Trump og Putin mødes som to stærke statsledere

Efter den amerikanske præsidents verbale reprimander til Nato, Tyskland og Storbritannien har han i dag et høfligt møde med den russiske præsident i Helsinki, som man har grund til at frygte i Ukraine og Mellemøsten. For den gammeldags stormagtspolitik er tilbage

Trump og Putin kommer ikke til at revolutionere de amerikansk-russiske relationer, for Trump har ikke meget at give Putin på de allervigtigste bilaterale konfliktområder, nemlig sanktionerne mod Rusland, skriver Jens Worning i sin analyse.
Trump og Putin kommer ikke til at revolutionere de amerikansk-russiske relationer, for Trump har ikke meget at give Putin på de allervigtigste bilaterale konfliktområder, nemlig sanktionerne mod Rusland, skriver Jens Worning i sin analyse. Foto: Marcellus Stein/Ritzau Scanpix.

Den amerikanske præsident, Donald Trumps, rundtur i Europa afsluttes i dag i Helsinki med et topmøde med den russiske præsident, Vladimir Putin. På fætter-kusine-sammenkomsten i Nato i den forgangne uge fik onklen fra Amerika lagt sig ud med Tyskland, og den pæne vært, Natos generalsekretær Jens Stoltenberg, blev adskillige gange bragt i offentlig forlegenhed.

Da Trump i fredags gæstede London, satte han sin vært, den britiske premierminister Theresa May, på plads, da han fik sagt til tabloidavisen The Sun, at hendes nu forhenværende udenrigsminister, Boris Johnson, ville være velegnet som ny premierminister og til at gennemføre Brexit.

Dét tegner et billede af et Vesten i identitetskrise og et svækket Nato. Man kunne forledes til tro, at Rusland ser det som fremskridt, og at teorierne om, at Trump er Putins opfindelse, nu bekræftes. Men det er nyttigt at se på den politiske substans i det, der skete på Nato-topmødet og det, der skete i London. I Nato var kernen i forløbet en politisk uenighed om byrdefordelingen i forsvarsalliancen, hvor Trump ønsker, at europæerne skal bidrage mere og USA mindre. Det er ikke en ny dagsorden eller ny uenighed mellem USA og Europa i Nato, men Trump tydeliggør denne dagsorden og presser sine europæiske partnere maksimalt. Og det ser ud til, at han i det lange løb belønnes med en ændret byrdefordeling. I London gælder det de handelsaftaler, der skal følge efter Brexit – også her gælder Trumps ”America First”-tilgang, Storbritannien skal ikke regne med at få det nemt, er udmeldingen. Og her lægger han dels pres på May for at levere, dels forbereder han sig på, at May muligvis ikke er premierminister, når en sådan aftale skal underskrives.

Set med russiske øjne har Trump optrådt som en stærk leder overfor sine europæiske partnere, og da Natos topmødeerklæring til fulde bekræfter styrkelsen af Nato mod Rusland og ved den russiske grænse, så kommer han også til topmødet i en styrkeposition.

Med russiske øjne er det to stærke statsledere, der mødes, og intet sted kunne være mere naturligt at gøre det under de nuværende forhold end i neutrale Finland og Helsinki, få hundrede kilometer fra Putins fødeby og Ruslands gamle hovedstad, Sankt Petersborg.

Forventningerne til mødets resultater er få i Rusland – at mødet er faldet på plads og oven i købet kommer dagen efter afslutningen på Ruslands succesrige værtsskab for VM-slutrunden i fodbold er med russiske øjne nok i sig selv. Som en side-effekt af VM mødtes Putin i går med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, da denne var rejst til Moskva for at overvære den franske deltagelse i VM-finalen – et møde, Putin også længe gerne har villet have.

Trump og Putin kommer ikke til at revolutionere de amerikansk-russiske relationer, for Trump har ikke meget at give Putin på de allervigtigste bilaterale konfliktområder, nemlig sanktionerne mod Rusland. Sidste år fratog den amerikanske kongres Trumps indflydelse på sanktionerne ved at gøre dem til lov. Men alligevel er der emner på dagsordenen, som vil bekymre rundt omkring i verden.

I Ukraine kan man med rette frygte, at den amerikanske støtte er delvist vigende. At en amerikansk præsident tager på Europa-turné efter Ruslands annektering af Krim og ikke besøger enten Ukraine eller Baltikum som led i et møde med Putin er et stærkt negativt signal og igen et signal til de europæiske lande om selv at rode med Europas problemer.

Og i Mellemøsten er der flere lande, der har grund til ængstelse, for her kan Trump og Putin lave deals – de aftaler, den amerikanske præsident er så optaget af – hen over hovedet på disse. Trump vil gerne ud af Syrien, og Putin vil gerne blive – her kan der blive lavet aftaler, som styrker de to præsidenters egne, snævre dagsordener. Det samme gælder Iran, hvor Trump og Putin har hver deres bevæggrunde til, at Iran ikke må blive for stærkt i regionen, og hvor Putin har adgang til at tale med præstestyret, Trump ikke.

Topmødet mellem Trump og Putin markerer, at stormagters interesser har forrang for mindre landes interesser, og at den regelbundne verdensorden, USA og Europa har arbejdet for siden Anden Verdenskrig, er stærkt udfordret.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.