Trump har altid påstået, at medierne skrev ”falske nyheder” om ham. En afsløring viser, at han ikke var helt gal på den

Flere amerikanske medier indrømmer nu at have viderebragt forkerte oplysninger om Donald Trumps påståede kontakter til Rusland

I en gæstekommentar i avisen New York Times skriver Bill Grueskin, som er professor i journalistik på Columbia University i New York og tidligere redaktør for avisen Wall Street Journal, at Donald Trump ifølge en opgørelse løj flere end 30.000 gange i løbet af sine fire år som præsident, og at journalister derfor automatisk vendte det døve øre til hans benægtelser af historierne i Steele-rapporten.
I en gæstekommentar i avisen New York Times skriver Bill Grueskin, som er professor i journalistik på Columbia University i New York og tidligere redaktør for avisen Wall Street Journal, at Donald Trump ifølge en opgørelse løj flere end 30.000 gange i løbet af sine fire år som præsident, og at journalister derfor automatisk vendte det døve øre til hans benægtelser af historierne i Steele-rapporten. . Foto: Jim Bourg/Reuters/Ritzau Scanpix.

Forhenværende præsident Donald Trumps påstand om, at han behandles uretfærdigt af de etablerede amerikanske medier, synes at have noget hold i virkeligheden. Det står klart, efter at flere førende nyhedsmedier i løbet af de seneste uger har erkendt fejl i nogle af deres historier om en meget omtalt privat efterretningsrapport omhandlende saftige, men udokumenterede påstande om Trump og hans forhold til Ruslands regering.

Ifølge det såkaldte Steele-dossier, der var indsamlet af den tidligere britiske efterretningsofficer Christopher Steele, havde Donald Trump konspireret med Kreml om at vinde præsidentvalget i 2016. Det hævdede samtidig, at russerne var i besiddelse af stærkt kompromitterende materiale om Trump.

Rapporten og dens sensationelle indhold kom for dagens lys i januar 2017 umiddelbart inden Trumps indsættelse som USA’s præsident, men flere sagsanlæg og føderale undersøgelser har sidenhen undermineret dens troværdighed og rejst spørgsmål om de politiske bevæggrunde for dens tilblivelse.

Tidligere i denne måned sigtede statsadvokat John Durham, der er udpeget til at granske baggrunden for de amerikanske efterretningstjenesters såkaldte Rusland-undersøgelse, Christopher Steeles russiske hovedkilde for gentagne gange at have løjet over for forbundspolitiet FBI om kilderne til nogle af rapportens påstande. Christopher Steele selv var hyret til at udforme rapporten af et privat konsulentfirma, som Hillary Clinton-kampagnen og Demokraterne havde engageret forud for valgkampen i 2016.

Det har nu fået flere stærkt Trump-kritiske liberale medier til at erkende fejl og mangler i deres dækning af sagen. For halvanden uge siden tog The Washington Post et skridt, der er næsten uhørt i amerikansk journalistik, og fjernede store dele af to artikler om Steele-rapporten samt genoptrykte dem digitalt med nye overskrifter, nye interview og en forklarende rettelse.

Blandt de slettede oplysninger er en meget omtalt og uunderbygget historie om, at den russiske efterretningstjeneste var i besiddelse af en video af Donald Trump i selskab med russiske prostituerede, som han angiveligt skulle have hyret til at tilsmudse et hotelværelse i Moskva engang brugt af den forhenværende amerikanske præsident Barack Obama.

The Washington Posts ansvarshavende redaktør, Sally Buzbee, forklarer, at avisen ikke længere kan stå ved alt indholdet i artiklerne.

”Vi føler, at vi tager den mest gennemsigtige tilgang som muligt for at rette op på fejlene,” siger hun i The Washington Post.

CNN, der ligesom The Washington Post dækkede beskyldningerne mod Donald Trump tæt, bragte forleden en lang og tilbundsgående artikel med overskriften ”Steele-rapporten: Sandheden kommer for dagens lys”.

”Trump afviste hurtigt Steeles påstande og sagde, at ’en gruppe modstandere (…) satte det møg sammen’. Knap fem år senere er det mere klart end nogensinde, at han ikke var helt gal på den,” skriver artiklens forfatter, CNN-journalisten Marshall Cohen.

Flere amerikanske medieeksperter opfordrer nu til en bredere selvransagelse. I nyhedsmediet Axios kalder kommentatoren Sara Fischer dækningen af Steele-rapporten for ”mediernes episke svigt”.

”Det var et af de mest fuldtonede journalistiske fejltrin i moderne tid, og mediernes reaktioner på egne fejltrin har indtil videre været lunkne,” skriver hun.

Steele-rapporten var ”en udfordrende historie at dække”, men alt for mange nyhedsmedier lod kildekritikken i stikken, siger Jeffrey McCall, der er professor i mediestudier på DePauw University i Indiana, til Fox News.

”I bagklogskabens lys forekommer det, at nogle medier var for ivrige efter at æde sammenkogte fortællinger, der passede til den historie, som de ønskede at rapportere, i stedet for bevidst at skelne mellem oplysninger, der kunne og ikke kunne bekræftes. Nyhedsforbrugere bør nu med rette sætte spørgsmålstegn ved disse mediers motiver,” siger han.

I en gæstekommentar i avisen The New York Times skriver Bill Grueskin, som er professor i journalistik på Columbia University i New York og tidligere redaktør for avisen The Wall Street Journal, at Donald Trump ifølge en opgørelse løj flere end 30.000 gange i løbet af sine fire år som præsident, og at journalister derfor automatisk vendte det døve øre til hans benægtelser af historierne i Steele-rapporten. Men Grueskin opfordrer samtidig de medier, der nu erkender fejl, til at gennemføre en grundig, uafhængig undersøgelse af, hvad der gik galt.