Prøv avisen

Trump: Der er en voksende krise ved USA’s grænse

I en tale til nationen slog præsidenten nok engang fast, at det er nødvendigt at opføre en mur langs grænsen, som kan dæmme op for ulovlig indvandring. Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix

I en tale til nationen begrundede præsident Trump, hvorfor han kræver en mur langs USA’s sydlige grænse. Kristeligt Dagblad ser nærmere på hans hovedargumenter for projektet

USA’s præsident, Donald Trump, tegnede i en tv-tale natten til i går et dystert billede af ”krisen” ved USA’s grænse til Mexico. Præsidenten slog nok engang fast, at det er nødvendigt at opføre en mur langs grænsen, som kan dæmme op for ulovlig indvandring

Muren er præsident Trumps vigtigste valgløfte, og den er lige nu knasten i den amerikanske budgetkrise, der har ført til en delvis nedlukning af USA’s statsapparat. Mens Trump kræver 5,7 milliarder dollars, cirka 37 milliarder kroner, til muren i finansloven for 2019, nægter Demokraterne at stemme for et budget, der har muren som udgiftspost.

Men hvad var Trumps vigtigste argumenter for muren i talen, og har han fakta på sin side?

Trump: ”I aften taler jeg til jer, fordi der er en voksende humanitær og sikkerhedsmæssig krise ved vores sydlige grænse.”

Det er et åbent spørgsmål, om der er en sikkerhedsmæssig krise ved grænsen. Antallet af personer, der forsøger at krydse grænsen ulovligt, har været faldende igennem flere år. Dette skyldes både ny teknologi, en hårdere kurs over for ulovlig indvandring, dalende migration fra Mexico og en stigning i antallet af amerikanske grænsevagter. Ifølge data fra grænsemyndighederne blev knap 400.000 personer tilbageholdt ved USA’s sydvestlige grænse i finansåret 2018. Disse tal er langt lavere end i begyndelsen af 2000-tallet, da myndighederne hvert år tilbageholdt flere end en million personer, der forsøgte at krydse grænsen ulovligt.

Alt tyder imidlertid på, at præsidenten har ret i, at der er en voksende humanitær krise ved grænsen. Altimens den ulovlige indvandring generelt er faldet, er et rekordstort antal familier med børn fra lande som El Salvador, Honduras og Guatemala begyndt at strømme til grænsen for at søge asyl. De amerikanske myndigheder har ikke været forberedte på at modtage denne type migranter, og to børn fra Guatemala døde i december i de amerikanske grænsemyndigheders varetægt. Dertil kommer, at et nyt amerikansk direktiv om, at kun et begrænset antal asylsøgere kan modtages ved hver grænseovergang hver dag, har betydet, at tusinder af børn og voksne venter på ubestemt tid i improviserede teltlejre på den mexicanske side af grænsen.

Trump: ”Enorme mængder ulovlig narkotika fosser ind over vores sydlige grænse.”

Dette er misledende. Altimens det meste heroin på det amerikanske marked kommer til USA fra Mexico, så smugles langt det meste ifølge narkotikabekæmpelsesmyndigheden Drug Enforcement Agency, DEA, til USA igennem de officielle grænseovergange i biler og lastbiler. En mur vil derfor ikke sætte en stopper for narkotikasmugling.

Trump: ”Igennem årene er tusinder af amerikanere blevet brutalt myrdet af de, der har fået adgang til landet ulovligt, og tusinder flere liv vil gå tabt, hvis vi ikke skrider til handling lige nu.”

Det er rigtigt, at der har været tilfælde af mord og andre voldelige forbrydelser begået af personer uden opholdstilladelse i USA. Men flere undersøgelser viser, at indvandrere er mindre tilbøjelige til at begå forbrydelser end personer, der er født i USA. Ifølge en rapport fra tænketanken Cato Institute er ulovligt indvandrede personer eksempelvis halvt så tilbøjelige til at blive fængslede, som amerikanerne er det.

Trump: ”Alle amerikanere lider skade af ukontrolleret ulovlig migration. Det sætter pres på offentlige ressourcer og mindsker arbejde og lønninger.”

Det er vanskeligt at vide, præcis hvor meget ulovlige indvandrere koster USA. Generelt siger økonomer, at ulovlig indvandring skader lavtuddannede amerikanere mest ved at nedbringe antallet af arbejdspladser, som er til rådighed for dem, og ved at sænke lønniveauet for ufaglærte job. Ulovlig indvandrere gør også brug af offentlige ressourcer som sundheds- og uddannelsessystemet, og kun få af dem betaler skat. De fleste undersøgelser konkluderer imidlertid, at indvandring, uanset om den er lovlig eller ulovlig, generelt er positivt for den amerikanske økonomi på lang sigt.

Trump: ”På opfordring fra Demokraterne vil muren være en barriere af stål snarere end en mur af cement.”

Demokraterne bakker ikke op om opførelsen af en stålbarriere som et alternativ til en mur.