Trump nægter at give fortabt og bliver ved med at skyde med løst krudt

Selvom Donald Trump er gået med til magtoverdragelse, fortsætter hans søgsmål og anklager om valgsvindel, og republikanske valgansvarlige advarer nu om voldeligt efterspil

USA’s præsident, Donald Trump, elsker efter eget udsagn at vinde, men siden sit valgnederlag til demokraten Joe Biden for fem uger siden har han tabt igen og igen.
USA’s præsident, Donald Trump, elsker efter eget udsagn at vinde, men siden sit valgnederlag til demokraten Joe Biden for fem uger siden har han tabt igen og igen. Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix.

USA’s præsident, Donald Trump, elsker efter eget udsagn at vinde, men siden sit valgnederlag til demokraten Joe Biden for fem uger siden har han tabt igen og igen.

Præsidentens mange forsøg på at omstøde vælgernes dom ved hjælp af påstande om omfattende valgsvindel er konsekvent blevet afvist af forbundsdomstolene på grund af manglende beviser.

Senest afviste de ni dommere i USA’s højesteret, hvoraf tre er udnævnt af Donald Trump, enstemmigt at forhindre Pennsylvania i endegyldigt at bekræfte Bidens sejr i delstaten. Sagen var anlagt af præsidentens politiske allierede, der hævdede, at delstaten krænkede loven, da den inden valget øgede vælgernes mulighed for at brevstemme i lyset af coronaudbruddet.

Intet tyder dog på, at præsidenten er klar til at erkende sit nederlag til Biden, selvom han i princippet har sagt god for, at demokraten begynder at overtage statsapparatet forud for magtoverdragelsen den 20. januar.

I denne uge sendte Texas’ republikanske justitsminister, Ken Paxton, et nyt sagsanlæg til højesteret med en anmodning om at blokere nøglestaterne Georgia, Michigan, Pennsylvania og Wisconsin fra at attestere Bidens sejr, når valgmandskollegiet på mandag samles i de enkelte delstater for formelt at vælge den næste præsident. Sagsanlægget hævder, at de fire delstater brugte pandemien som et påskud til at ændre valgreglerne i strid med forfatningen. Onsdag meddelte Trump, at han vil sætte sit eget navn på sagsanlægget, der ifølge de fleste eksperter har forsvindende få chancer for at lykkes.

”Hvordan kan du have et præsidentskab, når det overvældende flertal mener, at der var VALGSVINDEL,” skrev præsidenten på Twitter, hvor han også krævede valgresultatet ”omstødt”.

Præsidenten bakkes i store træk stadig op af sit eget parti, Republikanerne. Kun enkelte moderate republikanske senatorer har offentligt anerkendt Bidens sejr, og partiets konservative fløj opfordrer Trump til at fortsætte kampen helt frem til den 6. januar, hvor Kongressen mødes for at tælle og godkende valgmandsstemmerne. Ifølge amerikanske medier betragter republikanske politikere forhalingsstrategien som deres bedste mulighed for at parere angreb fra vrede vælgere, der nægter at tro på, at Trump har tabt til Biden.

Det republikanske kongresmedlem Alex Mooney har fremlagt en resolution i Repræsentanternes Hus, der opfordrer både Trump og Biden til at undlade at erkende nederlag, indtil alle retssager og undersøgelser af valget er overstået.

”Landet er nødt til at vide, at det i det mindste har været en fair proces,” siger han til nyhedsbureauet AP.

Kommentatorer på venstre- og midterfløjen advarer imod konsekvenserne af, at millioner af amerikanere nægter at anerkende Joe Bidens sejr og godtager de mange falske påstande og konspirationsteorier om valget.

”Den amerikanske præsident forsøger at stjæle valgsejren, og – helt afgørende – hans eget parti vælger enten stiltiende at bifalde dette eller at lade som om, at det ikke ser det. Dette er en særligt farlig kombination, som gør det til meget mere end blot typisk trumpisk bragesnak,” skriver eksempelvis Zeynep Tufekci i The Atlantic.

I løbet af de seneste uger har Trumps mest glødende tilhængere optrappet deres protester over valget. Eksempelvis har bevæbnede demonstranter samlet sig foran Michigans demokratiske indenrigsministers bolig, og i en anden nøglestat, Arizona, har Det Republikanske Partis lokale afdeling to gange på Twitter opfordret tilhængere til at være villige til at ”dø for noget” eller give deres ”liv for denne kamp”. Trump har offentligt udskammet republikanske delstatsledere for at undlade at hjælpe ham med at bevare magten.

Enkelte republikanere råber nu vagt i gevær. I Georgia har en højtstående republikansk valgansvarlig, Gabriel Sterling, der selv stemte på Trump, bønfaldt præsidenten om at stoppe med at kaste brænde på bålet. Under et nyligt pressemøde henviste han til dødstrusler mod lokale valgansvarlige og politikere som den republikanske indenrigsminister i Georgia, der af Trump er blevet stemplet som en ”folkefjende”.

”Hold op med at inspirere folk til at begå mulige voldshandlinger. Det ender med, at nogle kommer til skade. Nogle vil blive skudt. Nogle vil blive dræbt,” sagde han.

Ifølge en ny meningsmåling fra radiostationen NPR og analyseinstituttet Marist stoler 61 procent af amerikanerne på, at resultatet af præsidentvalget er ”retvisende”. Der er dog store partipolitiske forskelle, idet kun 24 procent af de republikanske vælgere har tiltro til, at Biden er valgets retmæssige vinder.