Prøv avisen
Usa-analyse

For Trump kan et nederlag blive en god forretning

Da Trump besluttede sig for at stille op som Republikanernes præsidentkandidat, spekulerede mange derfor i, at Trump udelukkende tog kandidaturet for at tilrane sig endnu mere opmærksomhed til sig selv, sine virksomheder og sine produkter. Foto: Joe Burbank/AP/Polfoto

Donald Trump har netop lanceret sin egen tv-kanal, der skal dække valget ”objektivt”, ”vedkommende” og uafhængigt af den etablerede presse. Samtidig kan kanalen sikre Trump en platform efter det nederlag, der tegner stadig mere sandsynligt, skriver filosofiprofessor og USA-kender Vincent Hendricks

Spekulationerne har rumlet i et stykke tid. Måske har Donald Trump egentlig aldrig været primært interesseret i det amerikanske præsidentembede. At gå efter den højeste post er nærmere en afledt effekt af, at han over en årrække har etableret sig som hovedrolleindehaver i reality-shows som ”The Apprentice” (Lærlingen), der gav ham så meget eksponeringstid på de etablerede medier, at det pludseligt kunne betale sig at gå efter posten som ”leder af den frie verden”.

Da Trump besluttede sig for at stille op som Republikanernes præsidentkandidat, spekulerede mange derfor i, at Trump udelukkende tog kandidaturet for at tilrane sig endnu mere opmærksomhed til sig selv, sine virksomheder og sine produkter. Han har igennem tiden udlejet sit Trump-brand mod betaling, så firmaer eksempelvis har kunnet bruge det til at pryde deres bygninger med. Man kan ligeledes købe Trump-bøffer, Trump-vodka, Trump-skjorter, slips, manchetknapper og andre effekter med Trump-logoet på. Men et brand skal jo holdes varmt, og det kan man passende vedligeholde ved netop at blive præsidentkandidat.

Det største sociale aktiv, og hermed i informationstidsalderen også monetære aktiv, er folks opmærksomhed. Og opmærksomhed får man i rå mængder fra såvel den etablerede presse som de sociale medier, hvis man søger det ultimativt ophøjede folkevalgte embede, og samtidig kommer med meldinger, der enten er racistiske, sexistiske, naivistiske, urealistiske, forfatningsstridige eller kombinationer heraf.

Der var klangbund for denne opmærksomhedsstrategi og hertil hørende meldinger, og inden længe blev ”trumpisme” en decideret bevægelse, der specielt i det amerikanske rustbælte i Midtvesten har været i stand til at mobilisere vælgere, der var trætte af establishmentet i Washington, vennetjenester i de højere luftlag, rygklapperi i eliten – alt sammen personificeret af Demokraternes kandidat, Hillary Clinton. Så hvad der måske begyndte som et reklamefremstød, endte som en præsidentkampagne for Trump.

Uheldige sager har dog fået Trump i modvind, og meningsmålingerne er ikke længere helt så gunstige, som de tegnede til undervejs. Men blot fordi Trump er i modvind, betyder det ikke, at trumpismen og den bevægelse, der er blevet startet, har tilsvarende kvaler. Selv hvis Trump måtte tabe valget, forsvinder det vælgerhav ikke, som Trump har sejlet på. Og præcis trumpisme har ikke et naturligt tilhørsforhold til hverken Demokraterne eller Det Republikanske Parti.

Hertil kommer, at denne vælgermasse heller ikke anser den etablerede presse – inklusive den konservative tv-station Fox News, som ellers jo godt kan være stemt for selv rabiate republikanske meldinger – for at tale trumpismens sag. Så hvor skal dette vælgersegment gå hen, hvis Trump skulle tabe valget den 8. november – og hvilket talerør ville kunne varetage den bestemte kundekreds’ interesse?

Måske kunne man således forestille sig et Trump TV, der viderefører bevægelsen med Trump som leder af et nyt mediedynasti, der med tiden kunne vokse sig stort og konkurrere med de etablerede kanaler som CNN, Fox, CBS, ABC, MSNBC og sådan fremdeles.

Trump har selv afvist sådanne spekulationer, men selv hvis de skulle gå hen og blive en realitet, ville han ikke være den første, der forsøger at samle et nederlag op og forvandle tro proselytter til medieforbrugere eller seere af ens nyetablerede kanal.

Den tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin forsøgte sig med Sarah Palin Channel, og også en anden tidligere republikansk præsidentkandidat, Herman Cain, forsøgte sig med Cain TV. Selvom begge havde mange følgere og støtter, var de ikke i stand til at konvertere disse til mediebrugere, og hverken Sarah Palin Channel eller Cain TV eksisterer længere.

Trump TV kunne udgøre muligheden for, at skuffede vælgere, der havde håbet på hans sejr, ikke ville føle sig ladt i stikken af Trump selv, hvis nu nøglerne til Det Hvide Hus skulle gå til Clinton.

Samtidig har Trump fået ansat kampagnechefer, der er velbevandrede i mediebilledet, og som uafhængigt af, om han vinder eller taber, har bevist, at der er et kundegrundlag for hans politiske produkter, hvor afsindige de så end kan lyde. Og eftersom Hillary Clinton er så upopulær, som hun er, og ikke står til at blive mindre upopulær, skulle hun blive USA’s øverstbefalende, er der måske en forretningsmodel for at realisere Trump TV om Trumps verden i Trump Tower med Trump-værter, i Trump-programmer, iført Trump-tøj, drikkende Trump-vodka, spisende Trump-bøffer – selvom sidstnævnte ikke længere er at finde i køledisken i amerikanske supermarkeder.

Vincent F. Hendricks er dansk-amerikaner, filosofiprofessor og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet. Han analyserer amerikansk politik og samfundsforhold i Kristeligt Dagblad.

Andre læser lige nu