Trumps maraton-rejse skal berolige Asien

På sin rundrejse i Asien skal Trump tilfredsstille hjemlige vælgere, der bekymrer sig om handel, og asiatiske befolkninger, der bekymrer sig om Nordkorea

Alle amerikanske præsidenter har siden Bill Clinton-årene så godt som hvert år besøgt Asien i forbindelse med det årlige topmøde i den økonomiske samarbejdsorganisation Apec, og Donald Trumps rundrejse er helt i tråd med denne tradition.
Alle amerikanske præsidenter har siden Bill Clinton-årene så godt som hvert år besøgt Asien i forbindelse med det årlige topmøde i den økonomiske samarbejdsorganisation Apec, og Donald Trumps rundrejse er helt i tråd med denne tradition. Foto: Arkiv/AP/ritzau.

Der står meget på spil, når Donald Trump i dag indleder sin hidtil længste udlandsrejse som amerikansk præsident. Den 11 dage lange rundrejse til fem asiatiske lande – Japan, Sydkorea, Kina, Vietnam og Filippinerne – er fokuseret på handel og sikkerhedspolitik, og præsidenten skal ud i en forsigtig balancegang.

Præsident Trump har både sine hjemlige vælgere og USA’s asiatiske allierede at tænke på, når han træder ud af præsidentflyet Air Force One, siger Daniel Sneider, der er ekspert i amerikansk Asien-politik og gæsteforsker på Stanford Universitet i Californien.

”Det er vigtigt for Trump at sende et budskab til sine vælgere om, at han opfylder sit løfte om at ’gøre USA stor igen’ ved at indgå fordelagtige handelsaftaler og beskytte amerikanske arbejdspladser fra udflytning til Asien. Det er også vigtigt for ham at sende et signal om, at Sydkorea og andre asiatiske allierede, der er nervøse over hans sabelraslen over for Nordkorea, kan regne med USA’s opbakning og beskyttelse,” siger Daniel Sneider.

Alle amerikanske præsidenter har siden Bill Clinton-årene så godt som hvert år besøgt Asien i forbindelse med det årlige topmøde i den økonomiske samarbejdsorganisation Apec, og Donald Trumps rundrejse er helt i tråd med denne tradition. Kilder bekræfter over for avisen The Politico, at den amerikanske delegation med Trump i spidsen først og fremmest vil fokusere på at vise, at USA og landets asiatiske allierede gør fælles front mod Nordkorea. Målet er at understrege, at ”det ikke bare er os, men hele verden, der er imod dem”, som en unavngiven embedsmand udtrykker det over for avisen.

Spændingerne mellem USA og Nordkorea er blevet tilspidset, siden Trump blev indsat som præsident i januar i år. Kim Jong-uns isolerede styre i Pyongyang har prøveaffyret et missil, der potentielt ville kunne ramme det amerikanske fastland, og i september udførte nordkoreanerne nok en atomprøvesprængning.

Dertil kommer, at sagen om den unge amerikanske universitetsstuderende Otto Warmbier, som i juni i dybt hjerneskadet tilstand blev udleveret til de amerikanske myndigheder efter knap halvandet år som fange i Nordkorea, og som døde seks dage efter sin hjemkomst, har udløst enorm folkelig vrede i USA.

Imens er retorikken mellem de to landes ledere skærpet voldsomt. I en tale til FN’s Generalforsamling i september kaldte Trump Kim Jon-un for en ”lille raketmand” på en ”selvmordsmission” og erklærede i samme ombæring, at han er rede til at ”tilintetgøre” Nordkorea. Den 33-årige nordkoreanske leder har siden kaldt den 71-årige Trump for en ”senil olding” og ”mentalt afsporet”.

De to landes gensidige sabelraslen skaber nervøse trækninger især i Sydkorea, hvor præsident Trump skal holde en med spænding ventet tale for landets nationalforsamling.

”Det, som alle i Asien er optaget af, er, om Trump under sin rundrejse vil sende noget signal om, at USA agter at antænde en militær konflikt på den koreanske halvø. Talen til Sydkoreas nationalforsamling bliver et af de mest nærstuderede øjeblikke under præsidentens Asien-rejse,” forudser Daniel Sneider, der netop er vendt tilbage til USA fra en rejse i regionen.

Den 11 dage lange tur til Asien er samtidig fyldt med faldgruber for den notorisk spontane præsident, der kan være fristet til at bortlede opmærksomheden fra sine hjemlige politiske problemer med en bombastisk udmelding i Asien, tilføjer Daniel Sneider.

”Det skaber stor bekymring i Washington D.C., at rejsen er så lang. Præsidenten har i forvejen vanskeligt ved at bevare sit fokus, og turen giver rig mulighed for, at han kan komme til at krænke sine værter eller sige noget uplanlagt, der vil skade amerikanske interesser,” siger han.

Donald Trump afslutter sit besøg i Filippinerne, hvor han skal deltage i 50-årsjubilæet for foreningen af sydøstasiatiske lande, Asean. Her skal Trump ramme den rette balancegang mellem at fremhæve vigtigheden af USA’s relationer med landet og samtidig tage afstand fra præsident Rodrigo Dutertes kontroversielle krig mod narko, hvor tusinder af narkomaner og narkohandlere er blevet dræbt på knap halvandet år.

”Trump har efter sigende et særligt forhold til Duterte, men han vil gøre klogt i at undgå at omfavne ham alt for varmt,” konstaterer Daniel Sneider.

Donald Trumps rundrejse begynder i Japan. Herfra rejser han videre til Sydkorea, Kina, Vietnam og Filippinerne.