Prøv avisen

Trump: Muren er den eneste vej frem

USA's præsident, Donald Trump, holdt natten til onsdag dansk tid tale til nationen om situationen ved grænsen til Mexico. Torsdag rejser han selv derned. Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix

Den amerikanske præsident, Donald Trump, brugte tale til at fortælle om "krisen" ved USA's sydlige grænse. Han undlod dog at erklære en national nødsituation.

Der strømmer narko ind. Folk er ofre for menneskesmugling. Kriminelle kommer sydfra og begår drab og voldtægter.

USA's præsident, Donald Trump, tegnede i en tv-tale til nationen natten til onsdag dansk tid et ekstremt dystert billede af "krisen" ved landets grænse til Mexico.

Derfor skal der bygges en mur, slog han fast. Og derfor er muren så vigtig, at en strid om finansieringen af den har holdt dele af statsapparatet i USA lukket i små tre uger.

Trump vil nedlægge veto mod ethvert budget uden mere en fem milliarder dollar afsat til at bygge barrieren. Demokraterne i Kongressen vil omvendt ikke stemme for et budget, hvor muren står som en udgiftspost.

- Hvor meget mere amerikansk blod skal der udgydes, før Kongressen gør sit arbejde, spurgte Trump i talen.

- Det er en humanitær og national sikkerhedskrise. Der kommer tusindvis af illegale immigranter over grænsen. Vi har ikke plads til at tage os af dem alle, lød det videre.

Den ni minutter lange tale var ifølge faktatjekkere fra nyhedsbureauet AP og medier som The Washington Post og The New York Times fyldt med misvisende udsagn og overdrivelser.

Den bragte heller ikke nedlukningen tættere på en afslutning, må man konkludere ud fra reaktionen fra Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

- Præsident Trump skal stoppe med at holde det amerikanske folk som gidsel, og han skal stoppe med at opfinde en krise og i stedet genåbne regeringen, sagde Pelosi.

Der var inden talen spekuleret i, hvorvidt Trump ville erklære en såkaldt national nødsituation over situationen ved grænsen. En sådan erklæring kan åbne for, at præsidenten kan få bygget muren uden at få grønt lys fra politikerne i Kongressen.

Netmediet Politico skriver på baggrund af kilder i Det Hvide Hus, at præsidenten i sidste øjeblik valgte at afstå fra at gøre netop det, da det med stor sandsynlighed vil blive udfordret ved domstolene.

Flere myndigheder samt republikanske guvernører i store grænsestater som Texas og Arizona har tøvet med at bekræfte præsidentens billede af grænsen som "en krigszone", skriver CNN.

Også befolkningen er delt i spørgsmålet om at bygge en mur. En ny meningsmåling foretaget af Morning Consult for Politico viser, at 47 procent mener, at en mur langs grænsen er "unødvendig".

Samtidig mener bare 22 procent, at det er acceptabelt, at Trump fortsat kræver penge til grænsemuren, når resultatet er en regeringsnedlukning.

Den delvise nedlukning af statsapparatet har stået på siden den 22. december.

Som led i sin kamp for at få opført en mur besøger Trump torsdag grænsen til Mexico.

ritzau/