Trump håner demokrater efter valgkaos i Iowa

Alvorlige tekniske problemer efter Demokraternes valg i Iowa forsinker afstemningsresultatet og udløser tvivl og uro

”De demokratiske partiafstemninger er en ren og skær katastrofe. Intet fungerer, præcis som da de styrede landet,” skriver præsident Trump på Twitter.
”De demokratiske partiafstemninger er en ren og skær katastrofe. Intet fungerer, præcis som da de styrede landet,” skriver præsident Trump på Twitter. . Foto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix.

De med spænding ventede partiafstemninger i Iowa, der mandag aften amerikansk tid skød Demokraternes primærvalgproces i gang, er endt i kludder og kaos. På grund af svære tekniske problemer var de officielle afstemningsresultater stærkt forsinkede, og flere af præsidentkandidaterne forlod den midtvestlige delstat uden at kende deres lod.

Det Demokratiske Parti i Iowa sagde tirsdag, at det planlægger at offentliggøre valgresultaterne så snart som muligt, og at dets målsætning er at sikre ”processens integritet og nøjagtighed”. Der var ved redaktionens deadline i dag endnu ingen troværdige meldinger om, hvilke af de 11 demokratiske præsidentkandidater kom på førstepladsen i Iowa. De tekniske problemer er ifølge partiet, der har brugt flere år på at reformere optællingssystemet i Iowa, relateret til kodningsproblemer i en mobiltelefon-app, hvis formål var at videresende valgresultater elektronisk fra lokale valg til partiet. Mange lokale partisekræterer melder, at app’en ikke virkede, og at de forgæves forsøgte at indrapportere valgresultater til partiet telefonisk.

Ventetiden skaber usikkerhed omkring primærvalgprocessens integritet og rejser muligheden for, at nogle præsidentkandidater vil blive ved med at stille spørgsmål til resultatet i ugevis og dermed komplicere en i forvejen tumultarisk kamp om præsidentkandidaturet. Iowa er den første i rækken af delstater til at stemme om præsidentkandidaterne, og resultatet her betragtes som et vigtigt signal om, hvilken demokrat der vil ende med at vinde kampen om at blive præsident Donald Trumps modkandidat i præsidentvalget til november.

Præsident Trump greb straks muligheden for at håne Demokraterne og erklære partiet svagt, uorganiseret og uegnet til at lede USA.

”De demokratiske partiafstemninger er en ren og skær katastrofe. Intet fungerer, præcis som da de styrede landet,” skriver præsidenten på Twitter.

Usikkerheden kan også så splid i Det Demokratiske Parti. Kongresmedlem Ilhan Omar, der bakker op om senator Bernie Sanders præsidentkandidatur, fremmede tirsdag i et tweet, der antyder, at udvikleren af den omstridte valg-app har forbindelser til en anden demokratisk kandidat, eksborgmester Pete Buttigieg.

Meningsmålinger op til partiafstemningerne i Iowa viser, at de fire førende kandidater er Bernie Sanders, Joe Biden, Pete Buttigieg og senator Elizabeth Warren. Mens Biden, Sanders og Warren bad deres tilhængere om at udvise tålmodighed op til offentliggørelsen af valgresultatet, valgte Pete Buttigieg at erklære sig som sejrherre.

”Alt tyder på, at vi rejser sejrrige videre til New Hampshire,” sagde han i en tale til tilhængere natten til tirsdag amerikansk tid.

Den næste delstat til at stemme om præsidentkandidaterne er New Hampshire, der afholder primærvalg tirsdag i næste uge.