Prøv avisen

Trump kan give dødsstødet til en palæstinensisk stat - og det er egentlig meget godt

Unge palæstinensere støder stadig med jævne mellemrum sammen med den israelske hær. Men konfrontationerne med hæren har ikke længere karakter af en egentlig uafhængighedskamp, mener professor Sari Nusseibeh. Det er snarere blot tale om friktioner med besættelsen. Foto: Majdi Mohammed/AP/Polfoto

Efter mere end 20 års fejlslagen kamp for selvstændighed er det på tide at kalde en spade for en spade og indse, at drømmen om en egen stat er urealistisk, mener den fremtrædende palæstinensiske professor Sari Nusseibeh . Han håber, at Donald Trump kan ruske op i den fastkørte konflikt

Kan palæstinenserne få noget positivt ud af, at Donald Trump bliver USA’s næste præsident?

Umiddelbart lyder svaret nej, hvis man skal dømme efter reaktionerne fra palæstinensiske magthavere og meningsdannere efter den polariserende byggematadors overraskende valgsejr i sidste måned. Her hersker der en udpræget frygt for, at republikaneren blot vil skubbe palæstinensernes drøm om selvstændighed endnu længere ud i periferien, end den allerede befinder sig.

Ganske vist har Trump på det seneste flere gange understreget, at hans mål er at stifte fred mellem israelere og palæstinensere. Men han har samtidig givet stærk opbakning til Israel, undladt at kritisere bosættelserne og lovede under sin valgkamp, at USA vil flytte sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem og dermed anerkende byen som Israels udelte hovedstad. Det kan i så fald meget vel blive et afgørende benspænd for en tostatsløsning mellem israelere og palæstinensere, hvor et af hovedelementerne lyder, at Østjerusalem bliver den kommende palæstinensiske hovedstad.

Men mens andre politikere og intellektuelle af den grund ser med stor ængstelse på valget af Trump, tænker professor i filosofi ved Al-Quds Universitet i Østjerusalem Sari Nusseibeh anderledes positivt om situationen:

”Hvis vi skal dømme ud fra Trumps udtalelser indtil videre, kommer han formentlig til at gøre den klassiske tostatsløsning til fortid. Hvilket er godt, mener jeg. For når folk først indser, at den ikke længere er aktuel, håber jeg, at man i stedet begynder at tænke i, hvilke andre retninger vi kan gå,” siger han.

Professoren tilføjer dog, at meget stadig er usikkert omkring Trumps tanker om Mellemøsten. Men at det tyder på, at USA’s 45. præsident kommer til at skubbe den amerikanske politik ud af dens neutrale, uengagerede zone, hvad angår konflikten mellem israelere og palæstinensere.

Selvom Sari Nusseibeh ikke begræder, hvis målet om en palæstinensisk stat bliver begravet, er det heller ikke en entydig positiv udvikling. For tostatsløsningen står i hans øjne stadig som det bedste alternativ, der endnu er udtænkt i den langvarige konflikt. Og hvis nogen kom og sagde i dag, at de nu ville realisere den palæstinensiske stat, ville Sari Nusseibeh absolut bakke om den.

”Men efter at vi har befundet os i en tilstand af afventende spænding i over 20 år uden at komme nogen vegne, er det på tide at kalde en spade for en spade og begynde at tænke, hvad vi i stedet kan gøre. Det kræver dog, at noget dramatisk sker, før vi tør lægge drømmen bag os. Måske kan Trumps mål om at flytte ambassaden til Jerusalem netop være den skelsættende begivenhed,” siger han.

Hvorfor tror du ikke længere på, at tostatsløsningen er mulig?

”Hele fundamentet for sådan en aftale er blevet undermineret af bosættelserne på Vestbredden og af jødificeringen af Østjerusalem. I dag kræver det megen fantasi at forestille sig en geografisk og demografisk måde, at landet kan deles på, og vi kan vende tilbage til 1967-grænserne,” siger han med henvisning til grænsedragningen fra før Seksdageskrigen i 1967, da Israel blandt andet erobrede Gaza og Vestbredden.

Mens bosættelserne udgør nogle klare objektive hindringer, så findes der også mere subjektive faktorer, der spænder ben for tostatsløsningen. Sari Nusseibeh forklarer, at en stor del af den israelske befolkning i dag er født efter 1967, og deres geografiske identitet er knyttet til landet, som det ser ud i dag.

”De er vokset op i Israel, som de kender det fra floden til havet (Jordanfloden til Middelhavet, red.). Og de kan ikke forestille sig, at dette geografiske område, som de betragter som hjem, faktisk kan deles,” siger han.

På samme måde er det med palæstinenserne. Her har langt størsteparten af befolkningen ingen erfaringer med grænserne, som de gik før 1967. Og den entusiasme, der prægede frihedskampen for 20 og 30 år siden, er efterhånden forsvundet.

”Op gennem 1980’erne og 1990’erne blev vi opildnet af denne idé om vores egen uafhængige stat, da den stod som et alternativ til besættelsen. Vi troede, at vi ville være i stand til at skabe et regeringssystem, som dygtigt kunne adressere alle de problemer, besættelsen skabte, og give os frihed, gennemsigtighed og livskvalitet,” siger Sari Nusseibeh.

Men efter at det palæstinensiske selvstyre blev etableret som et resultatet af Oslo-aftalen i 1994, har folk erfaret, hvad det vil sige at leve under sådan et system. Og de fleste er ikke synderligt imponerede, mener han.

”Efter alle de år kan folk se, hvordan korruption, manglende frihed og grov magtanvendelse er blevet hverdag. Og jeg tvivler på, at en uafhængig palæstinensisk stat virker oprigtigt attraktiv på særlig mange længere,” siger Sari Nusseibeh.

Hvad vil du så sige, at det handler om, når palæstinensere i dag går til angreb på eller protesterer imod Israel?

”Det, vi ser i dag, har snarere karakter af friktioner med besættelsen, end det er en kamp for selvstændighed. Jeg mener ikke, at man kan tale om, at der længere er en reel uafhængighedskamp,” siger han.

Hvilken fremtid ser du i stedet for palæstinenserne?

”Hvis man først har indset, at den klassiske tostatsløsning ikke længere er realistisk, er den næste erkendelse, at palæstinensere og israelere hænger på hinanden. Ingen af os kommer til at forsvinde. Spørgsmålet bliver derfor, hvordan vi kan skabe en fremtidsvision, hvor vi kan leve i det samme politiske univers,” siger han.

Sari Nussseibeh har ikke en færdig udtænkt plan for, hvordan det kan lade sig gøre. Ofte kan det hjælpe på forståelsen at bruge kendte modeller såsom føderation, konføderation eller en enstatsløsning, siger han. Men virkeligheden er, at det hele skal tænkes igennem på ny.

”Uanset hvilket ord man vil bruge om sådan et system, skal det kunne beskrive en sameksistens mellem to folk og tilfredsstille begge siders krav. Og vi bliver nødt til at acceptere det faktum, at Israel i hvert fald i de indledende faser fortsætter med at sidde med de bedste kort på hånden. Målet er, at vi hen ad vejen kan få forbedret vores situation og opnå flere basale menneskerettigheder, hvilket vi ikke har i dag under besættelsen,” siger han.

Det lyder langt hen ad vejen som samme argumenter, man hører fra den politiske højrefløj i Israel og fra bosætterbevægelsen?

”Jo, men hvis man prøver at analysere situationen i stedet for at fokusere på, hvad vi palæstinensere føler er vores ret, er det svært at komme med andre løsninger. Vi bliver nødt til at se i øjnene, hvilken politik der bliver ført i Israel i dag, hvem vi selv er, og hvad vi er i stand til og ikke mindst, hvilken tilstand resten af den arabiske verden er i. Hvis vi skal komme videre herfra, mener jeg, at det vigtigste mål må være at forbedre vores menneskerettigheder. Det er helt instinktivt,” siger han.

Det er ikke sit drømmescenarie, den fremtrædende palæstinensiske professor beskriver. I sidste ende er det en konklusion, han er nået til, efter at både det israelske og palæstinensiske samfund har skuffet ham dybt i den måde, begge har udviklet sig på de seneste årtier.

Sari Nusseibeh var ellers en af de formentlig ganske få palæstinensere, der for 50-60 år siden så med en vis form for fascination på de visionære og idealistiske zionister, der arbejde hårdt for at opbygge deres nye stat. Han flyttede sågar selv ind i en israelsk kibbutz i en periode i slutningen af 1960’erne og gik med tanker om, hvordan han kunne overføre idéen om de socialistiske bofællesskaber til det palæstinensiske samfund.

”Hvis man for en stund ignorerede, hvilke konsekvenser det havde for os palæstinensere, så herskede der en progressiv, kreativ og positiv energi i Israel dengang. Man troede på nogle stærke værdier og ønskede at skabe noget nyt og var indstillet på at leve et hårdt og ydmygt liv for at opnå det. Det blev også afspejlet i dets ledere.”

Men i dag kan han ikke længere genfinde bare en snert af fascination af det israelske samfund. Landet er blevet totalt transformeret, mener han:

”Israel er blevet en korrupt stat befolket af ekstremister og styret af bøller. En tidligere præsident sidder i fængsel, og der er gang på gang kriminelle anklager mod premierministeren. Drivkraften er blevet grådighed og selvoptagethed, og landet virker reelt selvdestruktivt.”

Meget bedre ser det ikke ud med det palæstinensiske samfund, hvor en rå og korrupt kapitalisme har fået lov til at bestemme.

”Vi har håndteret vores eksperiment med selvstyre dårligt og har flyttet os væk fra fra de idéer, vi lagde ud med. Der er noget grundlæggende galt med vores samfund i dag, og derfor er det så svært at bevare begejstringen for målet om vores egen selvstændige stat,” siger han.

Men hvordan tænker du, at de to parter skulle være modne nok til at finde sammen i et fælles styre efter alt, hvad der er sket de seneste årtier?

”Når man ser på vores fælles historie, har der været masser af samarbejde. Selv i dag interagerer folk med hinanden til hverdag i den grad, det er muligt. Vi tager på de samme hospitaler, arbejder på de samme arbejdspladser og køber ind i de samme indkøbscentre. Når man ser på relationen mellem israelere og palæstinensere, opvejer den gode kontakt langt de voldelige og problematiske episoder,” siger Sari Nusseibeh.

”Og i Israel ser vi jo allerede, at både palæstinensere og israelere lever i samme område, om end de stadig bor opdelt. Så hvis det bliver grebet rigtig an, synes jeg ikke, at det er svært at forestille sig, at alle palæstinensere og israelere kan bo under samme politiske paraply.”