Med gårsdagens drab på en af Irans mest magtfulde mænd, generalmajor Qassim Soleimani, tog USA’s præsident, Donald Trump, en beslutning, som både George W. Bush og Barack Obama afholdt sig fra af frygt for at fremprovokere en krig med Iran.
Generalmajor Soleimani, der sammen med flere andre iranske og irakiske militsledere blev dræbt i Bagdads lufthavn af missiler affyret på ordre af Trump, er ikke hvem som helst. Han kommanderede Quds-sikkerhedsstyrken i Irans Revolutionsgarde og blev regnet for at være arkitekten bag så godt som alle væsentlige iranske militære operationer igennem de seneste to årtier. For amerikanerne var han en mand med blod på hænderne. For iranerne var han landets mest indflydelsesrige leder, næst efter ayatollah Ali Khamenei.
Det er ingen overraskelse, at Qassim Soleimani var i Donald Trumps skudlinje. Spændingerne mellem USA og Iran har været stigende, og Irak er slagmark for konflikten mellem de to lande. I december blev en amerikaner, der arbejdede i Irak, dræbt af en raket affyret af en iransk støttet milits, og USA svarede igen med luftangreb. Tidligere i denne uge stormede iranskstøttede militsmedlemmer USA’s ambassade i Bagdad.
Men det er alligevel overraskende, at Trump valgte at begynde året med en så dramatisk provokation mod Iran. Han har tidligere valgt at undlade at reagere hårdt og direkte på iranske operationer såsom nedskydningen af en amerikansk drone og angrebene på internationale olietankskibe og på to saudiarabiske olieanlæg. Og selvom USA i de seneste år har dræbt adskillige fremtrædende terrorledere, er likvideringen af højt rangerende militære eller politiske ledere en rød linje, der yderst sjældent krydses.
I sin officielle udtalelse om likvideringen betoner det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, generalmajor Soleimanis USA-fjendtlige handlinger, men slår også fast, at angrebet skal have en afskrækkende virkning. Generalmajoren, skriver Pentagon, var ”aktivt i færd med at udvikle planer for at angribe amerikanske diplomater og soldater i Irak og i hele regionen”.
Præsident Trump satser formentlig på, at hans dramatiske aktion vil bevise over for mellemøstlige allierede som Israel og Saudi-Arabien, at de stadig kan regne med USA. Han er formentlig også motiveret af et ønske om at vise sine vælgere, at han er en hård hund, der er villig til at gå konsekvent til værks for at beskytte amerikanske interesser og amerikanske liv.
Aktionen kan også være en strategi for at presse det iranske regime, der er økonomisk hårdt presset af amerikanske sanktioner efter USA’s udtræden af den internationale atomaftale fra 2015, til at genåbne en dialog med USA. I et tweet i går eftermiddags dansk tid skrev præsident Trump, at ”Iran har aldrig vundet en krig, men har aldrig tabt en forhandling”. Tidligere på ugen udtalte han, at en krig ville være en ”dårlig idé for Iran” og ”ikke vare særlig længe”.
Men hævnen vil komme. En kæde af reaktioner og modreaktioner kan nu føre USA og Iran tættere på en direkte konfrontation. Nogle amerikanske eksperter betegner drabet på Qassim Soleimani som noget nær en ”krigserklæring” mod Iran. Iraks premierminister, Adel Abdul Mahdi, fordømmer angrebet på Soleimani som en krænkelse af ”de betingelser, der tillader tilstedeværelsen af amerikanske soldater i Irak”. USA’s ambassade i Irak opfordrede i går amerikanske borgere til øjeblikkeligt at forlade landet. Også Israel bereder sig nu på iranske modangreb og har blandt andet lukket nogle af landets mest populære turistattraktioner.
Likvideringen af Qassim Soleimani er Donald Trumps måske hidtil største sats som præsident. I bedste fald begrænser Iran sin hævn til nogle få symbolske angreb på amerikanske interesser i eksempelvis Libanon, Yemen eller Afghanistan. I værste fald indleder Trump det amerikanske valgår med at antænde et bål i Mellemøsten.