Prøv avisen

Trump ønsker palæstinensisk stat med hovedstad i Østjerusalem

Den amerikanske præsident vil lade israelske bosættelser være en del af Israel i fremtidig tostatsløsning

USA's præsident, Donald Trump, har tirsdag præsenteret sit bud på, hvordan man opnår fred i konflikten mellem israelere og palæstinensere.

Det sker ved et pressemøde i Det Hvide Hus i Washington.

Trump foreslår med sin fredsplan, at USA anerkender de israelske bosættelser og gør dem til en del af Israel.

Præsidenten siger derudover, at der skal oprettes en palæstinensisk stat med dele af Østjerusalem som hovedstad.

Palæstinenserne har ikke villet tale med Trump-administrationen siden 2017, da USA anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad.

Tilbage i december 2016 vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 2334 om israelske bosættelser. Den siger, at Israels bosættelser i besatte områder ikke har nogen juridisk validitet og er et åbenlyst brud på folkeretten.

Den 18. november meddelte den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, dog, at det ikke var USA's holdning.

- Etablering af civile israelske bosættelser er ikke i sig selv uforeneligt med folkeretten, lød det dengang fra Mike Pompeo.

Under Trumps forslag tirsdag vil det palæstinensiske område blive mere end fordoblet, skriver nyhedsbureauet AP.

Men Trumps forslag om at anerkende de israelske bosættelser vil med stor sikkerhed falde i dårlig jord hos palæstinenserne, tilføjer AP.

Ved tirsdagens pressemøde i Det Hvide Hus står Donald Trump side om side med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Netanyahu kalder det for en "historisk dag" og takker Trump.

- Du er den første verdensleder, der anerkender Israels suverænitet over Judæa og Samaria, der er altafgørende for vores sikkerhed og for vores arv, siger Netanyahu, der bruger de bibelske navne for Vestbredden.

Mahmoud Abbas, der er leder af det palæstinensiske selvstyre, har ikke været inviteret med til forhandlinger i Det Hvide Hus.

En talsmand for Abbas har tidligere understreget, at en fredsaftale ikke kan indføres uden palæstinensisk godkendelse.

De palæstinensiske ledere har på forhånd afvist fredsplanen fra den amerikanske præsident. De mener, at USA har mistet sin rolle som mægler i konflikten, fordi Trump tilgodeser Israel.

/ritzau/Reuters