Prøv avisen

Trump (næsten) alene i Washington

Da Donald Trump fik lov til at komme tilbage på Twitter efter karantæne, lagde han en knap tre minutter lang forsonende tale ud. Foto: Donald J. Trump Via Twitter/Reuters

Efter onsdagens uroligheder i Washington D.C. har flere af Trumps ministre og rådgivere sagt op i protest mod præsidentens ageren. Trump-æraen lakker mod enden.

Han har opgivet at omstøde sit valgnederlag, og omkring ham opgiver flere og flere nu også støtten til præsident Donald Trump.

Optøjerne i Washington D.C. onsdag var for mange det sidste strå.

Torsdag sagde to ministre i Trumps administration op i protest mod det voldelige indbrud i Kongressen, som de mener, præsidenten er medskyldig i.

- Der er ingen tvivl om, hvilken effekt din retorik havde på situationen, og det er vendepunktet for mig, skriver Betsy DeVos, indtil nu uddannelsesminister, i sit afskedsbrev ifølge Reuters.

Også transportminister Elaine Chao, der ligesom DeVos har været med i alle Trumps fire år som præsident, siger farvel før tid.

- I går (onsdag, red.) gennemlevede vores land en traumatisk og helt igennem undgåelig hændelse, da tilhængere af præsidenten stormede kongresbygningen efter at have hørt Trump tale.

- Jeg er sikker på, at det har foruroliget jer, som det har foruroliget mig. Jeg kan ikke sætte mig ud over det, skriver Chao.

En række andre politisk udnævnte rådgivere i Det Hvide Hus og statsapparatet har også trukket sig og udtrykt forargelse over præsidentens seneste handlinger.

Med mindre end to uger tilbage før overgangen fra Trump til den nye præsident, Joe Biden, er det til en vis grad symbolske handlinger uden den store effekt.

Det ses dog alligevel som et tegn på, at Trump med sin insisteren på med alle midler at fornægte og bekæmpe sit valgnederlag har skubbet allierede og ansatte fra sig.

I forvejen trak flere senatorer fra Trumps parti, Republikanerne, støtten til præsidenten i forbindelse med hans fortsatte kamp mod valgresultatet fra den 3. november.

Den hidtidige flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, erkendte i midten af december den demokratiske Joe Bidens valgsejr.

Også den ellers meget loyale senator Lindsey Graham fik onsdag nok.

- Trump og jeg har været på noget af en rejse sammen. Jeg hader, at det skal slutte sådan her. Men efter i dag er alt, jeg kan sige, at jeg er ude. Nok er nok, sagde han ifølge NBC News.

Donald Trump, der blev udelukket fra sociale medier som Twitter og Facebook onsdag for at "opildne" til volden i Washington, vendte sent torsdag tilbage med en videotale.

Her havde præsidentens pibe fået en anden lyd.

Trump lover en gnidningsfri overgang den 20. januar, når Joe Biden tiltræder som USA's næste præsident.

- Mit fokus drejer sig nu om at sikre en problemfri og ordentlig overgang af magten. Det her øjeblik kalder på heling og forsoning, siger præsidenten i videotalen.

/ritzau/