Splittelsen i Polen og den kaotiske, politiske udvikling med langvarige protester og en nylig regeringsrokade stikker langt dybere end frygten for de muslimske migranter og den stigende nationalisme, som ofte bliver brugt som forklaring på, hvorfor den nationalkonservative regering strammer grebet om retsstaten. Udviklingen har længe simret i det østlige Polen, hvor støtten til regeringen og mere radikale elementer i samfundet står stærkt, siger forfatter og aktivist Krzysztof Czyzewski, der modsat mange af sine intellektuelle venner bor ude på landet sammen med såkaldt almindelige polakker.
”Jeg har hele tiden vidst, at det her ville ske. At disse folk er herude, og at de før eller siden ville få en stemme i samfundet,” siger han.
Den 59-årige polak har inviteret Kristeligt Dagblad ind i sit private hjem mellem marker og skov ved Sejny to kilometer fra den litauiske grænse. Her har han boet siden kommunismens fald i et forsøg på at bygge bro blandt de lokale, der både har ukrainske, litauiske, hviderussiske og polske rødder, og som stadig lever med deres forfædres konflikter i blodet og hukommelsen.
Krzysztof Czyzewski er medgrundlægger af organisationen Borderland Foundation, rådgiver i konfliktfyldte områder og optræder som gæsteprofessor på universiteter i Europa og USA.
Under det kommunistiske styre udgav han et illegalt kulturmagasin, og da regimet faldt i 1989, drømte han om det uafhængige liv som kritiker og kunstner. Men friheden var ikke svaret for den unge kunstner, og under en rundtur med sit avantgarde-teater slog han sig ned i det landlige og mere konservative Polen.
”Læren fra 1989 er for mig: Tag ud til folket. Tag ud og bliv afhængige af hinanden, arbejd sammen med folk, byg noget sammen. Det er også mit svar på de spørgsmål og problemer, vi har i intelligentsiaen i dag, fordi intelligentsiaen gerne vil være uafhængig og nyde friheden. Det er fint, men nogle gange er du nødt til at ofre din frihed for solidariteten. Og hvorfor? Fordi du kun har den frihed, som du nyder i dag, takket være solidariteten.”
Uden at nævne fagbevægelsen Solidaritet, der har fået en stor del af æren for kommunismens fald i Polen, vender Krzysztof Czyzewski hele tiden tilbage til den solidaritet mellem mennesker, som for ham er gledet for langt i baggrunden i det polske samfund siden 1989. Inspireret af den afdøde polske filosof Leszek Kolakowski kalder han sig selv for konservativ liberal-socialist.
”Det lyder umiddelbart helt skørt, men med tiden tænker jeg mere og mere seriøst på den betegnelse. Jeg er konservativ, fordi jeg bekymrer mig om min arv og værdierne, men jeg er også liberal i mine tanker om frihed. Og i sidste ende er det mest basale for mig social retfærdighed, samfundet og opbygningen af et liv sammen,” siger han.
Kompleksiteten i Krzysztof Czyzewskis argumenter og formfuldendte sætninger er ikke lette at bryde op i korte, læsevenlige citater, men grundlæggende mener han, at kimen til dagens problemer blev lagt efter kommunismens fald. Den nye politiske ledelse havde for stor tiltro til de vestlige værdier.
”Vi arvede den sovjetiske og kommunistiske mentalitet, og min fornemmelse var fra begyndelsen, at det her krævede en stor omvæltning: noget, som kun uddannelse kan gøre. Men investeringerne i uddannelse var skandaløst minimale, og det er det, vi betaler prisen for i dag,” siger forfatteren.
Tiltroen til Vesteuropas værdier strakte sig videre til økonomien, og selvom de høje vækstrater i dag får eksperter til at tale om det polske mirakel, og hovedstaden, Warszawa, er på økonomisk niveau med gennemsnittet i Frankrig, er områder i det østlige Polen på niveau med Bulgarien.
”De liberale politikere begik en stor fejl i at tro, at markedet ville løse alle vores problemer: Lad os investere i markedet, så åbner grænserne sig, folk begynder at rejse og bliver derved sande europæere. På kulturområdet var det også meget nemt at få penge til rejser og til festivaler, hvor folk udefra blev inviteret, mens det var utrolig svært at få penge til arbejdet i lokalområderne,” konstaterer han.
Den lokale kultur og civil-samfundet blev yderligere svigtet fra 2004, da Polen blev medlem af EU. For at få penge fra europæiske støtteordninger kræver det ofte, at organisationerne selv bidrager med en tilsvarende sum penge. Det er nemt for offentlige myndigheder, men svært for mange almindelige og fattige polakker.
”Pludselig blev alle disse organisationer funderet i det offentlige meget stærkere end de civile organisationer og ngo’er. Endnu en paradoksal situation og endnu et element, som samlet har skabt en situation, hvor folk føler sig mere og mere efterladte. Én ud af tusinde kunne få succes, men resten kunne ikke,” siger Krzysztof Czyzewski.
Indtil for få år siden var der en følelse i Polen af, at EU’s liberale vej var den eneste mulige, og at de, der ikke havde fundet glæden ved den individuelle frihed og de frie markedskræfter, ville finde den en dag. Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) og en ny skare af yderligtgående politikere har ændret den opfattelse.
De taler ikke om Europa, men om stoltheden ved at være polsk, og modsat de venstreorienterede politikere bekymrer regeringspartiet PiS med Jaroslaw Kaczynski i spidsen sig i høj grad om de små samfund og den lokale kultur. Kulturministeren er for første gang nogensinde en respekteret figur på allerhøjeste niveau, siger Krzysztof Czyzewski:
”Den følelse, som folk har i forhold til Kaczynskis parti, er, at de bekymrer sig mere om kultur, de bekymrer sig mere om uddannelse. Selvfølgelig er det problematisk, hvordan de bekymrer sig, fordi det sker på nogle meget konservative og antiliberale betingelser. Men de bekymrer sig trods alt.”
For Krzysztof Czyzewski har de venstreorienterede i Europa også en slagside, og indvandringsdebatten er et godt eksempel. Når han optræder som brobygger mellem kulturer, møder han ofte teknisk snak om visa-programmer, placering af flygtningelejre og diverse symboler, mens ingen taler om de samfund, som de nye borgere skal ud til.
”Hvis migranter krydser grænser og forlader lejrene, så tager de jo et sted hen. Og det er derude, størstedelen af arbejdet burde foregå. Ingen bekymrer sig om den del, og normalt får jeg at vide, at jeg ikke skal tale om kultur, fordi den slags er formynderisk. Det er en privatsag, ligesom religion.”
Men kultur og uddannelse er i hans øjne ikke en privatsag, og når de liberale intellektuelle ikke vil tale, så åbner det for et monopol til højrefløjen og andre radikale elementer.
Trods de seneste årtiers udvikling og især det seneste års tilspidsning er Krzysztof Czyzewski stadig optimist. Med erfaring fra sit eget arbejde med at få folk i konfliktfyldte områder til at tale sammen tror han på, at splittelsen i det polske samfund indeholder en unik mulighed for at bygge noget nyt op. Noget, som passer bedre til de polske behov for solidaritet end det, som de liberale, vestlige værdier tilbyder.
Det kræver, at de liberale politikere og venstrefløjen indrømmer fortidens fejl og ikke holder fast i, at den hidtidige vej er den eneste farbare. Aviser skal igen begynde at interessere sig for den lokale kultur og ikke kun international kultur, festivaler og store events.
Alle er nødt til at ofre noget af sig selv, men Polens intellektuelle skal føre an, som Krzysztof Czyzewski ofte fortæller sine venner på venstrefløjen:
”Alt dette er en reaktion fra et efterladt folk. De kan ikke sætte ord på deres bitterhed, deres smerte, og det udnytter politikere med ideologier, der går imod Vesten, Europa og migranter. Vi intellektuelle er nødt til at hjælpe dem med at finde andre ord for de følelser, og hvis det er ærligt og gjort ordentligt sammen med dem, så følger de efter.”
Men tiden er knap. Næste år er der lokalvalg i Polen, og hvis PiS får magten i en række regioner og vigtige byer, kan partiet bliver en større trussel end på nationalt niveau, mener Krzysztof Czyzewski. Han kalder opbygningen af det lokale og regionale styre for Polens største bedrift de seneste 25 år, og trods regeringens forsøg på at styre Polen i en meget konservativ og antiliberal retning, er de lokale enheder garant for diversitet i landet.
”En centralisering af magten er den største fare for Polens fremtid. Og der er i dag forsøg fra Kaczynskis parti på at centralisere kulturen og erobre andre regionale institutioner.”
Krzysztof Czyzewski er stadig optimist, men optimismen kan få et hårdt slag til lokalvalgene.
”Så bliver det måske igen tid til at gå under jorden.”