Trump bringer den kristne jul tilbage til Det Hvide Hus

Præsident Trump gør op med Obama-familiens religionsneutrale jul i sit første julekort

USA’s præsident Donald Trump og førstedamen Melania Trump tændte i torsdags det store juletræ foran Det Hvide Hus i Washington.
USA’s præsident Donald Trump og førstedamen Melania Trump tændte i torsdags det store juletræ foran Det Hvide Hus i Washington. . Foto: Andrew Harnik/AP/ritzau.

I sit første officielle julekort som USA’s præsident gør Donald Trump det klart, at julen er en kristen højtid. Mens hans demokratiske forgænger, Barack Obama, i alle sine julekort som præsident foretrak de religionsneutrale udtryk ”Happy Holidays” (glædelig højtid) eller ”Season’s Greetings” (årstidens hilsner), så ønsker den nye førstefamilie modtagerne af dens julekort en ”Merry Christmas” (glædelig jul).

Kortet blev offentliggjort i den forgangne uge, hvor Det Hvide Hus også udsendte en video, der løfter sløret for, hvordan førstedame Melania Trump har dekoreret præsidentboligen overdådigt op til jul med flere end 12.000 stykker julepynt, over 305 meter guirlander og 53 juletræer. Oppyntningen i Det Hvide Hus inkluderer også en julekrybbe med en figur af et lille Jesusbarn med guldkrone.

Trump-julekortet skriver sig ind i en mangeårig amerikansk værdikrig. Julen er en kulturel slagmark i USA, hvor det kristne befolkningsflertals ønske om at dyrke julens kristne symbolik hvert år støder sammen med hensynet til ikke-kristne og til forfatningens skarpe adskillelse af kirke og stat. Myndigheders og virksomheders forsøg på at sekularisere julen ved eksempelvis at omdøbe juletræer til ”fredstræer” og aflyse krybbespil betegnes af konservative kristne interessegrupper som en ”krig mod julen”.

Præsident Trump er en erklæret modstander af sekulariseringen af julen og lovede allerede som republikansk præsidentkandidat at sætte ”Christ” (Kristus) tilbage i ”Christmas” (julen).

”Vi vil omgående bringe angrebene på judeokristne værdier til ophør,” sagde han i en tale til Value Voters Summit, der er et årligt topmøde for socialt konservative aktivister og politikere, i fjor.

Trumps tilgang til julen vækker da også glæde blandt konservative kristne meningsdannere. I en klumme på Fox News’ hjemmeside roser radiovært Todd Starnes, der er kendt som en lidenskabelig fortaler for traditionelle værdier, præsidenten for at have opfyldt sit løfte om at gøre en ende på ”krigen mod julen”.

”Tak, hr. præsident, for at være en mand, man kan regne med – en mand, der ikke er bange for at sige glædelig jul,” skriver han.

Præsident Trumps julekort er underskrevet af ham selv, førstedame Melania Trump og deres 11-årige søn, Barron Trump, der er det eneste af de fem af Trumps børn, som bor i Det Hvide Hus.

Julen er ikke den eneste religiøse fest, som markeres i Det Hvide Hus i december. Præsident Trump er på torsdag vært for en fest, der fejrer den jødiske højtid hannukah. Fejringen af hannukah er en tradition, der blev begyndt i 2001 af daværende præsident George W. Bush og fortsat af Barack Obama.