Forsker og feminist: Trump har genoprettet de hvide mænds værdighed

Mens USA’s venstrefløj har travlt med at føre kulturkamp op til midtvejsvalget i næste måned, har præsident Donald Trump genoprettet den hvide arbejderklasses tabte værdighed. Det siger forsker og feminist Joan C. Williams, der opfordrer den progressive elite til at begynde at vise Trumps tilhængere respekt

Donald Trump bliver altid modtaget med stor jubel ved sine utallige vælgermøder som her sidste weekend i Topeka i Kansas. For han har succes med at love ”folk gode maskuline jobs, selv hvis de ikke har en uddannelse. Det er måske ikke særlig effektive løsninger, men så længe Demokraterne ikke kommer ind i kampen, vil folk blive ved med at stemme på Trump,” siger Joan C. Williams.–
Donald Trump bliver altid modtaget med stor jubel ved sine utallige vælgermøder som her sidste weekend i Topeka i Kansas. For han har succes med at love ”folk gode maskuline jobs, selv hvis de ikke har en uddannelse. Det er måske ikke særlig effektive løsninger, men så længe Demokraterne ikke kommer ind i kampen, vil folk blive ved med at stemme på Trump,” siger Joan C. Williams.– . Foto: Nicholas Kamm/AFP/Ritzau Scanpix.

Da det i november 2016 stod klart, at Donald Trump ville blive USA’s næste præsident, forlod den fremtrædende amerikanske samfundsforsker og feminist Joan C. Williams en demokratisk valgfest og gik hjem og skrev et sidenhen berømt essay med titlen ”Hvad så mange mennesker ikke fatter om den amerikanske arbejderklasse”.

Hendes hovedpointe, som hun siden har uddybet i bogen ”White Working Class” (Den hvide arbejderklasse), var denne: De hvide arbejderes opbakning til Trump er en udstrakt midterfinger til de progressive eliter, der i årtier har nedgjort og ignoreret dem, og Demokraterne gør klogt i at begynde at tage denne gruppe og dens lidelser alvorligt.

”Den hvide arbejderklasse støtter ikke Donald Trump, fordi de mener, at han er et godt menneske, eller fordi de er racistiske og ubegavede. De støtter ham, fordi han taler direkte til deres desillusionering og deres vrede over at blive talt ned til og ignoreret af den progressive elite. Og Trump har leveret varen ved at genoprette deres værdighed,” siger Joan C. Williams, der til daglig er professor i jura ved University of California i den liberale højborg San Francisco på USA’s vestkyst.

Hun definerer den hvide arbejderklasse som helt gennemsnitlige amerikanere med en helt gennemsnitlig indkomst. De tilhører hverken den fattigste tredjedel af befolkningen eller den rigeste femtedel, og de er ikke akademikere, men snarere salgsassistenter, håndværkere, mekanikere, hospitalsteknikere, sælgere, selvstændige og sekretærer.

Hvis Demokraterne skal gøre sig håb om at vriste magten i Washington ud af Republikanernes hænder ved midtvejsvalget om mindre end fire uger og præsidentvalget om to år, så er de nødt til at forstå, hvad der driver disse vælgere, siger Joan C. Williams, der ikke lægger skjul på, at hun selv tilhører USA’s venstreorienterede elite.

”Demokraterne er af både strategiske og etiske årsager nødt til at lytte til den hvide arbejderklasses bekymringer. Strategisk handler det helt enkelt om at genvinde magten i Washington. Etisk set handler det om at anerkende, at den hvide arbejderklasse er blevet ladt i stikken. Hvis vi tager social lighed alvorligt som en målsætning, så må dette gælde for alle grupper. Mens eliten har favnet seksuelle mindretal, etniske minoriteter og de allerfattigste, så har den ignoreret eller hånet den hvide arbejderklasse og den sociale og økonomiske nedtur, som denne gruppe har oplevet igennem de seneste årtier,” siger hun.

Joan C. Williams peger på, at den hvide arbejderklasse, der i tiden efter Anden Verdenskrig nød en stadig højere levestandard, de seneste årtier har oplevet et drastisk fald i levestandard og status. Mange af de stabile og godt betalte produktionsjobs, der kan forsørge en familie, er forsvundet, og store dele af USA’s industribælte er i dag præget af forfald. De jobs, der er tilbage, er lavtlønnede og med dårlige ansættelsesforhold. Det betyder, at mange familier trods hårdt arbejde kæmper en daglig kamp for at balancere både checkhæfte og familieliv.

”Det er ikke svært at forstå, hvorfor mange amerikanere higer efter en tilbagevenden til en tid, hvor kvinder kunne gå hjemme med børnene, mens faderen var forsørgeren,” bemærker Joan C. Williams.

”Vi har været optagede af at kæmpe for alverdens mindretal, mens vi har ladet arbejderklassen sejle sin egen sø. De har en ret til at være vrede på os," siger forsker og feminist Joan C. Williams.
”Vi har været optagede af at kæmpe for alverdens mindretal, mens vi har ladet arbejderklassen sejle sin egen sø. De har en ret til at være vrede på os," siger forsker og feminist Joan C. Williams. Foto: Pressefoto

Udviklingen er gået hårdt ud over især mændene, siger hun.

”Værdighed og evnen til at være forsørger har enorm betydning for de fleste mænd, og mange føler ikke, at de har nogen af delene. De føler sig som tabere, og sådan bliver de også behandlet i populærkulturen, hvor arbejderklassemænd typisk skildres som overvægtige, halvdumme, småalkoholiserede, ignorante undermålere, som alle – inklusive kvinder – gør grin med. Trump lover dem en tilbagevenden til en æra, hvor mænd var mænd, og arbejderklassen var respekteret. Han genopretter deres tabte ære. Det er svært at overvurdere den betydning, som værdighed har for denne gruppe,” forklarer Joan C. Williams.

Selvom rigmandssønnen Donald Trump aldrig selv har tilhørt arbejderklassen, har han et slags åndsfællesskab med den, påpeger hun.

”Trump er trods sin rigdom blevet set ned på af New Yorks eliter hele sit liv. Og hans vælgere beundrer hans velstand. Han repræsenterer drømmen om at blive den, der udsteder ordrer, i stedet for den, der modtager ordrer. De har ikke meget tilovers for medlemmer af ’den professionelle klasse’, som har herset rundt med dem hele deres liv, men de respekterer rigtigt rige mennesker.”

For mange amerikanere er i dag udelukkede fra at opnå og udleve den amerikanske drøm, fortsætter den amerikanske professor:

”Så godt som enhver amerikaner født i 1940’erne kunne forvente at tjene mere, end deres forældre gjorde. I dag gælder det samme for mindre end halvdelen af alle amerikanere. Hvis jeg skulle vælge en enkelt faktor, der forklarer vor tids økonomiske populisme, så er det denne.”

Joan C. Williams har aldrig selv været en del af den arbejderklasse, som hun skriver om. Hun er opvokset i et velstående hjem og er uddannet fra eliteuniversiteter som Harvard og Yale. Men hun er gift ind i en arbejderklassefamilie, og i indledningen til sin bog beskriver hun sin svigerfar, der voksede op på en menu af blodsuppe, og som hadede sit job som inspektør på en fabrik.

”Jeg har, igennem mit ægteskab, brugt de seneste 40 år på at bygge bro på tværs af den kulturelle og psykologiske kløft, som klasseskellet udgør,” siger hun.

Men den amerikanske elite har skøjtet for let hen over arbejderklassens deroute og gør det fortsat, også efter Trumps valgsejr, mener Williams.

”Vi har været optagede af at kæmpe for alverdens mindretal, mens vi har ladet arbejderklassen sejle sin egen sø. De har en ret til at være vrede på os. Det har skabt en enorm kulturkløft, at venstrefløjen højlydt har forlangt, at hele samfundet indordner sig og accepterer eksempelvis homoseksuelle ægteskaber og kønsneutrale toiletter, alt imens de, der vægrer sig, fordømmes som sexistiske og homofobiske. Vi har takket være vores tunnelsyn afskrevet en hel befolkningsgruppe og været med til at forgifte amerikansk politik,” siger Joan C. Williams.

Og de kulturelle emner, som venstrefløjen bruger så meget energi på at fremme, fremmedgør store dele af arbejderklassen:

”Personligt kerer jeg mig om kønsneutrale toiletter. Jeg mener, at det er vigtigt. Men jeg har et godt job, og mine børn har gode jobs, og hvis de ikke havde det, så ville kønsneutrale toiletter ikke stå højt på min prioritetsliste.”

Demokraterne har ifølge forfatteren ladet Republikanerne sætte sig på rollen som det parti, der taler om at skabe jobs for de to tredjedele af amerikanerne, der ikke har en videregående uddannelse.

”Mens Demokraterne taler om, at flere amerikanere skal gå på universitetet, og at flere kvinder skal være direktører, så lover Trump at give folk gode maskuline jobs, selv hvis de ikke har en uddannelse. Han taler om at genoplive kulindustrien og presse virksomheder til at bringe produktionsjobs tilbage til USA. Det er måske ikke særlig effektive løsninger, men så længe Demokraterne ikke kommer ind i kampen, vil folk blive ved med at stemme på Trump. Jeg fatter ikke, at venstrefløjen ikke forstår dette,” siger hun.

Venstrefløjen er også nødt til at forstå og anerkende arbejderklassens sårede følelser, understreger Joan C. Williams.

”Vi har for længst lært ikke at gøre nar af folk på grund af deres race, køn eller seksuelle orientering. Men vi har ikke lært at lade være med at gøre nar af folk på grund af deres socialklasse. Vi burde skamme os. Det er ikke i overensstemmelse med progressive værdier, og det hjælper kun Donald Trump, når vi griner ad bonderøvene med deres usofistikerede vaner. Dette gælder også politiske kampagner. Da Hillary Clinton under valgkampen i 2016 fordømte Trumps vælgere som ’ynkværdige’, bekræftede hun alle fordomme om elitens foragt for ikke-eliten. Hun kunne lige så godt have sagt ’stem ikke på mig’ til alle amerikanere uden for storbyerne,” siger hun.

Joan C. Williams er ikke den eneste amerikanske meningsdanner, der efter præsidentvalget for snart to år siden har opfordret venstrefløjen til at lytte til den hvide arbejderklasse. Og hun vurderer, at den til en vis grad har hørt budskabet:

”Demokratiske politikere taler oftere om de emner, der berører arbejderklassen: økonomi og jobskabelse og sundhedsydelser. Partiets ledelse forstår også, at den må give kandidater i konservative dele af landet mere løse tøjler ideologisk set, så de har en chance for at blive valgt. Men dele af partiets base mener, at vejen fremad er at stå endnu stærkere fast på progressive værdier. Her i San Franscisco taler vi eksempelvis stadig om kønsneutrale toiletter. Så der en splid internt på venstrefløjen.”

Hun er, trods alt, ”relativt håbefuld”:

”Min frygt er, at vi er på kurs mod fascisme – og at det vil ske hurtigere, end vi tror. Mit håb er, at jeg har set megen positiv forandring. For første gang siden 1930’erne har vi nu en samtale om klasse i Amerika. Dét er meget positivt.”