Prøv avisen
Usa-analyse

Filosofiprofessor: Trump har droppet fløjlshandskerne, nu da han er slået tilbage til start

Tiden er gået med gensidige klækkelige karaktermord, katastrofale konspirationer og kæmpe kvababbelser. Og det er Trump rigtig god til, for det er jo præcis den strategi, han vandt primærvalget på, skriver den dansk-amerikanske filosofiprofessor Vincent F. Hendricks.

Donald Trump vandt primærvalget ved hjælp af personangreb. I præsidentvalgkampens slutspurt har han nu taget den strategi op igen, selvom alle dømte den ude – og det er måske slet ikke så dumt, for det er det, Trump kan

I forårets langvarige primærvalgkamp om Republikanerenes præsidentkandidatur lykkedes det Donald Trump at sætte samfulde øvrige republikanske kandidater til vægs ved at tage ganske utraditionelle midler i brug.

Med fornærmelser, hurtige replikker og afbrydelser blev Floridas republikanske senator Marco Rubio kaldt ”Lille Marco”, Texas’ senator Ted Cruz omtalt som ”Løgnagtige Ted”, mens Jeb Bush, Floridas tidligere guvernør og bror til den tidligere præsident George W. Bush, af Trump blev stemplet som en nervøs ”lavenergi”-kandidat… og sådan fremdeles for resten af kabinettet af republikanske kandidater.

Og det virkede. Den politisk uerfarne millionær Trump kunne imod alle odds triumfere med en solid sejr over de andre kandidater og sikre sig nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat i opgøret mod Demokraternes kandidat, Hillary Clinton, ved valget den 8. november.

Pressen, politiske kommentatorer og det politiske establishment var generelt enige om, at den strategi, med hvilken Trump havde vundet primærvalget, næppe ville være en vinderstrategi i præsidentvalgkampen. Det kunne umuligt have sin gang på jord i selve dysten mod Clinton at fortsætte med at strø om sig med fornærmelser og hentydninger til undselige genitalier, anklager om notorisk løgnagtighed og udbrændthed hos ens modstandere – forenet med valgløfter om at bygge en mur, fordi mexicanere er voldtægtsmænd og narkokurerer samt en ”ligestillingspolitik”, hvor Trump har kaldt kvinder alt fra ”fede svin”, ”hunde”, ”sjuskedorter” og ”modbydelig dyr”.

Sådan lød den generelle vurdering rundt om bordet – også fra den republikanske top. Paul Ryan, Mitt Romney, John McCain og andre republikanske spydspidser havde jævnt hen kvaler med at acceptere partiets kandidat til det højeste embede i USA. Men efter nogen tid – og for en dels vedkommende nødtvungent – måtte de se sig selv slutte op om den ukonventionelle og kontroversielle Donald J. Trump.

Trump-kampagnen selv indså, at en mulig vinderstrategi snarere rummede et både-og end et enten-eller, hvor Trump helt opgav mudderkastningen til fordel for at fremstå præsidentiel. De kampagne- chefer, der havde været med til at sikre Trump nomineringen, måtte lade livet til fordel for et nyt hold bestående af den kendte republikanske valgforsker og respekterede politiske strateg Kellyanne Conway samt den langt mere rabiate og i kulissen opererende forretningsmand og radiovært Steve Bannon.

Conways opgave bestod i at gøre det trumpske budskab mere spiseligt for den større offentlighed, man stod til at møde i præsidentvalgkampen, mens Bannon skulle være bannerfører for en hårdere propagandistisk linje og tone, hvis det skulle blive nødvendigt. Og det skulle vise sig ikke blot at blive en nødvendighed, men paradoksalt nok en naturlig konsekvens af den seneste uges drejning i valgkampen.

Hvis man overhovedet kan tale om at ”vinde”, så var der efterfølgende enighed om, at Hillary Clinton vandt den første præsidentkandidatdebat på politisk substans, selvom Trump lagde hårdt ud demagogisk, men tabte den politiske pust, efterhånden som de 90 minutter skred frem.

Allerede nede på point var gode råd dyre, og det blev ikke bedre af den bombe, der sprang op til den anden præsidentkandidatdebat i form af en video fra 2005, der siden har ryddet forsiderne, hvor Trump udtaler sig meget nedladende og sexistisk om kvinder. I kandidaternes anden tv-debat i sidste uge benægtede Trump, at han på noget tidspunkt skulle have gjort sig skyldig i upassende tilnærmelser mod kvinder, hvilket siden har fået ni kvinder til at stå frem med beretninger om Trumps grænseoverskridende adfærd igennem årene.

Det kunne man tro ville være dødsstødet for Trumps ambitioner om at nå Det Hvide Hus. Men faktisk har det nærmest haft den omvendte effekt. For det betyder, at Trump og Clinton siden sexisme-skandalen begyndte at rulle ikke i nævneværdigt omfang har diskuteret politiske visioner, realpolitiske tiltag og detaljerede planer for inden- som udenrigspolitiske udfordringer.

Tiden er gået med gensidige klækkelige karaktermord, katastrofale konspirationer og kæmpe kvababbelser. Og det er Trump rigtig god til, for det er jo præcis den strategi, han vandt primærvalget på. Paradoksalt nok blev det end ikke nødvendigt at vende tilbage til den propagandistiske linje, hvis man ikke kunne stå den politiske distance.

Den kom helt af sig selv som resultat af en rigtig dårlig sag, som så igen bidrager til, hvad der antageligvis nu anses som den vindende strategi for Trump-kampagen – tilbage til start: Sexisme og beretninger om upassende tilnærmelser får man ikke nye stemmer af, men ens kernevælgere kerer sig ikke nævneværdigt om disse forhold, eller også udgør de i deres øjne bare led i konspirationen mod Trump, som han bliver ved med at puste til.

Hvis den republikanske kandidat med sine nu igen stadig mere brutale personangreb på Clinton samtidig er i stand til at så tilstrækkelig tvivl om den heller ikke just populære tidligere udenrigsminister og førstedame, og i øvrigt kan gøre uafklarede vælgere så metaltrætte af mudderkastningen mellem Trump, Clinton og hele Houdinis valgcirkus, så kan det jo være, at de bliver hjemme på valgdagen. Måske kan man således vinde på det, man har – ikke på det, man ikke kan få.

Vincent F. Hendricks er dansk-amerikaner, filosofiprofessor og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet. Han analyserer amerikansk politik og samfundsforhold i Kristeligt Dagblad.

Andre læser lige nu