid og did i det partipolitiske landskab. En formodning, som understøttes af, at hele 40 procent af tyskerne få dage inden valget ikke vidste, hvad de skulle stemme på. Dertil kommer, at sekulariseringen breder sig, og de tyske kirker bløder medlemmer i det traditionelt stærkt kristne land. Kort sagt: Forandring, omvæltning, traditionstab.
Men ser man på resultatet af sidste søndags forbundsdagsvalg, må man konstatere, at det ikke er tilfældet. For tager man et aktuelt kort over, hvordan tyskerne har stemt, og sammenligner det med et 100 år gammelt kort over, hvordan tyskerne fordeler sig i katolikker og protestanter, er de to kort næsten identiske.
Sagt mere præcist: Det kristendemokratiske CDU og dets bayerske søsterparti CSU blev den stærkeste kraft i de katolske områder i Sydtyskland og det vesttyske Rhinland. Det socialdemokratiske SPD blev stærkeste kraft i det protestantiske og i høj grad sekulariserede Nord- og Østtyskland og i den traditionelle vesttyske kulmineregion Ruhr.
”Fascinerende, hvordan trossamfundene i Tyskland trods al sekularisering og alle brud stadig præger os den dag i dag,” konstaterer dagbladet Die Welts stedfortrædende chefredaktør Robin Alexander på Twitter.
Selvom andelen af ikke-religiøse i dag udgør den største ”religiøse” gruppe i Tyskland, spiller det historiske tilhørsforhold til kirkerne stadig en vigtig rolle for, hvordan folk stemmer. Det bekræfter Frank Bösch, historieprofessor ved Universität Potsdam og leder af Center for Samtidshistorisk Forskning (ZZF) i Potsdam.
”Den konfessionelle prægning bestemmer stadig i forbløffende høj grad den traditionelle stemmeadfærd: CDU/CSU har flere katolske vælgere end protestanter, og de klarer sig særligt dårligt blandt de konfessionsløse. Derfor er CDU/CSU særlig svag i øst og i nord. De taber dog vælgere blandt alle tre grupper,” siger han om den afgående kansler Angela Merkels parti, der med CDU-formand Armin Laschet i spidsen fik sit værste valg i efterkrigstiden.
Miljøpartiet De Grønne fik derimod sit bedste resultat ved et forbundsdagsvalg nogensinde og har dermed forstyrret den hidtidige farvelære bestående af rød – SPD – og sort – CDU – på det tyske landkort, tilføjer Bösch.
”De Grønne repræsenterer ofte positioner tæt på kirken, og det forklarer deres succes i Sydtyskland og især blandt kvinder, som oftere har en kirkelig tilknytning,” siger han.
Mere kultur end konfession
Men selvom de konfessionelle bånd stadig er til stede, viser den langsigtede tendens klart, at de mister indflydelse. Det mener Volker Resing, historiker, forfatter og chefredaktør for det katolske tidsskrift Herder Korrespondenz:
”Det er svært at vurdere, om det virkelig er konfessionerne i snæver forstand, eller om det mere handler om århundred-gamle kulturelle og religiøse og også regionale påvirkninger. Men det, der står fast, er, at kirkernes affolkning og sekulariseringen overalt er megatrends i Tyskland,” siger Resing.
”Et flertal af katolikker stemmer godt nok stadig på CDU, men der bliver færre og færre katolikker,” siger han.
Chefredaktøren peger også på, at grøn er blevet en ny og vægtig farve i det politiske landskab:
”Tag min hjemby Münster, engang meget katolsk, stadig ret katolsk, men i dag en grøn højborg.”
Tyskerne har to stemmer, den første går til en kandidat i valgkredsen, den anden til et parti på listen i delstaten, og det er især i forhold til andenstemmen, at tyskerne fordeler sig efter de gamle konfessionsgrænser (se grafik).
Ser man på fordelingen af andenstemmer ved valget i 2017, fulgte vælgermønstrene dog ikke i samme grad disse grænser. Dengang var det sorte CDU dominerende, mens det røde SPD stod historisk svagt. Det skyldtes i høj grad den populære Merkel, som nu efter 16 år forlader magten, når en ny regering er på plads. Ved valget i søndags genvandt SPD under Olaf Scholz terræn i nord og øst og blev med et lille forspring Tysklands stærkeste parti.
Fortsat kirkelig forankring
Tyskland er mere end noget andet land præget af, at man siden Reformationen har været delt i protestantiske og katolske områder og derfor måtte finde religiøse kompromiser efter Tysklands samling i 1871. Det forklarer Wolfgang Thielmann, protestantisk præst, forfatter og skribent ved Christ und Welt, ugeavisen Die Zeits sektion om tro og religion.
”Kompromiset begrænsede især de katolske krav på dominans over politik. Staten måtte afstå fra at give politisk udtryk for en fælles sandhed, som blev legemliggjort af kirken, sådan som det var tilfældet i konfessionelt ensartede lande. I de enkelte regioner blev der imidlertid som følge heraf dannet stærke konfessionelle kulturer,” siger han.
Tyskland oplevede aldrig et hårdt og voldeligt opgør med religionen som i Frankrig, der med al magt brød med katolsk dominans. I Tyskland var der et forsigtigt opbrud, som blev afbrudt, da man efter Anden Verdenskrig vendte tilbage til kirkerne for at have et sted at stå i den moralske genopbygning af landet. Siden er kirkernes sociale og diakonale organisationer udover staten blevet de største arbejdsgivere i Tyskland. Og ansatte i kirkerne og deres foreninger banede vej for den grønne bevægelse.
”Kirkernes miljøer er dybt forankret og har en langvarig virkning, selvom kirkernes indflydelse i hverdagen kun er lille,” siger Wolfgang Thielmann.