Prøv avisen

Trump: USA's ambassade skal til Jerusalem

En gruppe israelere leger i Jerusalem. Der er risiko for uro i byen og andre steder i Mellemøsten, fordi USA vil flytte sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem og anerkende hele byen som Israels hovedstad. Foto: /ritzau/AP/Oded Balilty

USA anerkender nu, at hele Jerusalem er Israels hovedstad, og USA vil flytte sin ambassade til byen. Det fastslog præsident Trump onsdag i en sky af advarsler.

USA's præsident, Donald Trump, tog onsdag aften sit varslede kontroversielle skridt, som kan kaste grus i fredsforhandlingerne i Mellemøsten og skabe uro i regionen.

USA anerkender nu, at Jerusalem er Israels hovedstad, og vil flytte sin ambassade i landet fra Tel Aviv til Jerusalem, erklærede Trump i en tale i Det Hvide Hus.

- Det er tid til officielt at anerkende Jerusalem som hovedstad i Israel, sagde Donald Trump.

Dermed opfylder den amerikanske præsident et af de løfter, han gav sine vælgere under sidste års valgkamp i USA.

En kommende USA-ambassade i Jerusalem skal være en "hyldest til fred", sagde Trump.

Både israelere og palæstinensere gør krav på Jerusalem som deres hovedstad i en eventuel tostats-løsning med en israelsk og en palæstinensisk stat side om side.

Det har de seneste dage ikke skortet på indtrængende advarsler til Trump fra regeringschefer og politiske ledere verden over - ikke mindst i Mellemøsten og Europa.

Palæstinenserne har forud for Trumps tale betegnet en ambassadeflytning som et "dødskys" til tostats-løsningen.

Beslutningen vil dog skabe glæde hos de magtfulde pro-israelske lobbygrupper i USA. Og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, hyldede Trumps melding som en "historisk milepæl".

Frankrig støtter derimod ikke Donald Trumps melding, understregede præsident Emmanuel Macron efter Trumps tale. Macron kaldte ifølge Reuters beslutningen "beklagelig".

FN's generalsekretær sagde i en tv-transmitteret kommentar, at han har frarådet beslutningen.

- Jeg har vedvarende talt imod ethvert ensidigt tiltag, som kan true udsigten til fred mellem israelere og palæstinensere, sagde António Guterres.

Det er da også et eklatant brud på årtiers amerikansk politik i Mellemøsten, når Trump nu rykker ambassaden til Jerusalem.

Israel erobrede Vestbredden og Østjerusalem under Seksdageskrigen i 1967 og udråbte i 1980 det samlede Jerusalem som hovedstad. Men det er ikke internationalt anerkendt.

Israels parlament og regering har i dag til huse i Jerusalem, mens de internationale ambassader i Israel ligger i Tel Aviv.

Ifølge Reuters er det endnu ikke besluttet, hvor i Jerusalem USA's ambassade skal placeres. En kilde siger, at det kan tage tre-fire år, før en bygning står klar.

Også fra USA's nære allierede i regionen, Saudi-Arabien, er der kritik.

- At flytte USA's ambassade er et farligt skridt, der provokerer muslimer over hele verden, sagde Saudi-Arabiens kong Salman tirsdag i en telefonsamtale med Trump ifølge The New York Times.

Nationalistiske palæstinensiske grupper har ifølge avisen udsendt en opfordring til tre dages "folkelig vrede" i de palæstinensiske områder og ved amerikanske ambassader verden over.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har tidligere kaldt Jerusalem "en rød linje" for muslimer.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, skriver på sin hjemmeside, at USA's plan om Jerusalem er en fejltagelse og "et tegn på inkompetence".

EU's udenrigschef, Federica Mogherini, har advaret mod enhver handling, der kan underminere en fremtidig fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne.

/ritzau/