Prøv avisen

Troen blev væk for moder Teresa

Breve fra nonnen og Nobelprismodtageren moder Teresa viser, at hun i årtier var fortvivlet over at befinde sig i et religiøst mørke. – Foto: .

Verdens mest berømte nonne var et lysende eksempel for andre, men levede selv i åndeligt mørke. Nye detaljer om moder Teresa får dog næppe konsekvenser for hendes helgenkåring

Hidtil ikke offentliggjorte breve fra moder Teresa afslører nu, at en af verdens mest kendte religiøse skikkelser i mere end 50 år ikke oplevede nogen kontakt med Gud. Tværtimod giver hun udtryk for, at troen, håbet og kærligheden er forsvundet ud af hendes liv.

Det amerikanske ugemagasin Time bragte i fredags dele af brevene fra moder Teresa, og om en uge udkommer de alle i bogform. Brevene fra den albansk fødte nonne, som modtog Nobels fredspris i 1979, giver ifølge magasinet et enestående og til tider rørende indblik i hendes religiøse liv. Det var ellers hendes ønske, at brevene skulle destrueres efter hendes død for 10 år siden, men det ønske har den katolske kirke valgt ikke at følge.

Kirken er midt i processen med at helgenkåre grundlæggeren af hjælpeordenen Barmhjertighedens Missionærer, og i går kommenterede hendes efterfølger, søster Nirmala, for første gang brevene ved at sige:

Jeg tror ikke, de får nogen indflydelse på helgenkåringen af moder Teresa. Brevene er en del af vor Moders åndelige liv. De viser en sti, som Gud valgte til renselse af hendes indre.

Ikke desto mindre hæfter flere sig ved, at indholdet af moder Teresas breve står i skærende kontrast til det image, hun havde i offentligheden.

kiil@kristeligt-dagblad.dk