Trump rækker palæstinenserne hånden

Præsident Trump har inviteret den palæstinensiske selvstyrepræsident, Abbas, til Det Hvide Hus og sender Mellemøst-udsending til Jerusalem og Ramallah

I fredags slog stemningen i Muqata’ah, den palæstinensiske præsidents hovedkvarter i Ramallah, om: USA’s præsident Trump ringede til Mahmoud Abbas og inviterede ham til Washington.
I fredags slog stemningen i Muqata’ah, den palæstinensiske præsidents hovedkvarter i Ramallah, om: USA’s præsident Trump ringede til Mahmoud Abbas og inviterede ham til Washington. Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP.

Først var der truslen om, at USA ville flytte sin ambassade til Jerusalem. Så den larmende stilhed, mens Donald Trump tog imod henholdsvis den jordanske konge og den israelske premierminister og ringede rundt til stort set alle andre ledere i den arabiske verden. Den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, følte sig overset.

Men i fredags slog stemningen i Muqata’ah, den palæstinensiske præsidents hovedkvarter i Ramallah, om: USA’s præsident Trump ringede til Mahmoud Abbas og inviterede ham til Washington.

”De to havde en meget vigtig og klar samtale,” sagde Abbas’ talsmand, Nabil Abu Rudeineh, i Ramallah, da den 10 minutter lange samtale var forbi.

Og dagen derpå gav talsmanden yderligere detaljer:

”Donald Trump har ikke bare formelt inviteret Abbas til Washington – han er blevet inviteret som præsidentens personlige gæst,” forsikrede Abu Rudeineh.

Nogen dato er dog ikke blevet meddelt. Men Trump sagde også i telefonen til Abbas, at han mener, at tiden er inde til en fredsaftale mellem israelere og palæstinensere:

”Præsidenten understregede, at det er hans personlige overbevisning, at fred er mulig, og at tiden er inde til at indgå en aftale,” hed det en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus.

Trump bruger på engelsk ikke ordet ”agreement” for aftale, men ordet ”deal”, der giver en klang af, at en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne er en forretningsmæssig aftale og ikke en langtrukken politisk proces.

Og Donald Trump har ikke tænkt sig at spilde tiden. Allerede i aftes ankom hans særlige udenrigspolitiske udsending Jason Greenblatt til Jerusalem for at mødes med premierminister Benjamin Netanyahu, og han forventes i dag at køre til Ramallah for at mødes med Abbas.

Palæstinenserne er åbne over for Trumps eventuelle initiativ, men der ligger endnu ikke nogen amerikansk plan på bordet. Det forsikrede den palæstinensiske udenrigsminister, Riad Malki, i weekenden og understregede, at palæstinenserne fastholder kravet om en selvstændig palæstinensisk stat og dermed en afslutning af 50 års israelsk besættelse.

Men i den israelske regering trækker højrekræfterne i den stik modsatte retning.

Et lovforslag om at annektere en stor by-bosættelse øst for Jerusalem vil i dag blive lagt til forbehandling i Knessets lovudvalg. Bag forslaget står to parlamentsmedlemmer fra Netanyahus Likud-parti og bosætterpartiet Jødisk Hjem. Forslaget skulle have været behandlet i sidste uge, men da bad Benjamin Netanyahu om at forsinke det en uge. I går citerede israelske medier unavngivne regeringskilder for atter at kræve behandlingen af lovforslaget udskudt for at undgå en krise med USA, netop som Green-blatt kommer til regionen. Jødisk Hjems forslagsstiller, Bezalel Shmotrich, beskylder Netanyahu for at ”fremme oprettelsen af en palæstinensisk stat” og har afvist at udskyde forslaget en gang til.

Der var dem, der mente at Donald Trump lagde to-stats-løsningen i graven, da han under sin fælles pressekonference med Benjamin Netanyahu i midten af februar sagde, at han ”kunne leve med” enten én eller to stater, alt efter hvad israelere og palæstinensere kunne blive enige om. Nu synes det klart, at Trumps politik ikke er stort anderledes end sine forgængeres: USA vil have, at israelere og palæstinensere bliver enige om at løse den årelange konflikt.