Prøv avisen

Trump fyrer Tillerson med et tweet

Rex Tillerson (t.v.) ønskede at blive som amerikansk udenrigsminister, men han skal nu erstattes af CIA-direktør Mike Pompeo. Foto: Reuters/Reuters File Photo

Måneders spekulationer i USA blev til virkelighed, da præsident Donald Trump tirsdag afsatte sin udenrigsminister. Rex Tillerson bliver erstattet af CIA's chef.

De har helt åbenlyst været uenige om alt fra Nordkorea, Iran og til Rusland, og tirsdag gik den ikke længere.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, fyrede sin udenrigsminister, Rex Tillerson, som mange i Washington i flere måneder har betragtet som en "dead man walking".

Tillerson, den tidligere olieboss fra Texas, var nærmest kun lige kommet hjem til USA efter en rejse til Afrika, da Trump beseglede hans skæbne på sin foretrukne platform.

- Mike Pompeo, direktør for CIA, bliver vores nye udenrigsminister. Han vil gøre det fantastisk. Tak til Rex Tillerson for indsatsen, skrev Trump på det sociale medie Twitter.

En talsmand for den afsatte udenrigsminister oplyste, at Tillerson ikke havde talt med Trump om fyringen, og at han derfor ikke havde nogen forklaring på, hvorfor Tillerson skulle ud.

- Udenrigsministeren var fast besluttet på at blive, lød det i en skriftlig udtalelse fra Tillersons talsmand.

Trump forklarede efter sit tweet, at de to "var uenige om ting" uden at uddybe yderligere.

Flere amerikanske medier skriver, at Tillersons folk allerede fredag i sidste uge fik besked om, at han ville blive fyret, og at udenrigsministeren derfor valgte at rejse hjem fra Afrika tidligere end planlagt.

Men NBC News rapporterer, at Tillerson og hans stab havde regnet med, at de kunne få Trump på andre tanker. Derfor blev de først orienteret om, at Tillerson virkelig ville blive fyret, da Trump skrev det ud til sine 49 millioner følgere og resten af verden på Twitter.

Trump sagde tirsdag, at de to har haft et fint forhold. I flere måneder har der dog været skriverier om, at Trump og Tillerson hverken er kommet overens personligt eller politisk. I oktober skulle Tillerson eksempelvis have omtalt præsidenten som et "fjols".

- Samarbejdet mellem Trump og Tillerson har bare aldrig kørt godt. Personligt har de aldrig klikket, og politisk har de også haft forskellige billeder af, hvordan USA's rolle i verden skulle være, siger Philip Christian Ulrich, udenrigsredaktør på netmediet kongressen.com, som skriver om amerikansk politik.

Som erstatning for Tillerson peger Trump på CIA-direktør Mike Pompeo til posten som udenrigsminister.

Pompeo menes at være mere på linje med Trump, og de er således begge stærkt skeptiske over for atomaftalen med Iran.

Også forholdet til Nordkorea ventes at komme til at optage den første del af den kommende udenrigsministers tid, da Trump har takket ja til en invitation til et møde med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

Men det bliver et relativt svagt ministerium, Pompeo overtager, hvis han godkendes af Kongressen.

- Det amerikanske diplomati har lidt under, at Tillerson har været marginaliseret i administrationen. Det har været hårdt ramt af økonomiske nedskæringer og af manglende udnævnelser på vigtige poster. Så ideelt set vil udnævnelsen af Pompeo betyde, at udenrigsministeriet får en mere fremtrædende rolle, siger Philip Christian Ulrich.

Fyringen af Tillerson er den seneste i en lang række udskiftninger på vigtige poster i Trump-administrationen.

/ritzau/