Prøv avisen
USA

Trump og en verden af konspirationsteorier

Konspirationsteorier er ikke noget nyt fænomen, men aldrig har en amerikansk præsident været med til at sprede dem på samme måde som Donald Trump. Foto: Jonathan Ernst / Reuters / Ritzau Scanpix

Den amerikanske præsident anklager medier for at sprede falske nyheder, men han agerer selv megafon for alverdens konspirationsteorier

Barack Obama blev ikke født i USA, en politisk modstanders far var involveret i drabet på John F. Kennedy, og der er en stat i staten, som forsøger at styre landet.

Konspirationsteorier er ikke noget nyt fænomen, men aldrig har en amerikansk præsident været med til at sprede dem på samme måde som Donald Trump.

The Washington Post har gennemgået præsidentens meget aktive Twitter-profil. Avisen har fundet frem til mindst 23 eksempler på, at Trump ukritisk deler konspirationsteorier med sine 63 millioner følgere.

Det seneste eksempel er få dage gammelt. Det omhandler sagen om milliardæren Jeffrey Epstein, der var mistænkt for misbrug af og handel med mindreårige piger. I weekenden blev han fundet livløs i sin fængselscelle.

Epsteins død er det rene guf for konspirationsteoretikere. Blandt dem er der en udbredt opfattelse af, at Epstein stod i spidsen for en hemmelig pædofiliring, der skulle tælle kongelige, præsidenter og premierministre.

Med andre ord lå han set med konspirationsteoretiske øjne inde med informationer, der kunne ryste den globale magtelite. Så var det nu virkelig et selvmord, eller "hjalp" nogen ham på vej?

De spekulationer gav Trump næring til ved at dele et Twitter-opslag fra den højreorienterede komiker og kommentator Terrence Williams.

Williams koblede dødsfaldet sammen med, at Epstein skulle have belastende informationer om ekspræsident Bill Clinton.

- Som om! Hvordan kunne det ske, spurgte Williams og fik altså spredt sit budskab af præsidenten.

Det er ikke første gang, Trump antyder, at Clinton-familien skulle have været involveret i drab.

Under valgkampen i 2016 bragte Trump nyt liv i en gammel konspirationsteori om Vince Foster, der var rådgiver i Det Hvide Hus under Bill Clinton.

Adskillige undersøgelser har konkluderet, at Foster begik selvmord i 1993, men Trump mente alligevel, at der var noget "lusket" ved Fosters død.

- Han vidste alt om, hvad der skete, og pludselig begik han selvmord, sagde Trump under valgkampen, hvor han var oppe imod Bill Clintons hustru, Hillary.

Adskillige iagttagere problematiserer, at Trump viderebringer konspirationsteorierne.

De peger blandt andet på, at præsidenten dermed giver næring til grundløse spekulationer i den brede befolkning og skaber mistillid til landets institutioner.

I en analyse skriver CNN, at præsidenten svigter sit ansvar.

- Han bruger udtrykket "fake news" som et våben mod medier, der arbejder med journalistik og fakta. Og det allermest ironiske er, at han så ofte selv vildleder sine følgere med fiktion.

/ritzau/

Den amerikanske finansmand Jeffrey Epstein blev lørdag fundet død i sin fængselscelle. Han var mistænkt for misbrug af og handel med mindreårige piger. (Arkivfoto). Foto: Handout . / Reuters / Ritzau Scanpix