Prøv avisen

Troen hjælper ugandiske kvinder til at komme ud af prostitution

Ritah havde i gennemsnit fire kunder om dagen, da hun var tvunget ud i prostitution. Sønnen på to år fik hun med en af sine kunder. - Alle fotos: Sofi Lundin.

I slumområdet Katanga i den ugandiske hovedstad, Kampala, er de fleste af kvinderne sexarbejdere. En lokal kirke er blevet redningen for mange af dem

”Når kunderne nægter at bruge kondom, ligger man bare og beder til Gud om, at de ikke giver én hiv. Mange af kunderne er fulde og betaler slet ikke. Man skal være heldig for at have 5000 shilling (knap ni kroner) på lommen, når man går hjem,” fortæller Ritah Nabandeke på 21 år.

Ugandiske Ritah var blot 15 år, da hun forlod sin familie ude på landet for at prøve lykken i storbyen. I hovedstaden, Kampala, kom hun i kontakt med en ældre mand, som lovede hende skolepenge og husly til gengæld for at udføre småjobs for ham.

Det blev Ritahs første møde med livet som prostitueret. Manden solgte Ritah til flere mænd om dagen, og da hun forsøgte at nægte, blev han voldelig. Ritah flygtede fra manden og påbegyndte snart et nyt liv i et mørkt skur i slumområdet Katanga.

For at komme til Ritahs hus skal man gennem en labyrint af mørke gange, hvor sprutflasker, bananskræller og plasticposer flyder omkring i brunt kloakvand. På skødet af Ritah sidder hendes toårige søn, som hun har fået med en af kunderne.

”Kvinder har ikke mange muligheder for at tjene til livets ophold i Katanga. Når man tjener 3000 shilling (lidt over fem kroner) om dagen for 12 timers arbejde på en bar, er vejen kort til prostitution,” forklarer Ritah, som i gennemsnit havde fire kunder om dagen, efter at hun kom til Katanga i 2012.

Det er en hverdag, som tusindvis af andre kvinder i slummen fortsat sidder fast i.

Katanga er med sine 20.000 indbyggere kendt som kerneområde for prostitution og hiv/aids-epidemien i Kampala. Ifølge den seneste folketælling fra sidste år står enlige kvinder for omkring 90 procent af alle husholdninger i området. Eftersom sexarbejde er forbudt i Uganda, findes der ingen nøjagtige tal over antallet af prostituerede i området.

Ssekyazi Jackson, der er hyret af myndighederne som områdets sikkerhedsvagt, anslår, at flertallet af alle kvinder i alderen mellem 18 og 45 år er sexarbejdere.

”Det er skamfuldt at sælge sex, så de færreste taler åbent om det. De lever et hemmeligt liv bag lukkede døre. I Katanga er hvert femte hus et bordel,” vurderer Jackson.

Det er søndag formiddag, og nogle af Katangas mange barer er allerede fulde af øldrikkende kvinder og khattyggende mænd og unge. Her foregår salget af sex åbenlyst, og barerne er indgangsporten til prostitution for mange kvinder.

Et stykke oppe ad en leret sti bag en garage, hvor mænd i beskidte blå uniformer prøver at få gang i hostende motorer, ligger en bygning, der skiller sig ud i havet af blikskure. Det er The Rescue Mission International Ministry (Redningsmissionens internationale præsteskab): en af de få kirker, der lukker de prostituerede ind.

Kirken bliver drevet af præsten Job Olusegun, som oprindelig er fra Nigeria. For snart ni år siden forlod han sit hjemland for at vise de fattige i Katanga vejen til Gud.

”Jeg havde ellers ingen planer om at forlade mit land. Det var Guds ord, som fik mig til at flytte hertil. Den første tid i Katanga var et mareridt, og jeg spurgte mange gange Herren, om han virkelig mente, at det var her, jeg skulle bo,” forklarer Olusegun om den første tid i slummen.

”De første to år sov jeg ikke en hel nat. Folk havde sex op mod kirkevæggen, og kondomerne fløj ind gennem vinduerne. Piger og kvinder har ikke mange muligheder her, og jeg følte, at noget måtte gøres,” siger Job Olusegun.

Han samarbejder nu med den kristne organisation Samaritan's Purse (Samaritanerens pung) om at få kvinderne ud af prostitution.

Arbejdet har været meget vanskeligere end ventet, og præsten er stødt på modstand fra både lokalsamfund, politi og myndigheder. Det er ikke bare salg og køb af sex, der er forbudt i Uganda. Privatpersoner, organisationer og menigheder, som arbejder for sexarbejdernes rettigheder, bliver forfulgt, chikaneret og anholdt.

”Alle tjener på sexarbejderne, og der er ingen, der ønsker, at disse kvinder skal ændre livsstil. Man sætter livet på spil, når man forsøger at blande sig,” siger han.

Præsten går frem og tilbage over kirkegulvet med en hovedbund, der glinser af sved, mens han formidler sit budskab i en mikrofon:

”Lad os komme væk fra mørket! Lad mørket forsvinde i Guds navn. Forsvinde, forsvinde, forsvinde,” siger Job Olusegun med så høj røst, at det runger i højttalerne.

Ritah står med øjnene lukket, højre hånd over hjertet og venstre hånd op mod kirkens tag. Det er nu fem måneder siden, at hun havde sin sidste kunde. Kirken har hjulpet hende med at finde vej ud af prostitutionen.

”Jeg har fået hjælp til at starte en forretning. Nu sælger jeg kul fra en lille butik, og det rækker til mad og husly. Jeg tjener ikke de store penge, men jeg slipper for livet på gaden. Troen på Gud har reddet mig,” siger Ritah.

Ved siden af Ritah står Tandeka Prossy på 25 år. Ligesom de fleste af kvinderne i Katanga kommer hun fra fattige kår på landet. Som 14-årig flyttede hun sammen med fire andre piger til Katanga. I dag er to af de andre piger døde af aids.

”Der gik rygter om, at der var store penge at tjene her - men det har jeg ikke set meget til. Man sælger sig selv for vand og brød. Mange gange nægter kunderne at bruge kondom, så man er hele tiden bange for at få hiv,” fortæller hun.

”Jeg plejede at have mareridt hver nat. Jeg skammede mig over, hvem jeg var, og jeg var konstant bange for kunderne, der tit var fulde og voldelige,” siger Tandeka Prossy.

I dag hjælper kirken hende med mad og penge, så hun har nok til at drive en lille butik, hvor hun sælger mad-olie og avocadoer.

Der er ingen lov,som beskytter sexarbejderne eller sikrer deres rettigheder, og selv fortæller de om daglige trusler og vold.

Et stykke fra kirken bor Aisha på 32 år. Hun har levet af at sælge sex, lige siden hun kom til Katanga for snart 17 år siden. Hun har helt fra start kæmpet for at opnå respekt.

I dag er hun en slags organisatorisk leder for de prostituerede i slumområdet. Hendes arbejde består blandt andet i at give kvinderne sundhedsmæssige informationer og indgyde dem mod til at gå i brechen for deres rettigheder.

”Politiet krænker, slår og voldtager sexarbejdere på åben gade. De samme politifolk kommer siden anstigende i civil beklædning og køber sex af os. Her i Katanga er mange af kunderne politifolk og statslige tjenestemænd. De fleste af dem nægter at bruge kondom og tilbyder store beløb for ubeskyttet sex. Omkring tre fjerdedele af de 350 kvinder, jeg står i spidsen for, har hiv,” siger Aisha.

Uganda er dog blevet et forbillede i kampen mod hiv/aids. Landet har formået at mindske antallet af hiv-smittede på landsbasis fra 18,5 procent i 1992 til 7,2 procent sidste år. Men de prostituerede står i skyggen af fremgangen: Ifølge Unaids er 37 procent af Ugandas sexarbejdere smittet, og tallet er meget højere i nogle områder.

Ritah går i kirke tre gange om ugen, og så godt som hver gang hænger der trusler på hendes dør, når hun kommer hjem. ”Du har valgt Gud frem for mig, og for det skal du straffes,” står der med store bogstaver på et hvidt stykke A4-papir. Ritahs fordums kunder er alt andet end tilfredse med hendes nye liv.

”Selvfølgelig er jeg bange, men der er ingen vej tilbage nu. Jeg nægter at lade dem vinde. Gud har vist mig vejen,” siger hun.

Mange af barerne i Katanga har åbent døgnet rundt. Foto. Sofi Lundin
Flere kvinder søger i kirken en vej ud af prostitution. Til venstre kirkens præst, Job Olusegun. Foto: Sofi Lundin
32-årige Aisha har arbejdet som prostitueret siden 15-årsalderen. I dag er hun en slags organisatorisk leder for de prostituerede i Katanga-slummen.