Prøv avisen

Trump stempler Kina som valutasvindlere

Kina har indstillet importen af sojabønner og andre landbrugsprodukter fra USA som svar på Donald Trumps udmelding om ny told på kinesiske varer. (Arkivfoto) Foto: Derek R. Henkle/Ritzau Scanpix

Kina stopper importen af amerikanske landbrugsvarer i optrapning af handelsstrid med USA og rammer dermed nogle af Trumps trofaste vælgere, siger analytiker.

Tungere og tungere våben bliver trukket frem i handelskrigen mellem USA og Kina - en strid, der påvirker hele den globale økonomi.

Konflikten, der har sendt alverdens aktiemarkeder i rødt, er blevet optrappet, efter at USA har varslet forhøjet told på en ny række kinesiske varer, hvilket fik Kina til at svare igen ved at indstille deres køb af amerikanske landbrugsprodukter, mens landets valuta blev svækket.

Det fik USA's præsident, Donald Trump, til at beskylde kineserne for med vilje at svække landets møntfod.

- Kina droppede prisen på sin valuta til et næsten historisk lavpunkt. Det kaldes "valutamanipulation", skrev Trump mandag på Twitter.

Tweetet blev fulgt op af en officiel besked fra det amerikanske handelsministerium om, at Kina betegnes som valutamanipulator.

Med den nye betegnelse vil USA's finansminister, Steven Mnuchin, gå i dialog med Den Internationale Valutafond (IMF) for at "eliminere den uretfærdige konkurrencefordel skabt af Kinas handlinger".

Det oplyste finansministeren i en meddelelse ifølge Bloomberg News.

Dermed står det ifølge Allen von Mehren, chefanalytiker hos Danske Bank, klart, at "stemningen mellem USA og Kina i handelsforhandlingerne er på et nyt lavpunkt".

For første gang i 11 år skulle der mandag over syv kinesiske yuan til for at købe en dollar. Det gør kinesisk eksport til USA billigere, mens det bliver dyrere for kineserne at importere amerikanske varer.

Kinas centralbank har ifølge BBC understreget, at den ikke bruger valutaen som et våben i "eksterne forstyrrelser som handelsstridigheder".

Kinas stop for køb af amerikanske landbrugsvarer er den seneste udvikling i handelsstriden med USA. Den fik fornyet næring i sidste uge, da Trump varslede en told på kinesiske varer for 300 milliarder dollar fra 1. september.

Kinesiske myndigheder sagde fredag, at de ville kæmpe imod Trumps beslutning, og det kommer nu til at ramme landmænd i USA.

- Dermed signalerer Kina meget klart, at Trumps strategi med at bruge maksimalt pres ikke virker, men at Kina, som de hele tiden har sagt, ikke ønsker en handelskrig, men heller ikke er bange for at kæmpe den, hvis det er nødvendigt, lyder vurderingen fra Allan von Mehren i Danske Bank.

Ved at lukke for importen af landbrugsvarer spiller Kina et af sine stærkeste kort over for Trump, mener han.

- Landbruget støtter generelt Trump, men de føler sig uretfærdigt ramt i krydsilden og har håbet på og forventet, at der snart ville komme en aftale, hvor de er blevet lovet en meget stor afsætning til Kina. I stedet trækker det altså ud.

Trump lover sin fortsatte støtte til bønderne, der allerede har fået en hjælpepakke på 16 milliarder dollar for at afbøde konsekvenserne af handelskonflikten.

- Vores fantastiske amerikanske landmænd ved, at Kina ikke vil være i stand til at skade dem, da deres præsident har støttet dem og gjort, hvad ingen andre præsident ville gøre, lød det tirsdag fra Trump.

Samtidig slog Larry Kudlow, økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus, fast, at Trump ønsker en aftale med Kina, men "det skal være den rette aftale".

/ritzau/