Donald Trump har fået langt flere stemmer, end mange forudså: Han har en sjette sans

USA’s præsident, Donald Trumps, formel til succes er at sige og gøre det, man allermindst venter af ham. Det mener journalist og USA-kender Samuel Rachlin, som blandt andet har skrevet bogen ”Folket og magten. Populisme og den nye verdensorden”

"Trump kan noget med vælgerne, som appellerer vidt og bredt – en folkelighed og en klarhed i budskaberne, der går ind direkte og dybt."
"Trump kan noget med vælgerne, som appellerer vidt og bredt – en folkelighed og en klarhed i budskaberne, der går ind direkte og dybt.". Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix.

Samuel Rachlin, vi kender endnu ikke valgresultatet, men Donald Trump har fået langt flere stemmer, end mange forudså. Hvordan er det i den grad lykkedes Trump at mobilisere sine vælgere?

Trump kan noget med vælgerne, som appellerer vidt og bredt – en folkelighed og en klarhed i budskaberne, der går ind direkte og dybt. Han mærker vælgerne, deres behov og deres problemer i langt højere grad, end han har et svar eller en forståelse for, hvad den politiske løsning er. Det er mere fraseologi end ideologi og politisk håndværk, mere reality show og PR end politisk kunnen baseret på erfaring og forståelse for den konventionelle politiske proces. Hans egen udlægning af sit politiske talent og sin vælgertække formulerede han allerede under sin valgkampagne i 2016, da han sagde, ’jeg kan gå ned på Fifth Avenue og skyde en hvilken som helst person, uden at mine vælgere vil vende mig ryggen’. Han har ikke skudt nogen, men han har bevist, at hans formel holder.

Hvordan kan Trump – uanset valgets udfald – stå så stærkt, når han i coronakrisen stort set har gjort alt forkert, så USA i dag er det land med flest corona-dødsfald?

Det nytter ikke noget at måle Donald Trump med en almindelig politisk alen som en konventionel politiker. Han har på fire år trodset og sprængt alle normer for, hvad man forestiller sig om en politisk leder i et demokratisk system. Også i sit eget parti. Det er en lære, ingen har lært at leve og arbejde med i de fire år, han har været præsident. Hverken i det politiske liv i USA, blandt USA’s internationale allierede eller i medierne. Ingen har forstået, hvordan man skal håndtere en politiker, der går helt sine egne veje, fordi han lader sig styre primært af sine instinkter og har en sjette sans for vælgernes instinkter og for sine politiske modstanderes svagheder.

Hans grundlæggende instinkt er at sige og gøre det, man allermindst venter eller det modsatte af, hvad man ville vente logisk og rationelt. For mig at se er det hans vinderformel.

Senest gjorde han det, da han imod alle regler og i strid med god skik på en valgaften gik ud og nærmest erklærede, at han havde vundet, at valget var blevet stjålet fra ham, og at han ville indklage det til højesteret. Uden at sige for hvad, uden hensyn til, at optællingen stadig var i fuld gang og ville fortsætte måske i flere dage endnu. Det er uhørt, sådan gør man ikke. Jo, det gør man, når man er Trump. Chok og forargelse er Trumps foretrukne politiske midler. Det så vi med hans håndtering af covid-19, med påstanden om, at virussen ville forsvinde mirakuløst af sig selv, at man kunne behandle den med desinficerende rengøringsmidler, eller at man har rundet hjørnet, mens smittetallet stiger eksponentielt. Han beviste det magiske, da han selv klarede at blive smittet med covid-19, blev raskmeldt på rekordtid efter tre-fire dage, og blev udskrevet som en eventyrhelt, der havde hugget hovedet af dragen. Intet ser ud til at bide på ham, hverken virus, det rekordhøje dødstal, hans løgne om epidemien eller den politiske lovmæssighed og de regler, som andre politikere er underlagt.

Andelen af latinoer og sorte amerikanere, som har stemt på ham, er ifølge exit polls ikke blevet mindre, men tværtimod større end for fire år siden. Det samme gælder hvide kvinder. Hvorfor?

Jeg kender ikke de endelige demografiske data, men det bekræfter kun, hvad jeg taler om: Han har et greb om sine vælgere og forstår tiden som ingen anden i hans omgivelser. Han er den omvandrende guldstandard for tidens populister.

Hvad er din største bekymring på vegne af det amerikanske samfund i den kommende tid i lyset af det manglende valgresultat, det tætte løb mellem demokraten Joe Biden og præsident Donald Trump, og Trumps påstand om, at han har vundet?

Min største bekymring er den politiske destabilisering, der truer USA, og som vil brede sig ud over USA’s grænser til USA’s allierede i den vestlige verden og påvirke den verdensorden, der har eksisteret siden Anden Verdenskrig. Uanset om Trump eller Biden vinder. Det er måske den tungeste arv efter Trump til hans eftertid. USA er et forandret land. Det vil tage lang tid og hårdt arbejde at genoprette en balance. Resultatet er lige så uforudsigeligt, som Trump har været fra det øjeblik, han dukkede op på scenen som den største politiske murbrækker i amerikansk historie.