Trump tager vigtigt stik i Rusland-strid

Den særlige anklager Robert Muellers undersøgelse af eventuelle forbindelser mellem Donald Trump og Rusland har ikke kunnet finde beviser for anklagerne om en sammensværgelse. Politiske modstandere insisterer dog stadig på at undersøge Trumps handlinger under valgkampen

Mange af Trumps allierede jubler på præsidentens vegne. Flere betoner, at Robert Mueller ikke har fundet grund til at anklage nogen Trump-repræsentant for kriminel sammensværgelse med russerne.
Mange af Trumps allierede jubler på præsidentens vegne. Flere betoner, at Robert Mueller ikke har fundet grund til at anklage nogen Trump-repræsentant for kriminel sammensværgelse med russerne. Foto: Joshua Roberts/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det politiske opgør over den såkaldte ruslandsundersøgelse er taget til i styrke i USA, efter at justitsminister William Barr sent søndag dansk tid offentliggjorde et fire sider langt referat af de konklusioner, som særlig anklager Robert Mueller er nået frem til i sin længe ventede rapport om Ruslands forsøg på at påvirke USA's præsidentvalg i 2016 til fordel for Donald Trump og Trump-kampagnens mulige samarbejde med russerne om dette.

Der er endnu mange ubesvarede spørgsmål om indholdet af den stadig mørklagte rapport, som Mueller afleverede til Barr i fredags. Men færdiggørelsen af den indleder en ny fase i Donald Trumps præsidentskab og er en sandhedens time for både præsidenten og hans politiske modstandere, der havde håbet på at få opbakning til deres alvorligste anklager imod ham.

Ifølge justitsminister Barr har Robert Mueller ikke fundet tegn på, at Donald Trump eller hans rådgivere deltog i en ulovlig sammensværgelse om at påvirke udfaldet af præsidentvalget. Det får præsident Trump til at erklære sig renset for mistanke om ulovligt samarbejde med russerne under valgkampen i 2016.

”Ingen sammensværgelse, ingen hindring af rettens gang, komplet og total FRIKENDELSE. BEVAR USA MÆGTIGT,” skrev præsidenten på Twitter søndag.

Ifølge justitsminister Barr anbefaler Robert Mueller ikke, at der rejses flere tiltaler end dem, som allerede er rejst mod 34 personer i løbet af den knap to år lange efterforskning.

Demokraterne påpeger imidlertid, at Mueller ifølge Barrs referat af rapporten udtrykkeligt slår fast, at ”selvom denne rapport ikke konkluderer, at præsidenten begik en forbrydelse, så frikender den ham heller ikke”, hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Trump har hindret rettens gang i forbindelse med efterforskninger.

Partiets ledere kræver nu adgang til Muellers fulde rapport og bevismateriale, og de lover at fortsætte deres egne undersøgelser af Trump og hans regering.

”Det er afslutningen på begyndelsen, men det er ikke begyndelsen på enden. Det er vigtigt at huske på, at Robert Muellers konklusioner ikke betyder, at præsidenten og hans inderkreds er ude af den juridiske farezone,” siger demokraten Christopher A. Coons, der er medlem af Senatets retskomite, ifølge flere amerikanske medier.

Mange af Trumps allierede løber ikke desto mindre allerede nu en sejsrunde på præsidentens vegne. Flere betoner, at Robert Mueller ikke har fundet grund til at anklage nogen Trump-repræsentant for kriminel sammensværgelse med russerne.

”Den eneste sammensværgelse var mellem Demokraterne og mange i medierne, som falbød denne løgn, fordi de fortsat nægter at acceptere resultatet af valget i 2016,” siger den republikanske partileder i Repræsentanteres Hus, Steve Scalise, i en udtalelse.

Nogle kommentatorer påpeger, at alle amerikanere uanset partitilhørsforhold bør glæde sig over, at den afgrundsdybe politiske krise, som beviser for et demokratiundergravende komplot mellem landets præsident og Kreml ville udløse, synes afværget.

”Mueller har tilsyneladende konkluderet, at der ikke er grundlag for at hævde, at USA’s siddende præsident og hans kampagne indgik en kriminel sammensværgelse med en udenlandsk fjende for at vinde valget. Uanset, hvad der ellers kommer, så bør denne konklusion i det mindste få hele landet, ikke bare Det Hvide Hus, til at drage et lettelsens suk,” skriver Randall D. Elisason, der er professor i jura på George Washington University og kommentator for avisen Washington Post.

Selvom ruslandsundersøgelsen altså frikender præsidenten for sammensværgelse med russerne, så har den blotlagt flere former for lyssky adfærd forbundet med Trump og hans inderkreds. Den særlige anklager har blandt andet påvist, at Trump løj om omfanget af sine hemmelige forretningsaftaler med Rusland, da han var præsidentkandidat, og at medlemmer af hans kampagnestab var ivrige efter at modtage smuds fra russerne om hans modkandidat, demokraten Hillary Clinton.

Efterforskningen har endvidere gjort det tydeligt, at Donald Trump har tendens til at omgive sig med moralsk anløbne personer. Fem ud af de seks tidligere Trump-rådgivere, som er blevet stævnet i forbindelse med efterforskningen, har erklæret sig skyldige i forskellige former for lovbrud og for at have løjet over for Kongressen eller forbundspolitiet FBI.

Beviser beskrevet i ruslandsundersøgelsen kan muligvis bruges i de uafsluttede efterforskninger af præsidenten og hans private selskaber, som føderale og delstatslige myndigheder samt Kongressen har iværksat. Trump er blandt andet under mistanke for overtrædelse af kampagnelove, for skattesvig og for at krænke den klausul i forfatningen, der forbyder en præsident at modtage penge fra udenlandske magter.