Prøv avisen

Trump sætter dystert aftryk på G20-møde i Tyskland

Finansministre for de 20 største økonomier i verden kan ikke enes om frihandel og kamp mod klimaforandringer

G20-landenes finansministre har på et møde i den tyske by Baden Baden ikke kunnet ens om at støtte frihandel.

Det fremgår af sluterklæringen. Her er der heller ikke enighed om at finansiere bekæmpelsen af klimaforandringer.

Frankrigs finansminister, Michel Sapin, kalder mødets resultat stærkt beklageligt.

- Jeg beklager, at vi i vores drøftelser i dag ikke har været i stand til at nå en tilfredsstillende konklusion på de to prioriteter, som er absolut afgørende i dagens verden, siger han.

G20-mødet er det første større sammenstød mellem præsident Donald Trumps amerikanske regering og det internationale samfund.

G20 består af 19 af verdens største økonomier samt EU. Det anføres af USA, Kina, Tyskland, Rusland, Frankrig og Storbritannien.

Der er en 10 år lang tradition i G20 for at støtte frihandel.

Det er irrelevant, lød det fra den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin.

- Hvad der har stået i tidligere kommunikéer, er ikke nødvendigvis relevant fra mit synspunkt, siger han på et pressemøde. Men han konstaterer, at USA stadig går ind for frihandel.

USA vil gerne genforhandle tidligere frihandelsaftaler, herunder dem, der er aftalt under Verdenshandelsorganisationen (WTO), siger Mnuchin.

- Vi mener, der er dele af WTO, som ikke efterleves, og vi vil aggressivt fastholde ting, der er i de amerikanske arbejderes interesse, fastslår han.

Sluterklæringen er et nederlag for Tyskland, som kæmpede for at fastholde formuleringen om frihandel.

Mnuchin sagde fredag, at han ikke har noget ønske om, at USA skal havne i en handelskrig. Men der skal være en mere retfærdig international handel.

Trump har tidligere sagt, at andre lande udnytter USA til at sikre sig handel og indtægter. USA har et stort handelsunderskud i forhold til de øvrige lande i G20.

I begyndelsen af juli skal stats- og regeringscheferne for G20 mødes til topmøde i Hamburg. Her skal også Trump deltage.