USA’s præsident, Donald Trump, har gentagne gange sagt, at han ønsker tættere amerikanske relationer til Rusland og ikke mindst præsident Vladimir Putin. Og det er to meget selvbevidste herrer, som vil stå over for hinanden, når de inden længe mødes for første gang. Men den nu forhenværende erhvervsleder Trump møder en russisk modpart, der grundet sin erfaring er mere snu på den internationale storpolitiske scene.
”Jeg tror, at Trump spiller kortene over i Putins hænder gennem sit fokus på at indgå handler. For Putin er nok mere skarp på, hvad han konkret vil opnå, mens Trump mere skyder i alle retninger. Og han kan ikke holde styr på alle de ting, han har sat i gang,” siger Kristina Spohr.
Hun er associeret professor i international historie ved London School of Economics og har forsket i, hvordan Putins Rusland har positioneret sig efter den kolde krig. Kristina Spohr ser også muligheder for, at de to ledere vil kunne sammen.
”Russerne bryder sig ikke om multilaterale aftaler og bredt samarbejde gennem G8 eller ved at samarbejde med Nato eller EU. Trumps fokus på at indgå handler og føre en udenrigspolitik, der bliver til fra sag til sag, hvor man altid går efter at opnå den bedste aftale og spiller et spil om at vinde og tabe, er derfor et spil, som Putin også spiller,” forklarer hun, da Kristeligt Dagblad møder hende på Christ College i Cambridge, hvor hun arbejder på sin næste bog om den kolde krig.
Lige som en række andre iagttagere forudser hun et opgør med den liberale verdensorden, som blev etableret efter Anden Verdenskrig for via samarbejde og fælles løsninger at skabe win-win-situationer for de lande, der opererede inden for denne verdensorden.
”Det er noget, som Trump er ved at gøre op med, og Putin i forvejen ikke dyrker. Han har eksempelvis trukket sig fra mange af de samarbejdsaftaler, som Rusland indgik under Boris Jeltsin,” siger Kristina Spohr med henvisning til den afdøde russiske præsident, som Putin skylder sin politiske karriere.
”Da Putin kom til magten, skrev han faktisk et manifest, hvor han slog fast, at der er universelle værdier og russiske værdier, og at Rusland ikke skal være som Storbritannien eller især USA, der er liberale demokratier. Rusland er anderledes og har sine egne værdier, baseret på dets historie og patriotisme, og på at være en stærk magtfaktor.”
Ruslands ageren i forhold til annekteringen af den ukrainske Krim-halvø, oprustning langs grænsen mod resten af Europa og engagementet i Syrien skal ses gennem dette prisme.
”Over de seneste to til tre år har Rusland positioneret sig mod Vesten. Der er et begær efter at blive anerkendt af Vesten som værende ligeværdig med USA, og det er en stærk magtpolitisk drift,” siger Kristina Spohr, der mener, at den historie-fiksede Putin ligefrem hader, at landet mistede så meget status efter Sovjetunionens sammenbrud for 25 år siden.
Og den tidligere KGB-mand dyrker i høj grad en fortælling om, at det er Vesten, der har forrådt Rusland.
”Men der var et ønske fra de tidligere Warszawa-pagt-lande om at blive medlemmer af først EU og siden Nato. Fra russisk perspektiv blev det set som imperialistisk af særligt USA, selvom det rent faktisk var Tyskland, der pressede mest på,” fremhæver hun.
Trangen til at skabe fjendebilleder kommer blandt andet til udtryk, når vestlige militærøvelser i Baltikum i russiske medier bliver udlagt som krigsforberedelser – uden at nævne, at russernes egne øvelser er tre gange så store. Det samme gælder den åbenlyse benægtelse af nedskydningen af et malaysisk passagerfly over Ukraine i 2014,og bombninger af civilbefolkningen i Aleppo i Syrien.
Tilsvarende har Donald Trump og hans stab talt om ”alternative fakta” for at fastholde deres udlægning af begivenheder, som er blevet anfægtet i medierne.
”Trump og Putin vil ikke følge de universelle principper. De vil lave politik på en helt anden måde,” fastslår Kristina Spohr.
Den nye amerikanske præsident har flere gange givet udtryk for, at han tror på et godt samarbejde med Putin blandt andet i Syrien, hvor Ruslands præsident har udnyttet, at Trumps forgænger, Barack Obama, ikke ville gå ind i det borgerkrigshærgede land. Men de russiske interesser i Syrien handler i høj grad om at blive set som en magtfaktor i regionen.
”Det handler om at have en finger med i spillet og skabe en indflydelsessfære. Ved at være i Syrien er Rusland del af hele fredsdiskussionen i Mellemøsten,” siger Kristina Spohr.
Hun mener også, at det nye tættere forhold til Nato-landet Tyrkiet skal ses i det lys, fordi russerne vil have adgang til Middelhavet via Bosporusstrædet. Men hverken Tyrkiet eller Syrien kan ses som allierede af samme kaliber, som Warszawa-pagten var det under den kolde krig.
”I praksis er Rusland en ensom stormagt – uden nogle egentlige allierede,” fastslår Kristina Spohr.
Men selvforståelsen af at være en stormagt er stadig vigtig.
”Når Putin viser sig som en stærk mand udenrigspolitisk, ser befolkningen op til ham. Hvis han kan indgå aftaler med Trump, så fremstår det, som om han bliver behandlet med respekt af USA’s præsident,” mener Kristina Spohr.
En af de ligheder, som hun ser mellem Putin og Trump, er trangen til det opulente, som kommer til udtryk, når udenlandske ledere besøger Kreml, hvor Putin i dag på linje med de gamle sovjet- ledere forsøger at skabe en intimiderende effekt.
”Og det er det samme, vi ser hos Donald Trump. Det handler dels om, hvordan du vil ses, men også om at intimidere alle andre,” siger Kristina Spohr, der ikke tøver med at sige, at de to præsidenter begge har narcissistiske tendenser og derfor mere er optaget af deres egen person end en sammenhængende global verdensorden.