I USA og i Europa er det primære aftryk fra mandagens topmøde i Helsinki mellem USA’s præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, nogle centrale Trump-udtalelser på det efterfølgende pressemøde om dennes tillid til henholdsvis FBI og Putin, når det gælder svarene om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.
Ugen er gået med, at Trump har korrigeret sig selv et par gange, hvilket har domineret nyhedstrømmen, men der er grund til at se mere substantielt på de to præsidenters samtale- og verdenssyn.
Topmødet mellem Trump og Putin var uden officiel dagsorden og uden referat. Derfor har vi ikke megen officiel viden om, hvad der blev talt om. Det er nu ingen gyldig grund til ikke at kunne udlede en del om, hvad samtalen handlede om.
Vi ved med sikkerhed, at der ikke blev talt Krim og Ruslands annektering af den ukrainske halvø i 2014. Det, havde Rusland betinget sig, var en del af protokollen.
Budskabet er klart, at Krim er en del af Rusland og dermed et faktum, som ikke kan debatteres eller udfordres endsige kritiseres – hvad end folkeretten måtte have at sige i den sag. Den præmis accepterede Trump som den første vestlige topleder ved et møde med Putin efter annekteringen fra Ukraine.
Vi ved også, at der blev talt Syrien. Både Trump og Putin har et ønske om at finde en fælles dagsorden i borgerkrigen: Trump vil gerne have USA ud, Putin vil gerne blive, og trods modstridende interesser i Syrien og Mellemøsten var dette centralt i samtalen. I russiske medier gøres der nu meget ud af, at Putin over for Trump har fremsat helt nye forslag i relation til Syrien, som Trump tog godt imod, og som der nu arbejdes på diplomatisk bilateralt.
Ingen havde på forhånd store forventninger til et konkret resultat af mødet, men Trumps målsætning om en bedre dialog mellem USA og Rusland trods den aktuelle, historiske kulde landene imellem er nået alene ved det faktum, at de to præsidenter mødtes.
Siden den russiske revolution i 1917 har topmøder mellem den amerikanske præsident – først den sovjetiske –og siden den russiske leder været højdepunkter selv uden konkrete resultater. Det med god grund, for begge lande har forsat afgørende betydning for den globale orden. Topmøder mellem Roosevelt og Stalin, Reagan og Gorbatjov, Clinton og Jeltsin gennem årene endte alle i store gennembrud med konsekvenser for den globale orden.
Kan Trump og Putin gøre det samme? Putin vil ikke give Trump noget principielt på centrale problemstillinger i relation til Ukraine, Krim og Syrien.
Trump er bundet i sin ruslandspolitik, der ikke længere laves i Det Hvide Hus, men i den amerikanske kongres, og kan heller ikke give Putin noget der.
Alligevel er svaret ja. Det er der to grunde til, der skal ses i sammenhæng. For det første har begge enorm selvstændig beslutningskompetence globalt, og for det andet ser de begge, at de kan hjælpe hinanden: Trump vil sænke omkostningerne for USA ved at være en supermagt og vil tage mindre ansvar for verdens konflikter, og Putin vil gerne sikre Ruslands indflydelsessfære mod øst.
Deres dialog muliggøres af et fælles syn på den internationale orden – ”vi er konkurrenter, vi har modstridende interesser, men det kan vi enten forhandle om eller gå i krig over” – og begge ser primært den regelbaserede internationale orden som en taktisk komponent, der kan anvendes, når det er opportunt, men ikke som en grundlæggende værdi, som skal forsvares i egen ret.
Derfor sagde Trump ja til et topmøde med Putin uden at måtte nævne Krim. Overlever Trump sin første præsidentperiode og genvælges, har makkerparret Trump og Putin alle muligheder for at ændre spillereglerne globalt – og dermed trodse den amerikanske kongres og USA’s vestlige allierede.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.